Mallorca 6

Pludselig en dag, efter tre uger, sidder chefen på kontoret igen. Det er mandag morgen, og klokken er fem minutter i syv. Der er lys på værkstedet, og da jeg kommer indenfor, kan jeg se, at der også er tændt lys på kontoret. Chefen sidder ved skrivebordet, og jeg ved ikke, om jeg skal gå ind til ham, eller om jeg skal vente ude i værkstedet. Jeg beslutter mig for at vente. Måske kommer han ud fra kontoret og siger noget om ferien og om Mallorca. Måske kommer han ud og fortæller, at der var varmt og skønt på Mallorca, og at det var en dejlig ferie.

Jeg tager arbejdstøjet på og går hen til den bil, jeg arbejdede på i går. Lidt efter kommer Lars. Han går hurtigt igennem værkstedet, tager arbejdstøj på og går også i gang med at arbejde.

Chefen bliver siddende inde på kontoret. En gang imellem kigger jeg på ham. Han drikker kaffe, skriver, taler i telefon, ryger, kigger ud i luften, men han drikker ikke øl. Efter et stykke tid rejser han sig og kommer ud fra kontoret.

„Kommer du herind et øjeblik, Mikkel?" siger han.

„Ja," siger jeg og går hurtigt derhen. „Værsgo, sæt dig der," siger han, og jeg sætter mig på stolen, der er på den anden side af bordet. Jeg kan se, at han har det varmt. Han har sved på panden og på overlæben, og han er bleg og ser træt ud. Han ligner ikke en, der har været på Mallorca i tre uger. Han ligner ikke en, der har ligget på stranden om dagen og siddet på restaurant om aftenen og spist dejlig, spansk mad. Han ser ikke ud, som om han har været på ferie.

Jeg er nervøs, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg har jo ikke gjort noget forkert. Jeg har været på værkstedet hver dag fra klokken syv til klokken fire, og Lars har også været på arbejde næsten hver dag. Vi har repareret de biler, der skulle repareres.

„Ja, så er jeg tilbage," siger chefen. Han siger ikke mere end det.

„Velkommen hjem." „Tak." Bagefter er der stille på kontoret, og jeg tænker på, hvad jeg nu skal sige.

„Hvordan var Mallorca?" spørger jeg, men han svarer ikke. Han sidder og kigger ud i værkstedet, mens han holder begge hænder rundt om kaffekoppen. Det er, som om han har glemt, at jeg er inde på kontoret.

„Jeg har hørt, at Mallorca er flot," siger jeg. Jeg kan ikke lide at være inde på kontoret, og jeg kan ikke lide, at chefen ikke siger noget. Jeg bliver bare ved med at tale om Mallorca.

„Stop nu med det Mallorca-fis!" siger han, og bagefter sidder han igen et stykke tid uden at sige noget. Så tager han en cigaret fra pakken, der ligger på bordet, tænder cigaretten og puster langsomt røgen ud. Han kigger på mig og siger:

„Tak for hjælpen." „Det var så lidt." Jeg venter. Siger han mere, eller er samtalen slut? Han siger ikke mere.

„Nå, men jeg skal ud og sætte vinterdæk på," siger jeg og rejser mig. „Super."