Bank 5

Hun kan ikke lide, at jeg taler sådan til hende. Jeg kan se det på hende, og jeg bliver nødt til at være forsigtig, for hun har ikke sagt ja til lånet endnu.

„Jeg vil gerne købe en Suzuki Swift. Det er et godt køb. Den er økonomisk, og den kører langt på literen," siger jeg og smiler til hende. Jeg smiler kun, fordi hun skal sige ja. Jeg smiler kun, fordi det er hende, der bestemmer, men jeg har lyst til at rejse mig og gå. Jeg har lyst til at råbe til hende, at hun er en idiot. Tror hun, jeg ikke har andet at lave? Tror hun, jeg synes, det er okay at sidde og vente, mens hun sms'er? „Jeg har virkelig brug for en ny bil," siger jeg. „Min gamle bil er færdig, den kan ikke køre mere, og jeg vil ikke bruge flere penge på at reparere den." Jeg taler, men jeg ved ikke, om hun lytter. „En Suzuki Swift er en økonomisk bil," siger jeg igen. „Min gamle bil kører kun 10 kilometer på literen." „Kan du ikke tage bussen?" Nu kigger hun på mig.

Tage bussen? Hvorfor taler hun nu om at tage bussen?

„Jeg forstår ikke …?" „Hvor arbejder du?" spørger hun pludselig.

„I TDC butikken." „Hvilken TDC butik? Der er mange TDC butikker her i byen," siger hun, og for første gang er der et lille smil i hendes ansigt. Måske synes hun selv, hun har sagt noget sjovt.

„Den på Strøget," siger jeg. Hvorfor spørger hun, hvor jeg arbejder? Hun skal kun fortælle mig, om jeg må få det lån eller ikke. Det er dét, jeg venter på.