Episodio 1 - Part 3

Og så derudover, kan man sige, så går det hurtigt i dag.

Vi skal hele tiden hurtigere og mere videre fremad og bagefter.

Altså, vi alle sammen løber efter nogle opstillede succeskriterier,

som man måske kan stille kraftigt spørgsmålstegn ved.

Så der er både noget, der handler om individualisering i samfundet,

det er i højere grad mit eget ansvar, jeg er min egen lykkesmid.

Der er noget, der handler om, vi kan sammenligne os særligt med sociale medier

og et tempo, der går rigtig, rigtig hurtigt.

Er der en årsagsforklaring, der kunne være, at det er simpelthen fordi, vi har det for godt?

Vi er jo på en eller anden måde, det er jo noget, du og dine kolleger underviser i på Institut for Psykologi.

Vi er vel helt oppe i toppen af Marslovsbehovspermid, hvor vi har fået dækket alle besagte behov.

Nogle gange tænker jeg, at vi nærmest sidder fast oppe i toppen af trekanten der,

hvor vi skal selv realisere os, men ikke engang rigtig ved, hvordan vi skal gøre det.

Og at der ikke er mange ting, vi kan gå og bekymre os om,

så derfor ender vi op i vores hoved med at bekymre os og sammenligne os.

Ja, det tror jeg helt sikkert også er en del af forklaringen.

Altså det her med, at der ikke er noget, der ligesom er vigtigt.

Vi har enormt meget tid til at gå rundt og pille os selv i navnet,

måske også at have nogle forventninger til, hvad er det gode og succesfulde liv?

Og det er, som du selv peger på, det er jo sådan et spørgsmål om,

jamen hvad er succes?

Men succes er blevet meget tæt forbundet med hele tiden opad i en eller anden stigning,

om det er så en karriertrinsskala eller større bil eller et eller andet andet.

Så jeg tror, der ligger rigtig meget deri, at vi mangler noget fælles også at kæmpe for.

Og tror du, det kan give et pres på måske særligt unge mennesker,

den her idé om, at man skal realisere sig selv?

Nu har du mange unge mennesker inde på studiet.

Oplever du, at de har større krav til, at de skal blive til et eller andet?

Ja, det tror jeg generelt, at unge mennesker har i dag.

Altså på den ene side, så er det jo sådan, at man bliver ved med at få at vide,

at alle muligheder er åbne, men det lægger jo også et enormt stort pres på den enkelte

for at vælge rigtigt.

Og ringe bortset fra det, at det jo ikke er rigtigt, at alle muligheder er åbne.

Så jeg tror, at der hviler et enormt stort pres med nogle forventninger,

som pludselig både kommer indenfra og som egentlig også ligger lidt implicit

i den måde, vi har indrettet os, men uden at nogen specifikt udstikker en retning.

Så det handler om, at de mange har en eller anden idé om, at vi skal blive til noget,

men det er lidt svære, når vi skal blive specifikke og sige, hvad det så egentlig er,

at vi skal være.

Ja.

Da jeg i min intro sagde, at vi aldrig har været frier og riger og mere forbundne,

der kunne jeg se, at du lige hævede øjenbrynet en smule.

Når vi snakker om den her forbundethed, der tænker jeg meget på teknologi.

Hvad tænker du, når jeg siger forbundethed?

Altså jeg ved jo fra forskning, at noget af det, der har allerstørst betydning for vores

mentale sundhed og trivsel, det er kvaliteten af vores sociale netværk,

det er følelsen af, at vi hører til.

Og man kan godt være ensom i en stor gruppe, så måske kan man diskutere forbundethed.

Der er ingen tvivl om, at teknologien netop åbner for muligheder for,

at man kan være sammen på afstand.

Det har vi jo kunnet se rigtig meget her i coronatiden.

At man måske kan finde fællesskaber, som ligger udenfor,

der hvor man lige er i sit nærmiljø.

Men jeg tror også, at der er noget i en distance eller en afkobling,

fordi vi alle sammen har enormt travlt med at skulle selvrealisere.

Eller mange af os har travlt med at skulle selvrealisere.

Det gør måske, at man ikke har lige så stort overskud eller blik for,

at der kan være nogen, der sidder alene, eller der kan være nogen, der har det svært.

