Lille Claus og Store Claus, Del 2
"Hu!
sagde bonden, "det var fælt! I må vide, at jeg kan ikke tåle at se degne! men det er nu det samme, jeg ved jo, det er fanden, så finder jeg mig vel bedre i det! Nu har jeg courage! men han må ikke komme mig for nær. "Nu skal jeg spørge min troldmand," sagde lille Claus, trådte på posen og holdt sit øre til.
"Hvad siger han?
"Han siger, at I kan gå hen og lukke kisten op, der står i krogen, så vil I se fanden, hvor han kukkelurer, men I må holde på låget at han ikke slipper ud.
"Vil I hjælpe mig med at holde på det!
sagde bonden og gik hen til kisten, hvor konen havde gemt den virkelige degn, der sad og var så bange. Bonden løftede låget lidt og kiggede ind under det: "hu!
skreg han, og sprang tilbage. "Jo, nu så jeg ham, han så ganske ud, som vores degn! nej, det var forskrækkeligt! Det måtte der drikkes på, og så drak de endnu til langt ud på natten.
"Den troldmand må du sælge mig," sagde bonden, "forlang for den alt, hvad du vil!
ja, jeg giver dig straks en hel skæppe penge! "Nej, det kan jeg ikke!
sagde lille Claus, "tænk dog, hvor meget gavn jeg kan have af denne troldmand! "Ak, jeg ville så grumme gerne have den," sagde bonden, og blev ved at bede.
"Ja," sagde da lille Claus til sidst, "da du har været så god at give mig husly i nat, så kan det være det samme, du skal få troldmanden for en skæppe penge, men jeg vil have skæppen topfuld.
"Det skal du få," sagde bonden, "men kisten derhenne må du tage med dig, jeg vil ikke have den en time i huset, man kan ikke vide, om han sidder deri endnu.
Lille Claus gav bonden sin sæk med den tørre hud i, og fik en hel skæppe penge, og det topmålt, for den.
Bondemanden forærede ham endogså en stor trillebør til at køre pengene og kisten på.
"Farvel!
sagde lille Claus, og så kørte han med sine penge og den store kiste, hvori endnu degnen sad. På den anden side af skoven var en stor dyb å, vandet løb så stærkt af sted, at man knap kunne svømme imod strømmen; man havde gjort en stor ny bro derover, lille Claus holdt midt på den, og sagde ganske højt, for at degnen inde i kisten kunne høre det:
"Nej, hvad skal jeg dog med den tossede kiste?
den er så tung, som der var sten i! jeg bliver ganske træt af at køre den længere, jeg vil derfor kaste den ud i åen, sejler den så hjem til mig, er det godt, og gør den det ikke, så kan det også være det samme. Nu tog han i kisten med den ene hånd, og løftede lidt på den, ligesom om han ville styrte den ned i vandet.
"Nej lad være!
råbte degnen inde i kisten, "lad mig bare komme ud! "Hu!
sagde lille Claus, og lod som han blev bange. "Han sidder endnu derinde! så må jeg gesvindt have den ud i åen, at han kan drukne! "Oh nej, oh nej!
råbte degnen, "jeg vil give dig en hel skæppe penge, vil du lade være! "Ja det er en anden sag!
sagde lille Claus, og lukkede kisten op. Degnen krøb straks ud og stødte den tomme kiste ud i vandet, og gik til sit hjem, hvor lille Claus fik en hel skæppe penge, én havde han jo fået forud af bondemanden, nu havde han da hele sin trillebør fuld af penge! "Se, den hest fik jeg ganske godt betalt!
sagde han til sig selv da han kom hjem i sin egen stue, og væltede alle pengene af i en stor hob midt på gulvet. "Det vil ærgre store Claus, når han får at vide, hvor rig jeg er blevet ved min ene hest, men jeg vil dog ikke lige rent ud sige ham det! Nu sendte han en dreng hen til store Claus, for at låne et skæppemål.
