Showdown

Tænk, at han kunne være så dum. Karl rodede rundt bag baren. Hvor var det nu, de gemte våbnene? Lis havde fortalt ham det den første aften. Men der havde han haft alt for travlt med at kigge på hende til at høre efter, hvad hun sagde. Var det bag bardisken? På kontoret? Eller ude bagved? Tænk nu, Karl, tænk!

En lyd fik ham til at stoppe. Nej. Det var ikke noget. Bare hans ører, der susede.

Karl ledte videre. Der! Bag bardisken lå et baseballbat. Det var ikke meget værd mod en mand med riffel, men bedre end ingenting. Og hvem sagde også, at lejemorderen ville komme igen? At han havde overlevet? Han kunne sagtens være „druknet" i kullene. Karl kom til at le ved tanken om, hvor svær han ville blive at finde. En mand med sort hat, sorte støvler og lang sort frakke i en bunke kul. Nå, videre. Der var også en revolver et eller andet sted. Hvis bare han kunne huske hvor. Han lagde sig ned på knæ og ledte under baren. Og endelig var heldet med ham. Der sad den. Sat fast med tape under baren. Karl lænede sig frem og gav et lille skrig fra sig. Et glasskår havde boret sig ind i hans knæ. Fandens også!

Karl satte sig op for at få glasset ud – og fik øje på en riffel. En riffel i hænderne på en mand, der var sort som natten. En mand, der langsomt kom nærmere, mens Karl sank sammen på gulvet.

„Men hør nu." Karl kunne næsten ikke få en lyd frem. „Det er jo mig, der er Karl. Du er ude efter den forkerte bror." „Det tror jeg nu ikke," sagde Manden i sort, og i det samme trådte Arne frem bag ham. „Jeg arbejder nemlig for ham der." Arne så koldt på Karl.

Baseballbattet faldt ud af Karls hænder.

„Hvis du vidste, hvor træt jeg er af dig," sagde Arne. „Træt af dig og din jalousi. Du har altid været misundelig på mig. Du har altid villet have det samme som mig. De samme venner, de samme piger. Alt! Lige siden vi var børn, har du været jaloux på mig og haft ondt af dig selv. Men hver gang du havde chancen for at gøre noget, flygtede du. Og bagefter har du været sur over, at JEG greb chancen." Arne rystede på hovedet.

Karl rystede bare.

„Jeg kom tilbage hertil for at give dig en sidste chance," sagde Arne. „For at dele mit held med dig. Men nu har jeg fået nok. Af dig og din jalousi. Og ved du, hvad det bedste er?" Karl svarede ikke.

Arne smilede. „Det bedste er, at jeg har vidner på, at DU har hyret en lejemorder til at skyde MIG. Og hey, så tog han fejl. Men det er jo heller ikke så mærkeligt, sådan som vi to ligner hinanden. I hvert fald udenpå." Arne slog ud med armen, og Manden i sort lagde sin riffel op til kinden.

„Så tak, brormand," sagde Arne, „du har lige foræret mig … det perfekte mord."