Mord efter mord: kapitel 03
Iben var den første, der dukkede op næste morgen. Hun var spændt. Hvordan ville det være at arbejde for rejseholdet?
Leo var den næste, der kom.
"Hej Iben," sagde han og låste døren op.
Lidt efter kom en kvinde. Hun var mørkhåret og med helt kort hår. Et halvt hoved mindre end Iben. Hun så ud til at være sidst i trediverne.
"Stine," sagde hun og stak hånden frem. "Du må være Iben."
Iben nikkede.
"Velkommen ombord," fortsatte Stine. Hun gik hen og satte kaffe over.
Lidt efter dukkede to mænd op. Den ene var på alder med Leo. Han hed Asger og vejede nok tyve kilo for meget. Han blev forpustet bare af at sætte sig ned i stolen. Pegefinger og langfinger var helt gule. En ægte ryger, tænkte Iben. Nøjagtig ligesom hendes far. Bortset fra at faren var tynd som et sugerør. Og han kunne stadig grave hele køkkenhaven på en weekend uden at blive forpustet.
Den anden mand var en del yngre. Han var vel ikke meget ældre end Iben. Han var høj og slank og ubarberet. Hans tøj trængte til at blive strøget. Han var mørkhåret og med brune øjne. Han nærmest faldt om i den nærmeste stol. Hurtigt trak han en skuffe ud, så han kunne sidde med fødderne oppe.
"Jakob. Hej," sagde han blot. Han gabte højt og længe og sluttede af med en lille bøvs. Herefter lagde han hovedet tilbage og lukkede øjnene. Han virkede så slap og slatten, at Iben fik lyst til at sparke ham ned fra stolen.
"Nu mangler vi kun Bjarne, så er vi samlet," sagde Leo. "Bjarne er den psykolog, som hjælper os med at forstå, hvordan morderen tænker."
I det samme gik døren op. En lille, tyk og skaldet mand kom ind i rummet. Men i modsætning til Asger kom han nærmest stormende ind. Han var en mand, som man næsten blev forpustet af at følge. Han smed sin jakke hen på knage-rækken, samtidig med at han tog Ibens hånd. Han næsten knuste den i sin enorme næve. Hvordan kunne sådan en lille mand have så stor en hånd?
"Velkommen til," sagde han. Hans stemme var dybere end nogen anden, Iben havde hørt. Hvis han kunne synge, måtte han have en pragtfuld bas. I næste øjeblik stod han oppe ved den stor-skærm, som dækkede en af væggene. Han trykkede hurtigt et par gange på en bærbar computer. Et billede tonede frem. Det lignede en mand set fra siden.
"Vores morder er mellem 25 og 35 år gammel. Han er intelligent. Nok endda meget intelligent. Men han har ikke en høj uddannelse. Han vækker tillid. Er måske charmerende. Han er vel-plejet og vel-klædt. Ja, han kan også være udklædt. Måske som politi-betjent.
Brandmand. Eller Falck-redder. Han bor her i området." Iben rakte hånden i vejret.
"Hvor ved du alt det fra?"
"Jo, ser du. For det meste vælger serie-mordere ofre på deres egen alder. Derfor er han sikkert mellem 25 og 35."
Iben nikkede.
"Han efterlader ikke spor," fortsatte Bjarne. "Alt er nøje gennem-tænkt og planlagt. Ikke sandt?"
"Jo, desværre."
"Samtidig viser alle undersøgelser, at selv om en psykopat er intelligent, så får han ikke en god uddannelse alligevel. Det gælder især de psykopater, der ender som serie-mordere. Det gør dem endnu mere vrede på samfundet. Eller som i dette tilfælde: Endnu mere vrede på lyshårede piger. Lyshårede piger som kan det, psykopaten ikke selv kan."
Bjarne holdt en lille pause og så ud over de forsamlede. "Vi ved, at ingen af ofrene har forsøgt at gøre modstand. Der er ingen sår på hænder eller arme. Han må have overrasket dem. De har troet, at han var helt ufarlig." Iben nikkede igen. Bjarne havde ret. De sidste ofre var advaret om, at en morder var løs. Alligevel havde de ikke nået at gøre modstand.
