Bank 6

Jeg har lyst til at rejse mig og gå, men jeg går ikke. Jeg bliver siddende på stolen og venter. Det er Carina, der bestemmer. Hvis jeg går nu, får jeg ikke et billån. Jeg får ikke et lån hos Carina, og jeg får heller ikke et lån i en anden bank. Man skifter ikke bank nu, for der er økonomisk krise.

„Hvor bor du?" siger Carina.

„I Aarhusgade." „Så kan du cykle ind til TDC butikken på ti minutter." „Jeg går i skole om aftenen." „Nå, du er også studerende?" siger hun.

„Ja, men jeg arbejder hver dag, også i weekenden." Jeg har lyst til at råbe, men jeg gør det ikke.

„Hvor læser du?" „På Vestre Ringgade. Jeg læser jura om aftenen," siger jeg. „Arbejder om dagen og hver weekend og læser erhvervsjura om aftenen." Jeg kigger hende lige ind i øjnene. Jeg håber, at det imponerer hende, at jeg læser jura.

Men Carina ser ikke imponeret ud, hun ser vred ud. Hun ser ud, som om hun ikke hører, hvad jeg siger. Hun åbner en skuffe i skrivebordet og tager en æske lakrids op fra skuffen. Hun putter en lakrids i munden, og bagefter holder hun æsken frem mod mig. Jeg ryster på hovedet, jeg vil ikke have nogen af hendes lakridser. Jeg vil have et billån.

„Nej tak, men hvad siger du til det lån? Jeg har virkelig brug for en ny bil," siger jeg. Carina svarer ikke. Mobilen blinker igen, det er en ny sms, og hun tager hurtigt mobilen op og læser.

Jeg har lyst til at tage den forbandede mobil og kaste den på gulvet. Og jeg har lyst til at sige til Carina, at nu er det fandeme nok, men jeg gør det ikke, for jeg vil ikke ødelægge det for mig selv. Jeg vil have et lån, det er derfor, jeg er her i banken. Det er vigtigt, at jeg tænker på noget andet, så jeg ikke gør noget dumt nu. Jeg kigger rundt i lokalet.