Mallorca 4

Jeg møder igen klokken syv mandag morgen. Der er kun mig på værkstedet, for Lars er syg. Han ringede klokken halv syv i morges og sagde, at han ikke kommer i dag. Lars er tit syg mandag morgen. Når han er syg, ringer han til mig, og så skal jeg sige til chefen, at han ikke kommer.

Jeg elsker at arbejde på værkstedet: lugten af olie og benzin, lyden af en bilmotor, der starter igen, når jeg har repareret den. Jeg glæder mig hver dag, når jeg skal i gang. Jeg tager arbejdstøjet på og går over til en af bilerne.

Det er dejligt at være alene på værkstedet. Jeg tænker på, at jeg vil have mit eget værksted engang. Det skal hedde Lindberg Auto. Der er ikke mange, der hedder Lindberg. Det er et godt navn, det er et navn, man kan huske. Jeg går over og tænder radioen, der står på et lille bord. Lars og jeg sidder ved det bord, når vi holder pause. Nu spiller de et nummer med Rasmus Seebach. Det er et nummer, jeg kender, og jeg synger med:

klokken var lidt i fem sig uhu hu vi tog en taxa hjem sig uhu hu

„Du synger godt!" Chefens datter står bag ved mig. Jeg har ikke hørt, at hun er kommet ud på værkstedet. „Nå, så du er Rasmus Seebach-fan?" siger hun og smiler til mig.

„Din far er her ikke," siger jeg, for jeg tror, hun er kommet ud på værkstedet for at tale med ham. „Jeg er ikke Rasmus Seebach-fan, men jeg kan godt lide at danse til hans musik. Hvad med dig, danser du?" „Nogle gange," siger jeg, og så vender jeg mig mod bilen, som jeg er ved at reparere. Der er radioavis nu, klokken er halv otte.

„Skal du ikke i skole?" siger jeg.

Jeg håber ikke, at chefen kommer ud på værkstedet, mens hans datter er her. Han skal ikke tro, at jeg har inviteret hende ud på værkstedet.

„Jeg har god tid, jeg skal møde klokken ni, og den er kun halv otte," siger hun. Hun står ved siden af mig, og jeg kan lugte hendes parfume. Hun dufter godt.

„Kan du lide at arbejde med biler?" siger hun.

„Ja." „Det må være dejligt at vide, hvad man kan lide. Jeg ved ikke, hvad jeg kan lide." Hun går rundt i værkstedet og kigger på bilerne. Lidt efter kommer hun tilbage til mig.

„Måske kan jeg lide dig," siger hun og smiler. Radioavisen er slut, jeg går over til radioen og skruer lidt ned for musikken.

„Jeg tror, du skal gå nu," siger jeg. „Hvorfor?" „Jeg har travlt, jeg har ikke tid til at stå her og snakke, og jeg ved ikke, hvornår din far …" „Min far er rejst til Mallorca," siger hun hurtigt. „Mallorca?" „Ja, du ved: lille ø, mange turister, Spanien … Hallo, har du aldrig gået i skole?" Jeg griner lidt. Måske er hun mærkelig. Måske drikker chefen, fordi hans datter er skør. Mallorca? Hvorfor skulle chefen pludselig tage til Mallorca? Nej, det tror jeg ikke på.

„Din far er ikke på Mallorca," siger jeg. „Han har ikke sagt noget om at rejse til Mallorca. Han sidder inde i køkkenet og drikker kaffe, og når han er færdig med det, kommer han herud." „Seriøst, jeg lyver ikke, han er rejst til Mallorca, og dér skal han være i tre uger!" „Det har han ikke sagt til mig." „Nej, selvfølgelig har han ikke det. Du siger, at I kun taler om biler." „Ja, okay, men hvis chefen rejser tre uger til Mallorca, siger han det selvfølgelig til os, til Lars og mig!" Hun begynder at gå over mod døren. Så stopper hun og vender sig mod mig.

„Hvis der er problemer på værkstedet, kan du ringe til ham. Du har hans nummer, ikke?" siger hun.

„Jo, men …" „Men hvad?" „Det er sgu lidt dyrt, hvis jeg skal ringe til Mallorca, når jeg skal tale med min chef," griner jeg. Hun ser ud, som om hun vil sige noget, men så vender hun sig og går, og jeg er igen alene på værkstedet.