4. Den mørke nat
Nu bliver det mørkt. Kommissæren samler de 100 frivillige, som har ledt hele dagen. Han siger tak for hjælpen, men han siger, at de ikke skal komme næste dag. Nogle bliver lidt sure. Er deres øjne ikke gode nok? Men nu skal hundene have ro til at søge. Og næste dag skal Falck komme med dykkere og pumper. De skal søge i skovens søer, og de skal pumpe vand ud af søerne.
Det er nat nu. Det stormer, og det regner, og det er koldt. Minus 2 grader. Holgers forældre kan ikke sove. De tænker på, at deres lille dreng er ude i den mørke skov helt alene. Holgers familie er også i spejderhytten. De kan heller ikke sove. Alle tænker på Holger.
Der kommer en læge ud til hytten. Han giver Holgers forældre noget stærkt sovemedicin. Det er godt, hvis de kan sove lidt. Holgers mor falder i søvn og sover i 3 timer. Holgers far er søvnløs, selv om han har fået den stærke medicin. Men han kan ikke gøre noget. Der er helt mørkt i skoven.
Kommissæren kører hjem til sin familie. Der er helt stille. Alle sover. Så tager han et bad og drikker en påskebryg. Han sætter vækkeuret til klokken 5. Da vækkeuret ringer, tjekker han sin mobiltelefon. Der er ingen sms'er. Holger er ikke fundet. ”Satans”, tænker han. Han går ud til sin bil. Der er is på ruderne. Stakkels Holger, tænker han. Men selv om Holger fryser, dør han ikke af at være ude i skoven.