Idiot 5

Klokken er fem minutter over fire, og jeg rejser mig og siger farvel og god weekend til mine kolleger. Jeg går ud på gaden. Det er efterårs-koldt. Jeg lukker min jakke og går hen til cyklen, der står i cykelstativet. Jeg sætter min taske bag på og låser cyklen op.

Jeg skal møde Line ved Hovedbanegården klokken fem, men der er næsten en time til, så jeg har tid til at gå en tur op ad Strøget.

Det er fredag eftermiddag, og der er mange mennesker i gaderne. Jeg er sulten, og på et tidspunkt stopper jeg ved en shawarma-bar og køber en shawarma med chilidressing. Jeg spiser den, mens jeg går videre op ad Strøget. Det er oktober måned, men der sidder alligevel mange folk udenfor på cafeerne, for man kan sidde under de store varmelamper og drikke kaffe.

Mens jeg går, tænker jeg på Line. Jeg håber, hun har glemt, hvad jeg sagde om naboen. Hun bliver altid lidt sur, når jeg taler om ham.

„Når du er misundelig, er du lige som et barn," siger hun til mig. Misundelig? Mig? Jeg er ikke misundelig. Men jeg elsker Line, og jeg vil gøre alt for, at hun bliver sammen med mig. Jeg forstår ikke, hvorfor hun siger, jeg er som et barn. Jeg passer på hende. Hun er min. Jeg vil have et barn sammen med hende. Line og mig og et lille barn: Dét er lykken. Så bliver vi en familie, og Line bliver sammen med mig – altid.

Jeg ved, at jeg vil gøre alt for Line og det barn. Vores barn. Men Line vil ikke have børn. Hun siger, det er for tidligt. „Vi venter," siger hun. Hvorfor skal vi vente? Jeg er bange for at vente. Jeg er ikke misundelig, men jeg er bange. Jeg er bange for, at hun vil vente så længe, at hun finder en anden mand. Måske er det i virkeligheden derfor, hun vil vente: Hun venter på at finde en anden mand, fordi hun ikke synes, jeg er den bedste at få børn med.

Misundelig? Mig? Nej, det er kærlighed. Det er min kærlighed til hende, der gør mig bange. Jeg tænker hver dag på, at jeg kan miste hende. Men hvis hun siger ja til at få et barn med mig, siger hun ja til mig. Så tror jeg virkelig på, at hun vil blive sammen med mig. Så tror jeg virkelig på, at hun elsker mig.

Jeg går forbi et sted, hvor de sælger blomster. De har ingen tulipaner, men de har roser, siger damen i forretningen. Line kan bedst lide tulipaner, så jeg går videre. Jeg kommer forbi en ny blomsterforretning, og de har tulipaner, men de har kun gule. Gule tulipaner er bedre end ingen tulipaner, tænker jeg, så jeg køber for hundrede kroner. Jeg går ud af blomsterforretningen og fortsætter op mod Rådhuspladsen. Jeg går hen over den store plads og lidt efter kommer jeg til Hovedbanegården. Jeg glæder mig til at give blomsterne til Line. Jeg vil ikke tale om naboen igen: Det er slut med at sige til hende, at jeg synes, naboen er en idiot.