Mord efter mord: kapitel 02
Der var mørkere i rejse-holdets mobile kontor, end Iben havde regnet med. Hendes øjne skulle lige vænne sig til halv-mørket.
"Hej. Jeg er Leo Vester," lød det inde fra mørket. En høj, tynd, ældre mand trådte hen til hende og rakte hånden frem. Han havde helt hvidt hår og temmelig røde øjne. Det fik ham til at minde lidt om en kanin, Iben havde haft som barn. Hun vidste godt, hvem han var. Leo Vester var leder af rejse-holdet.
"Iben," sagde hun og var lige ved at neje. "Iben Bjerg."
Hun så sig nysgerrigt omkring. Indvendig lignede vognen bare et kontor. Der var ikke andre end Leo.
"Ja, resten af holdet er her ikke. Men de ved, jeg vil tale med dig. For vi har brug for dig, Iben," sagde Leo.
"Har I?" Iben håbede ikke, hun lød alt for forbavset.
"Se der," sagde Leo og pegede hen på væggen. Der hang et billede af en køn ung kvinde på ca. 30 år. Hun var lyshåret og smilede. Hun så glad ud.
"Det er morderens første offer," sagde Leo.
Iben nikkede. Hun vidste godt, hvem det var. Ditte Lund. Hun havde været vært i et meget populært haveprogram i lokal-tv. Hun var blevet fundet voldtaget, mishandlet og kvalt.
"Hun var det, man kan kalde en selvsikker ung kvinde. Hun var ikke var bange for noget og havde et liv med masser af succes. Mange var sikkert misundelige på hende. Hun var meget kendt i lokal-området."
"Ja," sagde Iben. Det var rigtigt.
"Det samme gælder stort set hende her," sagde Leo og pegede på det næste billede.
Iben genkendte hende med samme. Hun hed Rikke Ry Jensen. En lokal rytter. Hun havde været så dygtig, at hun var ved at blive udtaget til det olympiske hold. Bladene og tv havde været vilde med hende. Hun var både køn og glad. Hun havde givet mange muntre interviews. Samtidig var hun enormt dygtig på en afslappet og charmerende måde. Det var alt sammen slut, da man fandt hende mishandlet på samme måde som Ditte. Hun havde ligget i møddingen bag stalden.
"Ja. Du ved jo, hvem hun er. Se nu næste billede," sagde Leo.
Lea Mørk. Også kendt. Hun sang som en drøm. Mange havde ment, at hun ville få en stor karriere. Sidst hun havde optrådt, var det blevet vist på DR i den bedste sendetid. En jule-koncert. Hendes lyse hår strittede ud til alle sider, men ellers lignede hun de to andre. En kvinde med succes. En lyshåret, smuk og glad succes. "Den forhåbentlig sidste," sagde Leo og pegede på det sidste billede. "Mie Olesen," sagde Iben.
"Ja, det er Mie. Hun var ikke helt så populær som de andre. Lokal-politiker. Men hun havde et af de største antal personlige stemmer ved sidste kommune-valg." Iben nikkede. Hun havde selv stemt på hende.
"Hun har ikke været ret meget i tv," fortsatte Leo. "I stedet har hun skrevet en del i lokal-aviserne. Hun havde en uddannelse som økonom. Med top-karakterer. Hun var sikkert endt i folketinget. Hun kunne have drevet det vidt. Hun blev fundet på toilettet på Rådhuset om morgenen."
Leo så på Iben. Så spurgte han:
"Fortæl mig, hvad de fire kvinder har til fælles?"
"De er kendte i lokal-området. De har succes. De er lyshårede."
"Rigtigt. Og hvad mere?"
"De er et sted mellem 20 og 30. Altså unge. De er også kønne."
"Ja. Og?"
Iben så længe på billederne. Hvad mere havde de til fælles?
"Blå øjne?"
"Ja, også det. Nu er det her billeder, og der smiler folk jo næsten altid. Men alligevel..."
"Åh. Ja. De var alle kendt for at være glade. Livsglade mennesker."
"Nemlig. Kvinder med et godt liv."
Leo tog hende ved armen og trak hende ud i den lille entré. Der hang et spejl. Han pegede.
"Hvad ser du der?" spurgte han.
"Øh." Iben vidste ikke, hvad hun skulle svare. Jo, hun kunne godt se, at hun mindede om de myrdede kvinder. Hun var lyshåret. Blå øjne. Et par naturlige smilehuller. Og jo. Hun var som regel glad. Hun syntes, livet var godt.
"Du synes, jeg kan sammenlignes med ofrene," begyndte hun. "Men jeg er overhovedet ikke kendt. Jeg blev ikke engang nævnt i skole-bladet, da jeg var barn."
"Det er rigtigt. Du har helt ret. Men det vil vi gøre noget ved. Du vil blive en kendt kvinde i Danmark, inden
ugen er omme," sagde Leo. "Hvis du altså vil."
"Det vil jeg vel," sagde Iben. "Men hvordan skal det gå til?"
"Du skal være vores kontakt til pressen. Tør du det?"
Iben behøvede ikke engang tænke over det. Det ville være pragtfuldt. Hun smilede. Begge smilehuller trådte tydeligt frem.
"Hellere end gerne," sagde hun.
"Se ind i spejlet," sagde Leo og klappede hende på skulderen.
Hun lignede billederne af de andre kvinder. Ung, glad og lyshåret. Et kort gys løb ned ad ryggen på hende. "Ok," sagde Leo. "Så er det en aftale. Vi ses i morgen klokken otte. Der kan du også hilse på resten af holdet."