Raseri
Karl var rasende, og havet var det samme. Det stormede nu. Det blæste så meget, at selv en vestjyde ville kalde det storm. Han samlede et stykke kul op og kastede det langt ud over havet. Gid fanden havde Arne! Hvis Karl havde en krone for hver gang, Arne var løbet med en pige, han kunne lide, så ville han være rig. Men nu var det nok. Denne gang var det én gang for meget.
Stakkels Lis! Hun skulle bare vide, hvor mange kvinder Arne havde kaldt „prinsesse." Karl gav hende højst en måned. Så var Arne redet videre til den næste prinsesse. Men så … så stod Karl klar til at redde prinsessen.
Han lo og spyttede på kajen, og så gik Karl tilbage til baren for at passe sit arbejde – og for at vente på sin chance.
Den aften drak han selv lige så meget som gæsterne.
Men det er ikke let at vente på sin drømmepige, når man kan høre hende gennem væggen. Hver nat kunne Karl ligge i sin seng og høre Lis og Arne elske. Det var til at blive skør af.
Han prøvede at sove på sofaen. Men det hjalp ikke. Han prøvede at sove på loftet. Det hjalp heller ikke. Han prøvede endda at sove i badet. Men alle vegne kunne han høre dem. Selv når han borede hovedet ned i puden.
Men Karl blev. For han vidste, hvordan det ville ende. Lige nu lå Lis og stønnede af fryd, men snart ville hun stønne af smerte. Bare vent, søde Lis, du aner ikke, hvordan han behandler kvinder. Snart vil han svigte dig, ligesom han har svigtet alle andre.
Solen var for længst stået op, inden Karl faldt i en tung søvn med tunge drømme. Han vågnede først, da nogen satte sig på hans seng. 'Lis?' tænkte han og rakte ud efter hende.
„Hov-hov!" Arne grinede og flyttede Karls hånd. „Det er bare mig." „Hvad vil du?" Karl gabte.
„Vise dig noget." Arne rodede i lommen. „Jeg synes, du skal være den første, der ved det." Han tog en lille æske frem. „Tror du, hun kan lide den?" „Hvad?" Karl lænede sig frem. Nede i æsken lå en diamantring.
„Eller er den for stor?" Arne så kritisk på ringen. „Lis er jo ikke en pige, der går op i penge. Jeg er bare så vild med hende, så måske er jeg gået lidt for vidt … Hvad synes du?" Karl kunne ikke få en lyd frem.
„Ja, for du kender hende så godt. Måske bedre end mig." Arne smilede til Karl. „Ved du, hvad hun siger om dig?" „Nej," mumlede Karl. „Hun siger, du er den bror, hun altid har ønsket sig. Og nu …" Arne lukkede æsken, „nu bliver du hendes svoger." Arne bed sig i læben. „Eller … Tror du, det er for tidligt at spørge?" „Måske." Karl satte sig op.
Arne så alvorligt på ham. „Jeg tror, du har ret. Der er ingen grund til at skynde sig." Han klappede Karl på skulderne og rejste sig. „Tak for rådet," sagde han og blinkede. „Jeg tror, jeg venter til på lørdag."
