Okay 3
Der står en gammel mand lige uden for vinduet. Han venter på at komme ind i toget. Men der er mange mennesker, der ikke venter. De går ind foran den gamle. Han venter og venter. Når han vil gå ind, er der nogen, der går ind foran ham. Jeg kan ikke hjælpe ham. Den gamle er udenfor. Jeg er indenfor. Jeg er glad for, at jeg ikke er en gammel mand. Jeg lukker øjnene. Jeg sidder og tænker på alting og ingenting. Jeg venter på, at toget skal køre. Måske sover jeg et minut eller to.
„Undskyld, vil du hjælpe mig?" Jeg åbner øjnene. Det er den gamle. Han er inde i toget nu. Han står lige foran mig. Han trækker vejret hurtigt. Han ser lidt træt ud. „Vil du hjælpe mig med tasken?" siger han.
„Ja, selvfølgelig." Jeg rejser mig og lægger hans taske op i bagagehylden. Den er ikke tung.
„Tak for hjælpen." „Det var så lidt." Den gamle sætter sig. Han har en plasticpose i hånden. Han sætter posen ved siden af sig. Nu vil jeg høre musik på min mobil og slappe af. Men den gamle vil snakke. Han kigger på mig.
„Nu kører toget," siger han. „Ja, det gør det." „Der kommer snestorm i dag." „Ja, det gør der." „Så er det rigtig vinter, hvad?" „Ja," siger jeg. Jeg håber, at han stopper nu. Men den gamle vil snakke, og han kan godt lide at snakke om vejret.
„Der er minus 10 grader i dag!" „Ja." Jeg nikker.
„Minus ti grader … Det er iskoldt, men jeg kan godt lide sne og is. Verden er smuk, når den har sne på, synes du ikke?" „Det ved jeg ikke." Jeg vil lukke øjnene og høre musik, men nu snakker han igen.
„Det ved du ikke? Er verden smuk med sne? Ja eller nej?" Han kigger mig lige ind i øjnene.
„Sne er … okay," siger jeg. „Og is? Hvad synes du om is? Is på vejen?" „Det er også okay." „Ha-ha. Jeg tror, du er okay! Jeg hedder Heino." „Jacob," siger jeg. „Goddag, Jacob," siger Heino. Bagefter tager han en kaffekande og plastickopper op af posen og hælder kaffe i kopperne. Jeg håber, han er færdig med at tale om is og sne.
„Nu skal vi have kaffe. Værsgo!" „Tak." Jeg tager koppen og drikker lidt kaffe. Det er en god, stærk kaffe.
„Kan du lide kaffen?" „Ja, den er god."