Mord efter mord: kapitel 21
Iben satte sig op i sengen. Forældrene var netop taget hjem. Hun greb posen med druer og chokolade-æsken. Med en del besvær fik hun svinget sig over i kørestolen. Det ben gjorde stadig knuder. Men nu skulle det være.
Hun kørte ned ad gangen og ind på en anden stue. Der lå han. Jakob.
Han burde være død, havde hun fået at vide. Den smule blod, han havde haft tilbage, kunne ikke holde en kat i live. Han havde haft hjerte-stop i ambulancen. Hun håbede ikke, hjernen havde taget skade. Han havde ligget i kunstigt koma i en uge nu. Han var stadig noget bleg. Det var først nu, han var blevet flyttet fra intensiv. Men ifølge lægen tydede alt på, at han ville komme sig helt.
"Hej Jakob," hviskede hun.
Der kom ingen reaktion. Han lå med åbne øjne, og tungen stak lidt ud af munden. Der løb en smule savl ned ad hans kind. Var han alligevel blevet hjerne-skadet? Havde lægerne taget fejl? Eller ville de ikke fortælle hende den grusomme sandhed?
"Jakob," sagde hun igen. "Hvad er der med dig?" Jakob løftede hovedet lidt. Han rullede med øjnene og lavede nogle underlige smaske-lyde. Men sank så tilbage i puderne.
"Er du ok?"
Han så overhovedet ikke ok ud.
Mere savl.
"Søde Jakob, vil du ikke nok blive normal igen?"
Nu kom der en boble af savl.
"Du må gerne sige åndssvage vittigheder. Bare bliv dig selv igen. For min skyld."
Jakob rallede.
Han lignede jo en grøntsag. Hvis der i dette øjeblik var kommet en læge ind ad døren, havde hun kvalt ham. De havde ikke reddet Jakob. Det der var værre end ingenting.
"Jeg giver en middag med det hele, hvis du bare tager dig sammen og bliver normal," hviskede hun ind i øret på ham.
Det var, som om den rallende lyd stoppede et øjeblik. Måske lyttede han til hende.
"Du får dit livs bedste kys," hviskede hun.
Nu blev der helt stille.
"Og jeg følger dig hjem bagefter og sikrer mig, at der ikke er nogen grimme kvinder efter dig."
"Det er en aftale."
Hans stemme var helt normal. Al savl var væk. I stedet sad der et skævt grin i ansigtet på ham.
Den satans gamle snyder. Hun fik tårer i øjnene og pressede ham ind til sig.
"Det er det. En aftale," sagde hun.
Han lod til at have fået appetitten tilbage. I hvert fald spiste han det meste af hendes chokolade. Vindruerne måtte hun gerne beholde.
"Du reddede mit liv," sagde hun pludselig.
"Ja," sagde han med munden fuld af chokolade. "Og du reddede mit."
"Hvordan vidste du, hvor jeg var? Og hvorfor kom du?"
"Jo, altså. Jeg stod og tænkte over hende Hasse, eller hvad vi nu skal kalde ham for. Pludselig slog det mig, at jeg havde set hende temmelig mange gange. Og da hun vinkede til mig - du ved, da du og Asger kørte. Ja, så var det ikke kærlighed, jeg så i hendes smil. Tværtimod. Måske var hun slet ikke vild med mig. Sådan som jeg ellers havde troet."
"Uha, den tanke må have været svær," smilede Iben. "Nærmest umulig. Men nu var tanken der. Og jeg kunne ikke slippe af med den igen. Jeg syntes mere og mere, at hendes smil havde lignet en ulvs. Det gav mig kulde-gysninger. Jeg prøvede at slå det hen og gik i gang med at pakke sagen ned. Jeg skulle jo videre til Jylland. Men lige pludselig stod jeg med et notat i hånden. Det var noget, Bjarne havde sagt. At morderen kunne være klædt ud."
"Det er rigtigt," sagde Iben. "Det kan jeg godt huske. Men jeg tænkte kun på politi-uniformer og den slags." "Nemlig, men nu slog det mig: Man kan jo også være klædt ud som kvinde. Lige med et faldt det hele i hak. Jeg ringede til dine forældre og fik at vide, hvor sommerhuset lå."
"Hvorfor kom du alene? Det var farligt."
Det var lige ved at Jakob rødmede.
"Hrm...," han rømmede sig flere gange. "Jo, jeg kunne jo ikke være sikker på noget. Og så tænkte jeg, at det måske ville være meget hyggeligt at passe på dig alene. Du ved... overtale Asger til at tage til Jylland i stedet for mig."
Iben skulle lige til at sige noget.
"For fanden, Iben. Det er sgu da ikke nogen forbrydelse at være lidt glad for dig."
"Lidt glad?"
"Nåja. Nok en hel del."
"Jakob... du..." Iben vidste ikke, hvad hun skulle sige. "Men jeg skulle have skudt først og spurgt bagefter." "Nej. Så havde du nok bare ramt mig i stedet for," lo hun og tog hans hånd.
"Hm, hm," mumlede han og prøvede at se sur ud. Men så smilede han bredt og gravede en brochure frem under hovedpuden.
"Se her," sagde han.
Iben tog den. Der stod med store bogstaver: Badeferie på Bali. Der var en masse billeder af strande og palmer. "Det vil være en god måde at komme i form på. Du ved... Ligge i vandkanten... Og andre steder...," fortsatte Jakob.
"Men..."
"Jeg har talt med Leo. Det er helt fint med fjorten dages sygeorlov til os begge."
"Du har talt med Leo. Du, som var helt væk for ti minutter siden. Du har allerede talt med Leo. Uden at spørge mig. Din..."
Hun rev hans pude til sig. Nu skulle han få.
"Rolig, Iben. Jeg er en syg mand. Rolig..."