Paradisets Have, Del 2

"Du har altså kun gjort ondt!

sagde moderen. "March i posen!" og før han vidste det, havde hun Søndenvinden om livet og i posen, den væltede rundt omkring på gulvet, men hun satte sig på den, og da måtte den ligge stille. "Det er nogle raske drenge, hun har!

sagde prinsen.

"Ja såmænd," svarede hun, "og ave dem kan jeg!

der har vi den fjerde! Det var Østenvinden, han var klædt som en kineser.

"Nå, kommer du fra den kant!

sagde moderen, "jeg troede, du havde været i Paradisets have. "Der flyver jeg først hen i morgen!

sagde Østenvinden, "i morgen er det hundrede år siden jeg var der! jeg kommer nu fra Kina, hvor jeg har danset om porcelænstårnet, så alle klokkerne klingede. Nede på gaden fik embedsmændene prygl, bambusrør blev slidt på deres skuldre, og det var folk fra den første til den niende grad, de skreg: Mange tak, min faderlige velgører! men de mente ikke noget med det, og jeg ringede med klokkerne og sang tsing, tsang, tsu! "Du er kåd på det!

sagde den gamle, "det er godt du i morgen kommer til Paradisets have, det hjælper altid på din dannelse! drik så dygtig af Visdommens Kilde og tag en lille flaske fuld hjem med til mig! "Det skal jeg!

sagde Østenvinden. "Men hvorfor har du nu puttet min broder fra sønden ned i posen, frem med ham! han skal fortælle mig om fugl Føniks, den fugl vil prinsessen i Paradisets have altid høre om, når jeg hvert hundrede år gør visit. Luk posen op! så er du min sødeste moder, og jeg skal forære dig to lommer fulde af te, så grøn og frisk, som jeg har plukket den på stedet! "Nå, for teens skyld og fordi du er min kæledægge, vil jeg åbne posen!

det gjorde hun, og Søndenvinden krøb ud, men han så ganske slukøret ud, fordi den fremmede prins havde set det. "Der har du et palmeblad til prinsessen!

sagde Søndenvinden, "det blad har den gamle fugl Føniks, den eneste der var i verden, givet mig; han har med sit næb ridset deri sin hele levnedsbeskrivelse, de hundrede år han levede; nu kan hun selv læse sig det til. Jeg så, hvor fugl Føniks selv stak ild i sin rede og sad og brændte op, som en hindus kone. Hvor dog de tørre grene knagede, der var en røg og en duft. Til sidst slog alt op i lue, den gamle fugl Føniks blev til aske, men hans æg lå gloende rødt i ilden, det revnede med et stort knald, og ungen fløj ud, nu er den regent over alle fuglene og den eneste fugl Føniks i verden. Han har bidt hul i palmebladet, jeg gav dig, det er hans hilsen til prinsessen! "Lad os nu få noget at leve af!

sagde vindenes moder, og så satte de sig alle til at spise af den stegte hjort, og prinsen sad ved siden af Østenvinden, og derfor blev de snart gode venner. "Hør, sig mig engang," sagde prinsen.

"Hvad er det for en prinsesse, her bliver talt så meget om, og hvor ligger Paradisets have! "Ho, ho!

sagde Østenvinden, "vil du derhen, ja så flyv du med mig i morgen! men det må jeg ellers sige dig, der har ingen mennesker været siden Adam og Evas tid. Dem kender du jo nok af din bibelhistorie! "Ja vist!

sagde prinsen.

"Dengang de blev forjaget, sank Paradisets have ned i jorden, men den beholdt sit varme solskin, sin milde luft og al sin herlighed.

Feernes dronning bor derinde; der ligger Lyksalighedens Ø, hvor Døden aldrig kommer, hvor der er dejligt at være! Sæt dig på min ryg i morgen, så skal jeg tage dig med; jeg tænker, det nok lader sig gøre! men nu må du ikke snakke mere, for jeg vil sove! Og så sov de alle sammen.

I den tidlige morgenstund vågnede prinsen og blev ikke lidt betuttet ved at han allerede var højt oppe over skyerne.

Han sad på ryggen af Østenvinden, der nok så ærligt holdt på ham; de var så højt i vejret, at skove og marker, floder og søer tog sig ud som på et stort illumineret landkort. "Godmorgen!

sagde Østenvinden. "Du kunne ellers gerne sove lidt endnu, for der er ikke meget at se på det flade land under os. Uden du har lyst til at tælle kirker! de står som kridtprikker nede på det grønne bræt. Det var marker og enge, han kaldte det grønne bræt.

"Det var uartigt, at jeg ikke fik sagt farvel til din moder og dine brødre!

sagde prinsen.

