Mallorca 3

Lars er kørt, og nu er jeg alene med chefen. Jeg står og kigger på ham. Han ligger på ryggen nede på gulvet, og han trækker vejret tungt. Måske er hans kone hjemme, tænker jeg. Jeg går ud af værkstedet og ringer på døren til det gule hus.

Der lyder høj musik inde fra huset, og der er ikke nogen, der åbner døren. Jeg ringer én gang til og venter, men der kommer ikke nogen. Så tager jeg fat i dørhåndtaget og går indenfor.

„Hallo?" råber jeg. „Hallo, er der nogen hjemme?" Musikken kommer fra et af værelserne. Jeg går ned ad gangen og banker på døren til værelset, og et øjeblik efter stopper musikken.

Det er en pige, der åbner døren ind til værelset. Hun er lidt yngre end mig, måske 16 eller 17 år. Hun har langt, mørkt hår og blå øjne. Hun tager fat i noget af håret og ruller det om sin pegefinger, rundt og rundt. Så læner hun sig op ad dørkarmen og kigger på mig uden at sige noget. Der er kun hende på værelset.

Hun har et stort tv derinde, det er en fladskærm, der hænger på væggen. Hun har skruet ned, så der er ikke nogen lyd, men jeg kan se, at hun ser MTV.

„Ja, øh, undskyld, din far …" „Ja, hvad med ham, er han fuld?" siger hun.

„Ja, han … han er fuld, og han ligger på gulvet og sover." „På kontoret? Ligger han og sover på gulvet derude?" „Ja, undskyld, men …" Pigen ser ikke glad ud, men pludselig smiler hun og siger:

„Hvorfor siger du undskyld? Han er din chef, ikke din far. Du skal ikke sige undskyld, fordi din chef er fuld. Hvad hedder du?" „Mikkel." „Hvad mere?" siger hun.

„Hvad hedder du til efternavn?" „Lindberg." „Lindberg? Det er pænt. Det er et godt efternavn. Jeg hedder desværre Jensen. Kedeligt, kedeligt, kedeligt. Hvor mange tror du, der hedder Jensen?" „Det ved jeg ikke." „Jo, kom nu, hvad tror du?" „100.000?" „282.249!" siger hun.

Jeg kan ikke lide at være inde i chefens hus. Jeg vil gerne gå nu, men pigen er ikke færdig med at snakke.

„Ved du, hvorfor han drikker?" siger hun, og nu kigger hun mig lige ind i øjnene.

„Nej." „Han drikker, fordi min mor vil skilles." Hun venter på, at jeg siger noget.

„Skal de skilles?" siger jeg. Jeg kan ikke finde på andet at sige.

„Ja, mine forældre skal skilles, det er derfor han drikker. Er du ikke i praktik på værkstedet?" „Jo." „Men du ved ikke, at han skal skilles?" „Han er min chef. Vi taler kun om biler og sådan noget." „Nå, okay," siger pigen. Hun venter lidt, så siger hun: „Min mor har en anden, det er derfor, de skal skilles." Igen venter hun på, at jeg skal sige noget, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg bliver helt varm i hovedet. Jeg ser over på tv'et. Der er et nyt band nu. Jeg kan ikke høre det, men jeg kan se det. Der er tre mænd og en kvinde. Kvinden har en mikrofon i hånden, og hun danser rundt, mens hun synger. Pigen går over til tv'et og skruer højt op for musikken igen og begynder at danse. Der er et spejl på væggen ved siden af fjernsynet, og hun kigger på sig selv i spejlet, mens hun danser.

„Jeg går nu," siger jeg, men hun svarer ikke. „Hvad med din far, er det okay, at han ligger derude?" råber jeg. Jeg bliver nødt til at råbe, for musikken er meget høj.

Pigen stopper med at danse og vender sig om og kigger på mig.

„Gå nu, det er ikke dit problem!" siger hun, og så danser hun igen. Jeg går hurtigt ud af huset.