Mord efter mord: kapitel 07
Det var da mærkeligt. Pæren virkede ikke.
Iben trykkede igen på kontakten. Men nej, lyset blev ikke tændt. Der kom en smule lys ind af et lille smalt vindue. Ellers var der helt mørkt. Heldigvis kendte Iben kælderen som sin egen bukselomme. Uden besvær fik hun famlet sig hen mod vaske-rummet.
Men det var nu underligt. Vice-værten var kendt for at have en sygelig orden på alting. Engang var hun kommet til at træde i et bed. Han var kommet farende med riven over skulderen. Fodsporet var blevet revet væk med det samme. Om vinteren var fortovet fuldkommen snefrit.
En pære, der ikke lyste. Det kunne hun drille ham med i de næste mange måneder.
Der var døren ind til vaske-rummet.
Hvad var nu det? Hun standsede op. Lyset virkede heller ikke i vaske-rummet. De små hår på hendes arme rejste sig. Noget var helt galt.
Lyn-snart stillede hun sig med ryggen mod muren. Nu kunne hun ikke overfaldes bagfra. Hun stirrede ind i halv-mørket. Hun kunne ikke få øje på noget. Og dog. Der var et eller andet henne ved vaskemaskinen. Noget med pels.
Forsigtigt gik hun hen til vaskemaskinen. Noget hang med hovedet ud af lågen. Vådt og dødt. Det var hundehvalpen Lucy. Hun tog den ud af vaskemaskinen. Den vejede næsten ingenting. Den var kold. Nu var der ingen lille tunge, som prøvede at slikke hende. Hvis hun ikke havde været voksen og netop ansat ved rejseholdet, ville hun have tudet. I stedet bed hun tænderne sammen. Når hun engang fik fat i ham...
I det samme fløj døren bag hende op med et enormt brag. En mand sprang ind i rummet. Iben sparkede ud efter ham. Hun ville have ramt ham lige i hovedet, men opdagede i sidste øjeblik, at hun kendte ham. Det var vagten fra bilen.
"Rolig," sagde han. "Jeg fik at vide, du kunne være i fare."
"Se," sagde hun. "Han har været her."
Leo gik frem og tilbage i kontoret.
"Du er ok, ikke?" sagde han.
"Jo. Men hvorfor...?" begyndte Iben.
"Han leger med dig. Det har han ikke gjort med de andre. Det er nyt. Fandens også. Nu kan vi ikke forudse, hvad han gør."
"Dengang jeg løb ind i skoven....," begyndte Iben. Leo nikkede, og hun fortsatte:
"Da hørte jeg noget. Jeg troede, det var jer. Men det må have været ham."
"Ja," sagde Leo og nikkede. "Han må have været i skoven. Ellers kunne han ikke vide noget om den lille hvalp. Vi må tale med ejeren. Måske har han set ham. Hold kæft, hvor har vi været tæt på. Hvad siger du, Bjarne?"
Bjarne så bekymret ud.
"Han overrasker mig virkelig. Jeg troede ikke, at han ville nærme sig dit hjem. Han risikerede jo at blive opdaget. Der kan kun være én grund: Han har virkelig bidt på krogen. Du er på hans offer-liste. Vi må passe rigtig godt på dig. Han er helt sikkert i gang med at lægge planer."
Leo nikkede.
"Det er farligt. Meget farligt. Men det har vi vidst hele tiden. I morgen skal du håne ham igen. Fortæl bare om hunden. Jeg sørger for at få et billede af den. Sig, at han er en kujon. Et pjok. Samtidig skal du antyde, at det har givet nye spor i sagen. At han endelig har fejlet."
"Er der nye spor?"
"Nej. Ikke med mindre han har sat sine finger-aftryk på halsbåndet. Vi kan håbe, nogen har set ham. Og det kan han ikke vide. Du skal gøre ham vred og nervøs.
Vi skal have ham ud af busken."