Ingen vej tilbage

Karl løb hen til den store kul-kran og begyndte at klatre op. Trin for trin kom han opad og nærmere til målet.

Et skud fra riflen fløj tæt forbi ham. Men nu var der ingen vej tilbage. Karl så ned. Han skulle bare gøre, ligesom da de var børn og legede i Sydhavnen.

En lyd nedefra fik Karl til at stoppe. Manden i sort havde nået kranen og var begyndt at klatre op efter ham i sine sorte støvler. Perfekt!

Selv balancerede han på bare fødder ud over et bjerg af kul. Hvis han gjorde det rigtigt, ville der ikke ske ham noget. Han gik så langt frem, han kunne komme. Og så ventede han på det rette øjeblik.

Med stort besvær kom lejemorderen op til toppen. Hans sorte støvler gled på det kolde metal. Så fandt han balancen og greb efter riflen.

Karl så på ham. Så lod han sig falde baglæns ned i bjerget af kul, med arme og ben strakt ud til siden. Lejemorderen skød, men ramte langt ved siden af. Skuddet væltede manden omkuld, og uden en lyd faldt han ned i bjerget, hvor han kæmpede vildt for at komme op.

Karl smilede, mens han lod sig glide nedad. Den eneste måde at komme ned ad en bunke kul var at ligge fladt på ryggen og slappe af. Han og Arne havde gjort det som børn, og hvis man kæmpede imod, så gik man under. Og jo mere, man kæmpede for at komme op, desto længere kom man ned.

'Så sig ikke, at man altid skal kæmpe!' tænkte Karl, mens han flygtede tilbage til baren. Han var nemlig kommet i tanke om noget. Noget der kunne redde hans liv.