"Hvad mon han vil med det!
tænkte store Claus, og smurte tjære under bunden for at der kunne hænge lidt ved af det, som måltes, og det gjorde der da også, thi da han fik skæppen tilbage, hang der tre nye sølv-otte-skillinger ved. "Hvad for noget?
sagde den store Claus, og løb straks hen til den lille: "Hvor har du fået alle de mange penge fra? "Oh det er for min hestehud, jeg solgte den i aftes!
"Det var såmænd godt betalt!
sagde store Claus løb gesvindt hjem, tog en økse, og slog alle sine fire heste for panden, trak huden af dem, og kørte med disse ind til byen. "Huder!
huder!
hvem vil købe huder!" råbte han igennem gaderne. Alle skomagere og garvere kom løbende, og spurgte, hvad han ville have for dem.
"En skæppe penge for hver," sagde store Claus
"Er du gal?
sagde de alle sammen, "tror du, vi have penge i skæppevis? "Huder, huder!
hvem vil købe huder," råbte han igen, men alle dem, som spurgte, hvad huderne kostede, svarede han: "en skæppe penge. "Han vil gøre nar af os," sagde de alle sammen, og så tog skomagerne deres spanderemme og garverne deres skødskind, og begyndte at prygle på store Claus.
"Huder, huder!
vrængede de af ham, "ja vi skal give dig en hud, der skal spytte røde grise! ud af byen med ham!" råbte de, og store Claus måtte skynde sig alt hvad han kunne, så pryglet havde han aldrig været. "Nå!
sagde han, da han kom hjem, "det skal lille Claus få betalt, jeg vil slå ham ihjel for det! Men hjemme hos den lille Claus var den gamle bedstemoder død; hun havde rigtignok været så arrig og slem imod ham, men han var dog ganske bedrøvet, og tog den døde kone og lagde hende i sin varme seng, om hun ikke kunne komme til live igen; der skulle hun ligge hele natten, selv ville han sidde henne i krogen og sove på en stol, det havde han gjort før.
Som han nu sad der om natten, gik døren op og store Claus kom ind med sin økse; han vidste nok, hvor lille Claus' seng var, gik lige hen til den og slog nu den døde bedstemoder for panden, idet han troede, det var lille Claus.
"Se så!
sagde han, "nu skal du ikke narre mig mere!" og så gik han hjem igen. "Det er dog en slem ond mand!
sagde lille Claus, "der ville han slå mig ihjel, det var dog godt for den gamle mutter, hun allerede var død, ellers havde han taget livet af hende! Nu gav han den gamle bedstemoder søndagsklæderne på, lånte en hest af sin nabo, spændte den for vognen og satte den gamle bedstemoder op i det bageste sæde, således at hun ikke kunne falde ud, når han kørte til, og så rullede de af sted igennem skoven; da solen stod op, var de uden for en stor kro, der holdt lille Claus stille, og gik ind for at få noget at leve af.
Kromanden havde så mange, mange penge, han var også en meget god mand, men hidsig, som der var peber og tobak i ham.
"God morgen!
sagde han til lille Claus, "Du er tidlig kommet i stadsklæderne i dag! "Ja," sagde lille Claus, "jeg skal til byen med min gamle bedstemoder, hun sidder der ude på vognen, jeg kan ikke få hende ind i stuen.
Vil I ikke bringe hende et glas mjød, men I må tale lovlig højt, for hun kan ikke godt høre. "Jo, det skal jeg!
sagde kromanden, og skænkede et stort glas mjød, som han gik ud med til den døde bedstemoder, der var stillet op i vognen. "Her er et glas mjød fra hendes søn!
sagde kromanden, men den døde kone sagde da ikke et ord, men sad ganske stille! "Hører I ikke!
råbte kromanden lige så højt, han kunne, "her er et glas mjød fra hendes søn! Endnu engang råbte han det samme og så nok engang, men da hun slet ikke rørte sig ud af stedet, blev han vred og kastede hende glasset lige ind i ansigtet, så mjøden løb hende lige ned over næsen, og hun faldt baglænds om i vognen, for hun var kun stillet op og ikke bundet fast.
"Nåda!
råbte lille Claus, sprang ud af døren og tog kromanden i brystet! "der har du slået min bedstemoder ihjel! Vil du bare se, der er et stort hul i hendes pande!