Manden i sort

Hvorfor blev han? Hvorfor gik han på arbejde? Karl kunne næsten ikke svare på det selv. Men der stod han, bag baren, og serverede øl for fulde fiskere.

Det var sent på natten, og Karl var alene på arbejde. Baren var tom på nær to gæster.

En mand, der så lige så deprimeret ud, som Karl følte sig, sad og hang oppe ved bardisken. Han lænede sig frem og sagde til Karl: „Min kone forstår mig ikke." „Det forstår jeg godt," sagde Karl og tømte sit glas. „Hør, hvad med at vise lidt sympati?" „Det gør jeg også," sagde Karl. „Med din kone." Den fulde, deprimerede gæst gik sin vej og smækkede fornærmet med døren. Uden at betale.

Karl sukkede og hældte endnu en drink op til sig selv.

Nu var der kun én gæst tilbage: ham, som Karl kaldte Manden i sort. Ham, der altid sad i hjørnet uden at tale med nogen. Med sort hat, sort frakke og sorte støvler. Men nu rejste han sig. Han gik op og satte sig i baren hos Karl.

Han så Karl lige ind i øjnene og sagde: „Hvad er dit problem?" „Siden hvornår skal gæsterne spørge til bartenderens problemer?" sagde Karl surt.

„Siden nu." Manden i sort lænede sig frem og lyttede. „Tag en drink. Jeg giver." Og Karl talte. For en gangs skyld var det Karl, der talte, drak og talte, og han talte længe. „Mig?" sagde Karl til sidst. „Jeg har kun ét problem. Og han hedder Arne." „Og hvad vil du gøre ved det?" Karl trak på skulderne.

Manden i sort var stille lidt. Så sagde han: „Sådan som jeg ser det, har du to muligheder. Du kan flygte, eller du kan kæmpe. Så hvad siger du: Flugt eller kamp?" Karl var lige ved at trække på skuldrene igen, men nej, nu var det nok. „Kamp!" sagde han, og for første gang i lang tid smilede Karl, og den fremmede smilede med.

På vejen hjem stoppede Karl foran dobbelthuset. Selvom lyset var slukket i hele huset, så Arnes halvdel bedst ud. Karl sukkede og tog to skridt mod sin egen slidte fordør. Men nej. Havde han ikke lige sagt, at han ville kæmpe? Han så sig hurtigt om. Jo, han var alene. Og så skyndte han sig ind gennem Arnes dør.

Der var helt stille i huset. I entreen stod kun Arnes sko. For en gangs skyld var han alene. Og naiv nok til ikke at låse sin dør.

Som i en drøm listede Karl ind til sin bror. Han lå og sov. Fladt og tillidsfuldt på ryggen. Som om intet kunne skade ham. Sådan havde han altid sovet, mens Karl lå og krøb sammen. Hvad havde han gjort for at fortjene sådan en bror? Hvorfor skulle Arne have alt lyset, når Karl måtte leve i mørke? Hvorfor skulle han have al lykken? Hvorfor skulle han giftes med den kvinde, som Karl elskede?

Karls arme rakte ud og tog fat i en pude. Han lænede sig frem, med puden klar, og følte ikke andet end kulde. Hvor ville det være let at trykke puden ned over Arnes sovende ansigt og holde den fast, indtil alle problemer var løst. Karl kiggede på sin sovende brors ansigt og så … sig selv! Nej! Det kunne han ikke! Det ville være som at kvæle sig selv.

Karl slap puden og flygtede ud af huset. I værre humør end nogensinde.

Næste nat i baren kom Manden i sort og satte sig ved bardisken. Han kiggede frem under hatten og så på Karl, så Karl måtte kigge væk.

„Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved?" sagde Manden i sort.

Karl fortalte, hvad der var sket i går nat.

„Kort sagt: Du flygtede," sagde den fremmede. Karl blev vred. Så vred at han ikke kunne sige et ord.

„Rolig," sagde Manden i sort. „Du kan jo bare prøve igen. Så hvad siger du: flugt eller kamp?" „Kamp!" hviskede Karl.

„Sådan skal det være." Manden i sort nikkede smilende. „Lad mig klare problemet for dig." Han lænede sig frem og hviskede i Karls øre, og endelig begyndte Karl at smile.