Perfekt!

Smilet sad der stadig, da Karl gik hjem efter arbejde. Denne gang bankede han på, inden han gik ind til sin bror.

„Hej, brormand." Arne sprang op og gav ham en varm velkomst.

Snart sad de to brødre og drak kaffe, og Karl spurgte, om han måtte låne 10.000 kr.

„Selvfølgelig," sagde Arne og gav sig straks til at tælle pengene op. „Hvad skal du bruge dem til, hvis man må spørge?"

„Der er et problem, jeg skal have løst," sagde Karl. „En gang for alle."

Arne rakte ham pengene med et smil. „Godt for dig."

„Ja. Godt for mig," sagde Arne og skyndte sig ind til sig selv.

Først her kunne han grine højt. Hvor var det perfekt! Arne havde lige lånt ham de penge, som Karl ville bruge på en lejemorder. En lejemorder, der skulle myrde … Arne. Kald det skæbnens ironi! Og endnu bedre var det, at han ikke ville komme til at betale pengene tilbage. Når Arne var død, ville Karl arve alt. Huset, baren, pengene og Lis! For når Arne var væk, kunne han dele sorgen med Lis – og vinde hende tilbage.

Tænk, at han, den evigt uheldige Karl, skulle begå det perfekte mord. Han kunne næsten ikke vente til næste aften, hvor det hele skulle ske. For det skulle gå hurtigt. Manden i sort, hans egen personlige lejemorder, skulle nå at myrde Arne, inden Arne gav Lis ringen.

Næste aften var Karl og Arne på arbejde sammen. Der var stille i baren, og de to brødre havde god tid til at snakke og grine og skåle. Karl nød hvert et sekund af deres farvel. Det var næsten lige før, han kunne lide sin bror. Selv sådan en aften, hvor Arne var i supergodt humør og strålede som en sol. Karls humør blev mindst lige så godt, da Lis kom forbi – uden ring. Tænk engang, hans bror, der ellers ikke var bange for noget, turde ikke spørge hende. 'Men fint,' tænkte Karl og skålede med dem begge, 'så arver jeg også ringen, og så kan JEG jo give den til Lis.' For en gangs skyld var hans liv perfekt.

Arne havde derimod fået for meget at drikke. Lis måtte støtte ham, da de gik.

„Farvel, Karl, og tak for nu," sagde Arne. „Jeg har vist fået nok. Mere end nok."

'Så er vi to,' tænkte Karl og sendte sin bror et stort smil.

Karl var alene tilbage i baren, og nu havde han god tid til at tænke over, hvordan han skulle reagere, når politiet kom og fortalte ham, at Arne var blevet skudt. Hvis det her skulle blive en succes, måtte han spille sin rolle perfekt, nemlig rollen som den chokerede, sørgende bror. Så Karl hældte øl op og øvede sig på, hvad han skulle sige for at lyde spontan.

Skulle han sige: „Åh gud! " – Nej, så lød han for hellig.

Skulle han så falde på knæ, løfte hænderne mod himlen og råbe: „Hvorfor?!" – Nej, det var for meget Hollywood.

Måske skulle han bare sige: „Hvad?!" – Nej, så lød han for dum.

Hvad så med et simpelt: „Åh nej!" – Ja, det var bedre.

Måske skulle han også græde? – Næ, det var vist kun på film, de græd. I virkeligheden gik der lang tid, inden folk i chok forstod, hvad der var sket.

'Okay,' tænkte Karl og tog sig en drink til. 'Hvis Lis er her, så græder jeg. Ellers ser jeg bare chokeret ud og siger så lidt som muligt.'

Natten gik, og hver gang nogen åbnede døren, gjorde Karl sig klar til at spille den sørgende bror. Men nej. Der kom intet politi. Ingen besked. Ingenting.

Den sidste gæst gik, og Karl lukkede baren. Måske havde Manden i sort smidt Arne i havnen? Så ville der gå flere dage, inden han blev fundet. Eller måske havde han gravet ham ned? Nej, det ville være dumt. De havde jo aftalt, at det skulle ligne et overfald. Et tilfældigt overfald på en mand med mange penge. For alle i Esbjerg vidste, at Arne var rig. Det havde han sørget for med alle sine fester.

Karl tørrede bardisken af med hidsige bevægelser. Godt, han kun havde betalt 5.000 kroner i forskud. Ellers ville han tro, at Manden i sort havde snydt ham.

Noget glimtede i spejlet bag disken. Noget blankt …

Karl så op – og så lige ind i en riffel.