Mord efter mord: kapitel 01

Iben så på uret. Hun var i god tid. Alligevel smed hun tøjet i en stor bunke midt på gulvet. Hendes mor ville bestemt rynke brynene, hvis hun så det. Men pyt. Hun så det jo ikke. Faktisk havde Iben ikke boet hjemme i seks år, så hvorfor tænke på det? Hun tog sit løbetøj. Det hang som sædvanlig på den lille tørre-snor. Det var ikke helt tørt, men pyt.

Foran spejlet satte hun håret i en stram hestehale. Femogtyve år og netop ansat i kriminal-politiet. Ikke dårligt. Hun smilede til sig selv.

Iben spændte en lille rygsæk på ryggen. Her havde hun skiftetøj og en shampoo. Hun lukkede døren til lejligheden bag sig og tog i håndtaget. Jo, den var låst. Hun løb ned af trapperne og ud på fortovet. Nu ventede en rask tur på ti kilometer. Hun ville løbe en lille omvej op til trænings-lokalerne, hvor hun øvede sig i skydning. Især pistol. Hun var vild med det - og god til det. Faktisk var der ingen på stationen, der var bedre. Hun satte farten op. Der var heller ikke mange, som kunne løbe en ti kilometers tur hurtigere end hende.

Bag hende forsvandt byen, og hun fulgte en sti ud langs markerne. Stien delte sig. Den ene gren fortsatte langs markerne, den anden gik ind i skoven. Hun valgte næsten altid skoven. Her var ingen vind, når det var koldt. Og dejlig skygge, når det var varmt.

Efter skoven valgte hun stien ind mod byen. Før havde hun tit mødt andre kvinder på løbetur. Men ikke nu for tiden. Ingen turde løbe mere. Iben bed tænderne sammen. Hun turde godt. Hun kunne ikke kun løbe hurtigt og skyde bedre end de fleste. For et par år siden var hun blevet lokal mester i selvforsvar. Hun dyrkede det ikke længere, men hun var ikke bange for nogen.

Hun forstod dog godt, at andre ikke turde. I hvert fald ikke her i det sydlige Sjælland.

Fire kvinder var blevet myrdet. Danmark havde fået sin første rigtige serie-morder. Morderen gik efter kendte, smukke og aktive kvinder. Men Iben var ikke bange. Tværtimod. Hun håbede nærmest, han ville prøve. Så skulle hun...! Gid hun kunne komme til at arbejde med den sag. Men rejseholdet havde taget over. Og de manglede næppe en nybagt kriminal-assistent.

Sveden løb ned ad hende. Hun åbnede lynlåsen. Det var dejlig lunt i vejret. Maj måned, når den var bedst. En enkelt hunde-lufter hilste venligt. Hunden løb lidt efter hende, men løb tilbage til ejeren, da han kaldte på den. Hun kunne godt lide hunde, selv om de somme tider gøede og knurrede, når hun løb forbi.Det sidste stykke ind til skydebanen satte hun farten op. Iben tog et hurtigt bad efter løbe-turen.

"Hej Iben," sagde Carsten, da hun kom ud fra omklædnings-rummet.

Carsten havde været hendes skyde-instruktør, da hun startede. Nu var hun lige så god som ham.

"Hej," sagde Iben og låste sit skab op. Hun tog pistolen frem og ladede den.

"Bedst af ti?" spurgte Carsten.

"Ok, taberen giver en juice."

Efter ti skud stod de fuldstændig lige.

"Tja, så må vi vel prøve igen," sagde Carsten. "Og så på tid."

"Top."

Igen var de lige, men Iben smilede, da hun så tiden. Fem sekunder hurtigere. Hun havde vundet.

"Du tør stadig godt løbe?" spurgte Carsten, da de lidt senere satte sig ned udenfor. Han rakte hende en juice. Rasmus, en ung betjent, satte sig hen til dem.

"Min kæreste løber ikke mere," sagde han. "Hun er godt sur over, at vi ikke kan fange ham.""Men han myrder jo kun kvinder, der er kendte," sagde Iben. "Det er rigtigt. Men hvad nu hvis han ændrer mening? Måske kan han pludselig ikke komme i nærheden af flere kendte. Og så tager han en, som ikke er det."

"Og så skal man også være køn og lyshåret," sagde Carsten.

"Det passer på min kæreste. Hun er lige så lyshåret som du er, Iben."

Rasmus lagde hovedet lidt på skrå og fortsatte:

"Ja. Du kunne også være i fare."

Iben lo.

"Tak. Tak. Men han kan ikke skræmme mig. Desuden er jeg heller ikke kendt."

"Næ," sagde Carsten. "Men det er godt nok slemt, at vi ikke kan fange ham. Ikke engang rejse-holdet har fået hul på sagen. Jeg gad nok vide, hvad de kan gøre, som vi lokale ikke allerede har prøvet."

Ejner - en ældre betjent - stak hovedet ud af vinduet.

"Iben!" råbte han. "Der er telefon. Det er en af dem fra rejse-holdet, der vil tale med dig."

"Lige som vi talte om dem," grinede Carsten.

"Underligt. Hvad mon de vil mig?" spurgte Iben.

"Hvis du tager telefonen, får du det måske at vide."

Iben kunne mærke små sommerfugle i maven. Rejseholdet. Hun havde aldrig talt med nogen af dem. Så hvorfor ringede de?

Hun tog trapperne i tre spring og gik ind på kontoret.

"Ja," sagde hun i telefonen. Hendes stemme lød højere, end den plejede.

"Er det Iben Bjerg?"

"Det er det."

"Gider du lige kigge herover i vores mobile kontor? Du ved godt, hvor vi holder, ikke?"

"Jo."

"Ti minutter."

"Det skal jeg nok nå."

Hun lagde røret på. De havde deres mobile kontor holdende et par gader væk. Hun havde aldrig været inde i det. Sommerfuglene i maven blev endnu større. Tænk, hvis de havde brug for hende. Det var næsten mere end hun turde håbe på. Hun ville gøre hvad som helst for at få lov til at komme på den sag.

"Hvad ville de?" spurgte Carsten, da hun kom udenfor.

"Jeg ved det ikke, men jeg skal være ovre i deres vogn om ti minutter."

"Ok, held og lykke."