Bank 7

Der sidder en ung kvinde og venter ovre ved døren. Hun har langt, mørkt hår, og solbrune fødder i hvide sandaler. Jeg synes, hun er smuk. Der ligger nogle blade og aviser på bordet foran hende. Hun tager en avis og begynder at læse i den. Lidt efter lægger hun den tilbage på bordet igen. Hun kigger op, og jeg smiler til hende. Hun smiler tilbage, og så kigger hun væk.

Jeg vender mig og ser på Carina igen.

„Har du ikke bil?" siger jeg til Carina, og hun kigger på mig, som om jeg har sagt, at jeg har en kobraslange i lommen. Hun svarer ikke på mit spørgsmål, men hun siger:

„Du arbejder i centrum om dagen og går i skole på Vestre Ringgade om aftenen. Der kører mange busser …" „Hvorfor skulle jeg køre med bus?" Nu kommer der en ny besked på hendes mobil. Hun tager mobilen op og læser, og bagefter lægger hun mobilen hårdt ned på bordet igen og kigger ud i luften.

„Jeg vil gerne vide, om du vil give mig det billån." Jeg smiler ikke. Jeg kan ikke smile mere. Hun er min bankrådgiver. Hun skal kun bestemme én ting: om jeg må låne til en ny bil eller ej. Hun skal ikke bestemme, om jeg skal tage bussen eller køre i bil. Hun får penge for at rådgive folk som mig. Hun skal holde op med at sms'e. Nu. Lige nu. Og så skal hun hjælpe mig. Det er derfor, jeg er her. Jeg er ikke kommet her hen i banken for at se på, at hun sidder og sms'er. Hvis hun bliver ved med det telefonpis, så eksploderer jeg.

Måske kan hun se, hvordan jeg har det, for nu tager hun brillerne af og kigger på mig. Hun smiler, og jeg kan se, at hun prøver at se venlig ud. Hun lægger brillerne på bordet lige ved siden af mobilen. Tager hun sin mobil igen? Hvis hun tager mobilen op fra bordet én gang til så …

„Jeg kigger på det. Jeg skal lige se, hvordan din økonomi ser ud. Du kan sidde derude og vente. Jeg kalder på dig, når jeg er færdig," siger Carina. „Hvor længe …?" Jeg vil spørge, hvor længe jeg skal vente, men hun afbryder mig.

„Det tager nok en halv times tid." Hun tager brillerne op fra bordet og tager dem på igen.

„En halv time? Hvorfor så længe? Du kan se min bankkonto lige der på computeren, jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal vente en halv ..." Jeg stopper og prøver at tælle til ti inden i mig selv. Så rejser jeg mig langsomt fra stolen. Jeg ved, hvordan det er. Det er hende, der bestemmer. Jeg kan ikke gøre noget. „Okay," siger jeg, „jeg venter derude."