"Erfaringen fra USA siger," fortsatte Bjarne, "at seriemordere for det meste bor i det område, hvor de finder ofrene. Og en ting til. Man bliver ikke serie-morder fra den ene dag til den anden. De starter i det små. Han må være begyndt med noget andet. Måske har han mishandlet dyr som barn og ung. Eller har overfaldet kvinder. Han kan have volds-domme. Det er værd at undersøge."
"Ja, det er vi allerede godt i gang med. Indtil nu har det ikke givet noget."
"Han har en lyshåret mor eller måske en lyshåret ekskæreste," fortsatte Bjarne. "Men jeg tror mest på, at det er hans mor."
"Hvorfor det?"
"Han har sikkert haft en rigtig slem barndom. Måske både psykisk og fysisk. Helt sikkert psykisk," sagde Bjarne.
"Det bliver man vel ikke serie-morder af," sagde Jakob.
"Så ville vi jo have masser af serie-mordere."
"Det er rigtigt. Man skal først og fremmest være psykopat. Og ikke nok med det. Meget tyder på en fejl i hjernen. Men den er ikke synlig. Han vil ligne en pæn ung mand. Det er jeg sikker på."
"Men hvordan kommer hans mor ind i billedet?" spurgte Jakob.
"Han er vred. Meget vred. Så vred, at han er blevet vanvittig. Noget i hans barndom må være gået helt galt. Noget, som har givet ham et enormt had til kvinder."
"Tja. Så er mor nok et godt bud," mumlede Jakob.
"Men hvorfor tror du, han er vred?"
"Det viser den måde, han bruger vold på. Han piner og plager sine ofre. Meget tyder på, at han er mere end en time om at slå dem ihjel. Og det på trods af, at han risikerer at blive opdaget imens. Det er mere vold end sex, der tænder ham."
"Og selv om han opfører sig som en gal," afbrød Leo, "så har han en enorm selv-kontrol. Han efterlader næsten ingen spor."
"Hvad med dna?" spurgte Iben.
"Det er meget småt med dna," sagde Leo. "Men vi håber stadig, at vi finder noget, der kan bruges." Han gik hen til en væg, hvor der hang en række billeder. De var ikke til at holde ud at se på. Iben sank et par gange. Ofrene så forfærdelige ud. Det var næsten ikke til at se, det var mennesker. Ingen af dem havde øjne længere, men i stedet uhyggelige stjerne-formede huller. Overalt på kroppen var de skåret og brændemærket.
"Ja, du ved, hvordan han mishandler sine ofre. Du var jo med i det team, der skulle opklare det første mord, inden vi overtog sagen."
Iben nikkede.
"Men de her kender du ikke."
Leo åbnede en skuffe i skrivebordet.
"Brevene," sagde han.
Breve? Nej, dem havde Iben ikke hørt om.
Leo smed en plastic-pose hen til hende. Iben kunne se flere konvolutter i den.
"Efter de sidste to mord er han begyndt at sende breve. Han håner os. Kalder os blandt andet blinde tåber. Ud fra brevene kan man se, at han har et godt skrift-sprog. Der er ingen stavefejl, og han kan endda sætte kommaer og punktummer de rigtige steder. Han har nok en længere skole-uddannelse. Gymnasiet, tror jeg. Hans sprog virker nutidigt. Så vi er ret sikre på det med alderen."
"Vi har brug for din hjælp, Iben. Der er nemlig en ting, vi er helt sikre på," sagde Bjarne. "Han hader lyshårede kvinder. Han hader sådan nogen som dig."
"Nemlig," sagde Leo. "Som jeg også sagde i går. Så derfor vil vi gerne have dig med i gruppen. Du har fine papirer, og så ligner du ofrene. Du skal være vores lokke-due."
"Jeg ved sgu ikke rigtig," lød det fra Jakob.
Han lod dovent øjnene glide hen over Ibens krop. Så smilede han skævt og fortsatte:
"De andre havde ligesom lidt mere fortil. Men måske et godt indlæg i bh'en..."
"Gider du lige," afbrød Stine ham. Hun så på Iben og sagde:
"Du skal ikke høre på ham. Han elsker at provokere."
Iben trak på skulderen. Hun lod sig ikke gå på af sådan et fjols. Hun havde sikkert mere i bh'en, end han havde mellem ørerne.
"Ja," sagde Leo til Jakob. "Du ligner en, der har siddet for længe oppe. Klap i, hvis du ikke kan sige noget fornuftigt."