"Når man sover, er man undskyldt!

sagde Østenvinden, og derpå fløj de endnu raskere af sted: Man kunne høre det på toppene af skovene, når de fór henover dem, raslede alle grene og blade; man kunne høre det på havet og søerne, thi hvor de fløj, væltede bølgerne højere, og de store skibe nejede dybt ned i vandet, som svømmende svaner. Mod aften, da det blev mørkt, så det morsomt ud med de store byer; lysene brændte dernede, snart her, snart der, det var akkurat, som når man har brændt et stykke papir og ser de mange små ildgnister, hvor de er børn og går af skole!

Og prinsen klappede i hænderne, men Østenvinden bad ham lade være med det, hellere holde sig fast, ellers kunne han let falde ned og blive hængende på et kirkespir. Ørnen i de sorte skove fløj nok så let, men Østenvinden fløj lettere.

Kosakken på sin lille hest jog af sted over sletterne, men prinsen jog anderledes af sted. "Nu kan du se Himalaya!

sagde Østenvinden, "det er det højeste bjerg i Asien; snart skal vi nu komme til Paradisets have!" så drejede de mere sydligt, og snart duftede der af krydderier og blomster. Figen og granatæbler voksede vildt, og den vilde vinranke havde blå og røde druer. Her steg de begge to ned, strakte sig i det bløde græs, hvor blomsterne nikkede til vinden ligesom de ville sige: "Velkommen tilbage. "Er vi nu i Paradisets have?

spurgte prinsen. "Nej vist ikke!

svarede Østenvinden, "men nu skal vi snart komme der. Ser du fjeldvæggen der og den store hule, hvor vinrankerne hænger som store grønne gardiner. Der skal vi ind igennem! Svøb dig i din kappe, her brænder Solen, men ét skridt og det er isnende koldt. Fuglen, som strejfer forbi hulen, har den ene vinge herude i den varme sommer og den anden derinde i den kolde vinter! "Så, det er vejen til Paradisets have?

spurgte prinsen. Nu gik de ind i hulen!

hu, hvor der var isnende koldt, men det varede dog ikke længe. Østenvinden bredte sine vinger ud, og de lyste som den klareste ild; nej hvilke huler! de store stenblokke, som vandet dryppede fra, hang over dem i de forunderligste skikkelser; snart var der så snævert, at de måtte krybe på hænder og fødder, snart så højt og udstrakt, som i den frie luft. Det så ud som gravkapeller med stumme orgelpiber og forstenede faner. "Vi går nok dødens vej til Paradisets have!

sagde prinsen, men Østenvinden svarede ikke et ord, pegede fremad, og det dejligste blå lys strålede dem i møde; stenblokkene oven over blev mere og mere en tåge, der til sidst var klar, som en hvid sky i måneskin. Nu var de i den dejligste milde luft, så frisk som på bjergene, så duftende, som ved dalens roser. Der strømmede en flod, så klar, som luften selv, og fiskene var som sølv og guld; purpurrøde ål, der skød blå ildgnister ved hver bøjning, spillede dernede i vandet og de brede åkandeblade havde regnbuens farver, blomsten selv var en rødgul brændende lue, som vandet gav næring, ligesom olien får lampen bestandigt til at brænde!

en fast bro af marmor, men så kunstigt og fint udskåren, som var den gjort af kniplinger og glasperler, førte over vandet til Lyksalighedens Ø, hvor Paradisets have blomstrede. Østenvinden tog prinsen på sine arme og bar ham derover.

Der sang blomster og blade de skønneste sange fra hans barndom, men så svulmende dejligt, som ingen menneskelig stemme her kan synge. Var det palmetræer, eller kæmpestore vandplanter, her groede!

så saftige og store træer havde prinsen aldrig før set; i lange kranse hang der de forunderligste slyngplanter, som de kun findes afbildet med farver og guld på randen af de gamle helgenbøger eller sno sig der gennem begyndelses bogstaverne. Det var de sælsomste sammensætninger af fugle, blomster og snørkler. I græsset tæt ved stod en flok påfugle med udbredte strålende haler! Jo det var rigtignok så! nej da prinsen rørte ved dem, mærkede han, at det ikke var dyr, men planter: Det var store skræpper, der her strålede som påfuglens dejlige hale. Løven og tigeren sprang lig smidige katte mellem grønne hække, der duftede som æbletræets blomster, og løven og tigeren var tamme, den vilde skovdue, skinnende som den skønneste perle, baskede med sine vinger løven på manken, og antilopen, der ellers er så sky, stod og nikkede med hovedet, ligesom den også ville lege med.