Den forkerte bror

'Hvad?! ' tænkte Karl og kastede sig ned bag disken. Skuddet smadrede flaskerne og spejlet, og glasskår regnede ned over ham. Chokeret kravlede Karl langs gulvet. Glasset skar i hans arme, men han mærkede det ikke. Det eneste, han tænkte på, var at komme væk. Ud gennem bagdøren og væk. Forsigtigt kiggede Karl ud bag bardisken. Han kunne se et par store, sorte støvler. Og de kom nærmere.

Åh gud! Åh nej! Den store idiot havde taget fejl af dem."Stop! Det er mig, der er Karl," råbte han. Men hans råb blev overdøvet af et nyt skud.

Karl tog en flaske fra gulvet og kastede den efter manden med riflen. Og så løb han, alt hvad han kunne, ud gennem bagdøren og ud i natten.

'Tænk!' tænkte Karl, mens han løb. Han måtte finde et sted at gemme sig, indtil den her døde bondeby vågnede. Hvis det bare havde været i København. Men her var der ingen mennesker på gaden om natten. Havnen! Selvfølgelig. Det var det perfekte sted at gemme sig.

Karl løb. Bag sig hørte han de sorte støvler komme nærmere og nærmere. Uden at stoppe. Uden den mindste pause.

Hvor, hvor, hvor? Der!

Der ved stålrørene kunne han gemme sig. Karl stoppede et øjeblik og tog skoene af, så Manden i sort ikke kunne høre ham. Han listede ned langs rækken af de enorme stålrør. De sorte støvler fortsatte. Og fortsatte. Karl lagde sig ned på maven og kravlede ind i et af rørene. Der blev han liggende og bad til, at skyggerne ville skjule ham.

Udenfor fortsatte de sorte støvler. Det gav ekko, da de nåede det første rør. Støvlerne stoppede. Fortsatte til det næste rør. Stoppede. Karl turde næsten ikke trække vejret. Støvlerne fortsatte. Stoppede. Rør efter rør blev tjekket. Nu var der kun nogle få tilbage mellem ham og døden. Karl holdt vejret. Et rør til. Et rør til. Og nu …

Lyden af et skud fik Karl til at skrige af forskrækkelse. Kuglen fik røret til at ringe som en kirkeklokke. Karl skreg igen og holdt hænderne for ørerne. Så sprang han op og løb. Bag ham kunne han svagt høre de sorte støvler komme nærmere gennem røret.

„Hvorfor?!" skreg Karl. „Det var ikke mig! Du skyder efter den forkerte bror." Men Manden i sort sagde ikke en lyd. Han kom bare nærmere. Og nærmere.

Hvorhen nu? Karl så sig om. Der var ingen mennesker nogen steder. Selv fiskerne var ikke på arbejde endnu.

Hvor så? Tænk! Karls ører gjorde ondt. Så ondt, at han bare havde lyst til at dø. Men nej! Selv nu kunne han høre de sorte støvler komme nærmere. Han sprang op og løb videre. Og nu vidste han, hvor han kunne lokke lejemorderen i en fælde: I bjerget af kul.