Bank 3

Det er bankrådgiver-Carina, der bestemmer, om jeg må få et billån eller ej. Jeg sidder på stolen og kigger på hende, mens hun læser en sms på sin mobil. Hun er på min alder: 24, måske 25 år.

Hun har lyst hår og sorte briller. Hun er ikke smuk og heller ikke grim. Hendes hud er lys, med fregner, og hun har meget blå øjne. Hun ligner en, der ikke kan blive brun om sommeren.

„Du vil gerne have et lån?" siger hun nu, og hun har mobilen i hånden, mens hun taler.

„Ja, det vil jeg gerne." Der er ikke grund til at sige mere. Hun ved, hvorfor jeg sidder her foran hende, for vi talte sammen i telefonen i forgårs. Jeg vil gerne tale med dig om et billån, sagde jeg i telefonen.

„Hvad skal du låne til?" siger hun nu, og hun ser meget alvorlig ud. Hun ser ud, som om jeg har sagt til hende, at jeg vil låne hendes penge, men jeg vil jo bare låne nogle af bankens penge.

Jeg har ventet inde i banken i tre kvarter, og nu spørger hun, hvorfor jeg vil låne penge. Har hun glemt, at vi snakkede om det i telefonen?

„Jeg vil gerne låne til en ny bil," siger jeg og smiler. Jeg har ikke lyst til at smile, men jeg vil smile, indtil hun siger ja til billånet.

„Hvor længe har du været kunde her i banken?" spørger hun.

„I cirka fem år, tror jeg." Carina kigger ikke på mig, mens jeg taler, hun kigger på sin mobil. Der er ikke lyd på mobilen, men den blinker, og nu læser hun sms'en. Hun ser ikke glad ud. Jeg håber, at hun lægger mobilen, så vi kan tale om billånet. Det gør hun ikke.

„Undskyld, jeg er tilbage om et øjeblik," siger hun, og så rejser hun sig og går ud fra kontoret, og hun tager sin mobil med. Hun går ned i den anden ende af lokalet, hvor der er en vandbeholder. Hun tager et glas vand fra vandbeholderen, drikker vandet og smider plastickruset i skraldespanden. Hun bliver stående dernede et øjeblik og kigger på sin mobil. Lidt efter kommer hun tilbage.