Englen og Havfruen
Næste dag mødte Karl glad og spændt op på sit nye job. Udenfor strålede solen, men lyset forsvandt, da han åbnede døren til Café Havfruen. Det var en bar af den gamle slags med brune vægge, brune lofter og brune møbler. Karl stod et øjeblik og blinkede med øjnene, inden han kunne se noget i det mørke rum, der allerede var fyldt med cigaretrøg. Men så så han det. En engel gik frem mod ham. Med strålende blå øjne, røde læber og blondt hår.
„Hej, jeg hedder Lis," sagde hun med en vidunderligt hæs stemme. „Og du må være Karl?" „J-ja," sagde han. Englen, der hed Lis, rakte hånden frem. Og Karl prøvede at skjule det elektriske stød, der gik gennem ham, da hendes hånd rørte hans.
„Hej, Karl." Lis blinkede. „Velkommen til Esbjerg. Jeg er din nye kollega." Karl troede ellers ikke på tegn, men hvis det her ikke var et tegn, så …
De næste timer fløj af sted, mens Lis fortalte ham om hans nye job, og Karl prøvede at høre efter. Men, mand, hvor var det distraherende at høre en engel tale om øl og vin og whisky. Om penge og toiletpapir og de våben, der lå bag disken, bare for en sikkerheds skyld.
„Hvordan var det nu," sagde Lis, „du har været i en bar før, ikke?" „Jo," sagde Karl. Han havde tilbragt mange år af sit liv i en bar – som gæst. Men det behøvede hun jo ikke vide, og hvor svært kunne det være at servere øl for sømænd? Især med en engel ved sin side.
Omkring klokken seks blev der stille i baren. Selv dem, der så ud, som om de boede her, skulle vel hjem og spise.
Lis tog kaffekanden frem og spurgte, om han kendte til kaffepunch.
„Næ." Karl rystede på hovedet. „Hvad er det? En slags Irish Coffee?" „Mere en slags Vestjysk Coffee." Lis grinede og satte to kopper frem. „Kaffepunch laver du sådan her: Du lægger en mønt i bunden af en kaffekop. Så hælder du kaffe på, til du ikke kan se mønten. Og så hælder du snaps på, til du kan se den igen." Hvis ikke hun havde været så alvorlig, ville Karl have grinet. Men det var ikke en vits. Lis lavede to kaffepunch og rakte ham den ene. Og hvis hun ikke allerede havde slået benene væk under ham, ville kaffepunchen have gjort det.
„Skål!" sagde hun og tog skoene af under bordet. „Det her er nationaldrikken i Esbjerg.
Karl skålede tilbage. „Hvornår drikker I den? Til fester?" „Næ, du." Lis smilede bredt. „Den drikker vi morgen, middag og aften. Så det kan du lige så godt vænne dig til." Karl nikkede og skålede. Det her kunne han rigtig godt vænne sig til.
De sad lidt og nød stilheden og kaffen.
„Hvad synes du om Esbjerg?" spurgte Lis.
„Godt," sagde Karl. „Rigtig godt. Der er et fantastisk lys her ved Nordsøen. Men her lugter lidt af fisk." „Af fisk?!" Lis lo højt. „Næ, her lugter af penge!" Hun skyndte sig at få skoene på, da aftenens første gæster kom. „Og i øvrigt," sagde hun og bøjede sig frem, så hendes hår rørte hans kind, „så hedder det Vesterhavet." 'Det er næsten for godt til at være sandt,' tænkte Karl som det sidste, inden han faldt i søvn efter en lang, men dejlig aften i baren. Og det bedste var, at han og Lis skulle arbejde sammen hele ugen. Eller i hvert fald indtil han var kommet godt i gang.
Hvem siger, man ikke kan møde sin skæbne i en bar?