"Undskyld. Undskyld. Det var bare for at gøre Iben mere rigtig som madding."
Jakob slog ud med armene og prøvede at se uskyldig ud. Det lykkedes ikke særlig godt.
"Lad os nu komme videre," sagde Leo. "Om en time har vi presse-møde. Og det er her, vi skal have ham til at bide på. Mødet bliver bragt på alle tv-kanaler. Først vil jeg sige et par ord om dig, Iben. Jeg vil rose dig. Du skal virkelig lyde som en succes. Er du med?"
"Ja. Det lyder da udmærket," lo Iben.
"Sådan. Du skal smile og være glad. Og ikke mindst - du skal være selv-sikker."
"Nemlig," sagde Bjarne, som ikke kunne lade være med at afbryde. "Du skal sige, at du er overbevist om, at det kun vil være et spørgsmål om kort tid, før vi har morderen. Du må meget gerne tale grimt om ham. Rigtig ydmygende. At han er et sølle pjok, som ikke kan have et almindeligt forhold til kvinder. Bare sig, at han
sikkert ikke kan få den op at stå eller sådan noget." "Nej, det kan man da ikke sige på et presse-møde," sagde Iben
Leo fortsatte:
"Måske ikke. Men gør ham vred. Vi vil sørge for, at du kommer på TV hver eneste dag. Han må ikke kunne få dig ud af hovedet. Han skal hade dig endnu mere end alle andre lyshårede kvinder. Han skal hade dig så meget, at han ikke kan lade være med at overfalde dig. Han er ikke dum, så han ved godt, du er lokke-mad. Men jeg er sikker på, at han alligevel vil forsøge at myrde dig.
"Er du parat til det?" spurgte Leo. "Ja. Helt sikkert," svarede Iben med det samme. "Vi vil hele tiden over-våge dig. I samme øjeblik han overfalder dig, fanger vi ham. Vi vil ikke tage nogen chancer. Og så har jeg hørt, at du er i stand til at forsvare dig selv."
"Det er jeg," sagde Iben. Hun havde ikke regnet med, at hun skulle over-våges, men selvfølgelig skulle hun det.
"Ofrene var også sunde og stærke kvinder," fortsatte Bjarne. "Alligevel har de ikke nået at gøre modstand. Han må være i stand til at komme tæt ind på livet af dem og så overraske dem. Så du skal virkelig være på tæerne. Måske er han klædt ud som betjent eller læge. Et eller andet, der gør, at man ikke fatter mistanke. Ikke før det er for sent."
"Det er virkelig farligt," sagde Leo. "Han vil slå dig ned og binde dig. Derefter vil han pine dig ihjel - men det skal vi selvfølgelig forhindre. Lover du mig at passe virkelig godt på? Ikke slappe af et eneste øjeblik?"
"Jeg skal nok passe på. Det lover jeg," sagde Iben.
"Fra det øjeblik du har været på TV, er du i fare. Jeg vil vædde på, at han vil prøve at få ram på dig. Han driller og håner os i sine breve. Han ville elske at slå dig ihjel. Det ville være den største af alle triumfer. Han vil ikke kunne lade være med at prøve."
Bjarne så lidt på hende og fortsatte så:
"Og du ser helt perfekt ud. Men er du parat? På et ellerandet tidspunkt vil du stå ansigt til ansigt med ham.
Og han er farligere end nogen anden, jeg har mødt. Jeg ville selv være meget urolig, hvis det var mig, han var efter."
"Jeg er parat," sagde Iben.
Hun kunne mærke de små hår i nakken rejse sig. Men hun mente det. At fange den satan - det var lige det, hun havde lyst til. Der var ikke noget, hun hellere ville.
Hun smilede ved tanken.
"Ja," sagde Bjarne nærmest for sig selv, mens han så på hende. "Du er simpelthen perfekt."
"Jeg synes..." begyndte Jakob.
"Luk, Jakob," afbrød Stine. "Ingen gider høre, hvad du synes."
"Lad os få dig på TV og smide maddingen ud," sagde Leo. "Vi giver teknikerne nøglerne til din lejlighed. Er det i orden?"
Iben nikkede, men hørte ikke efter. Hun kunne mærke store sommerfugle i maven. Tænk. Om lidt ville hun blive kendt i hele landet. Måske også i udlandet. Det var en sag, som selv den udenlandske presse interesserede sig for.