Nat og dag

At se Arne i Esbjerg var mærkeligt. Men Esbjerg var også en mærkelig by. Folk talte mærkeligt. Når noget var godt, sagde de, at det ikke var dårligt, og når noget var dårligt, sagde de ingenting, de skøre jyder. Så sukkede de bare eller løftede et øjenbryn.

Karl kunne heller ikke forstå, hvorfor folk ikke brugte paraplyer i en by, hvor det regnede så meget. Først troede han bare, det var Lis, men snart kunne han se, at hun ikke var den eneste, der gik ud i regnen uden paraply. Mysteriet blev dog opklaret, første gang han selv tog en paraply med ud i regnen. Han nåede ikke længere end til det første hjørne, inden vinden vendte vrangen ud på hans paraply, så den gik helt i stykker.

Lis grinede af ham, da han kom på arbejde og smed den ødelagte paraply i skraldespanden.

„Det blæser i Esbjerg, Karl," sagde hun. „Jo tak." Karl kunne ikke lade være med at grine. „Det, I kalder blæst i Esbjerg, kalder vi storm i København. Og nu forstår jeg også, hvorfor folk ikke cykler i den her by." „Ja, for så ville vi blæse i havnen," sagde Lis og gav ham et tørt håndklæde. Senere samme aften sagde Lis: „I er meget forskellige, dig og din bror." „Ja?" Karl vidste ikke, om han havde lyst til at høre mere.

Men Lis snakkede løs. „Arne larmer, du er stille. Arne griner, du smiler. Arne snakker, du lytter." Hun lagde sin hånd oven på hans. Bare et kort sekund. „I er som nat og dag." Karl skulle lige til at spørge, hvad hun bedst kunne lide, natten eller dagen, men så gik døren op. Og ind kom en masse tørstige turister.

Lis smilede sit professionelle smil og tog imod ordrer. Karl smilede stille for sig selv, mens han hældte øl op. Måske var Lis immun over for Arnes charme? Måske var hun ligeglad med Arnes penge? Måske havde han stadig en chance!

Mens natten blev til dag, følte Karl håbet stige. Han smilede til verden, og verden smilede igen ved at give ham en masse drikkepenge. Selv manden i sort, der altid sad for sig selv i et hjørne, smilede, da Karl serverede en whisky for ham. Så Karl gav ham en dobbelt uden at tage ekstra for det.

Karl fløjtede, mens han lukkede baren. Han fløjtede, mens han gik. Men hans fløjten stoppede, da han kom hjem. Karls halvdel af dobbelthuset var mørk og tom. I Arnes halvdel var der lys og latter. Fest og musik. Gennem vinduet kunne Karl se, hvor flot der var blevet hos Arne. Med nye møbler og alting.

Karl dukkede sig, men for sent. Arne havde fået øje på ham gennem vinduet og vinkede: „Kom ind. Vær med. Alt mit er dit." Men Karl rystede på hovedet: „Nej tak. Jeg er for træt." Arne smilede tilbage: „Okay, sov godt. Men du kommer næste gang, ikke?" 'Jo, Arne. Jeg kommer IKKE næste gang,' tænkte Karl og gik direkte i seng. Men sove kunne han ikke. Væggen var for tynd. Der var alt for mange glade stemmer inde hos Arne. Og alt for mange vrede stemmer inde i hans hoved. Det var, ligesom da de var børn. Der var der også altid festligt hos Arne. Og stille hos ham. Men Karl var ligeglad. Hvis bare han kunne få Lis, så kunne Arne beholde alt sit guld og alle sine venner.

Næste dag stod Karl tidligt op og løb en lang tur på havnen i den friske blæst. Han gik i bad, barberede sig to gange, og så gik han på arbejde. Fløjtende.

„Fed fest!" Et råb fik Karl til at vende sig om. En pige, han aldrig havde set før, stod og vinkede til ham.

„Fed fest," råbte hun igen. „Vi ses, Arne!" Åh, nu forstod han. Karl vinkede til pigen og rystede på hovedet af sig selv. Her troede han, at alt ville blive nyt og godt i Esbjerg. Og så var alt, som det plejede. Hvor havde han været naiv at tro, han kunne flytte fra sine problemer.

Karl rystede stadig på hovedet, mens han gik ind på Havfruen. Men det holdt han hurtigt op med, for der stod de. Med armene om hinanden og kyssede.

Arne og Lis gav straks slip på hinanden, da de fik øje på Karl.

Lis blev rød i hovedet, men ikke Arne.

„Ønsk mig tillykke, brormand," sagde han. „Jeg har lige vundet prinsessen af Esbjerg." „Tillykke," sagde Karl som en anden robot. Han blev stående midt på gulvet.

„Gå du bare en tur," sagde Arne. „Så passer mig og prinsessen baren imens." Uden et ord vendte Karl om og gik ud ad døren. Og ned til havnen.