Vi er jo blevet mestrer i at spørge, hvordan går det,

uden egentlig rigtig at have lyst til at vente på svaret,

eller i hvert fald håbe på, at svaret er, at det går godt.

Så vi er for dårlige til at tale om, hvordan vi har det?

Ja, det tror jeg.

Helt generelt er det, som vi talte om tidligere,

at man skal være utrolig stærk i dag for at udvise sovbarhed.

For at række hånden op og sige, at jeg har det ikke særlig godt,

eller jeg synes, det er svært at følge med.

Og måske også fordi, som du sagde i din intro,

at man jo måske kunne sidde og tænke, at det var enormt forkelt,

du har da kun grund til at have det godt.

Så jeg tror, der er mange grunde til, at vi ikke særlig tit rækker hånden ud

og siger det højt, når vi har det skidt.

Er det her et individuelt eller et kollektivt problem?

For hvis vi taler om forbundethed, det er jo svært at være...

Man kan selvfølgelig godt måske være forbundet til sig selv,

men det er jo noget, der opstår i en interaktion.

Så er det her noget, der skal løses kollektivt i dine øjne?

Jeg tror, det skal løses på flere niveauer.

Altså, jeg mener, at mental sundhed er noget, vi skaber sammen,

og vi har alle sammen ansvar for at skabe de bedste rammer

og betingelser for, at vi hver især kan trives i de her fællesskaber

og rammer, vi sætter op.

Men selvfølgelig er der også noget, den enkelte kan og bør gøre selv.

Det er lidt forskelligt, hvor mange overskud vi har i forskellige perioder.

Så det, man kan gøre selv, kan man jo gøre, når man kan,

men ellers gælder det om at hente støtte i fællesskabet.

Det er en interessant diskussion, om det er noget individuelt eller kollektivt.

Hvis vi går tilbage til dine flådemetaforer om,

hvor man kan være der, hvor der er klart og stille og roligt,

eller der, hvor der er meget understrøm,

så kan jeg ikke lade være med at tænke, at vi kan prøve

at ændre lidt på strøm, og vi kan kaste nogle badedyr ud

til dem, der ikke har svært ved at svømme.

Men i sidste ende bliver man vel nødt til selv at lære at svømme.

Der er vel ikke nogen, der kan svømme for en?

Nej, det er rigtigt.

Man kan sige, at det, der er ved det, det er, at vi kan prøve at

forebygge, at folk bliver syge.

Vi kan forsøge at behandle folk, når de er blevet syge.

Vi kan ikke hælde mental sundhed og trivsel på folk, uden

at man selv er aktivt deltagende.

Men vi kan skabe bedre rammer og betingelser for, at det bliver

lettere for den enkelte at være med og gøre nogle af de ting,

som vi fra forskning ved, har stor betydning for

mental sundhed og trivsel.

Hvis vi så ser på, hvad forskningen siger om mental sundhed,

så har du været projektchef på ABC for mental sundhed,

hvor I har tre principper for, hvad der kan understøtte

mental sundhed.

Kan du tale om dem?

Ja, altså først og fremmest kan jeg måske sige, at der er mange

forskellige årsager til, at vi måske misdrives.

Men noget af det, vi fra forskning ved, har afgørende betydning

for mental sundhed og trivsel.

Det er a.) at vi kan gøre noget aktivt, b.) at vi gør noget sammen,

og c.) at vi gør noget meningsfuldt.

Og hvis jeg skal uddybe det med en lille smule, så kan man sige,

at det her med at gøre noget aktivt for sin mentale sundhed,

det handler om at holde sig i gang på forskellig vis.

Altså at have noget, sørger for noget variation.

Ligeså vel som vi ved det, hvis vi står med en maskine hele dagen,

at det ikke går op for kroppen med en entedig bevægelse,

så er det det heller ikke mentalt.

Så det er at holde os fysisk aktive, at holde os spirituelt aktive,

eller holde os mentalt aktive, hvor vi lærer noget nyt

eller prøver noget nyt.

Men det er en vigtig pointe også at sige, at det at gøre noget aktivt

for sin mentale sundhed, også handler om at skabe tid og ro

til fordybelse og til bare at være.

Så det handler også om prioritering.

Og så det her med at gøre noget sammen, som jeg også har nævnt,

så ved vi, at kvaliteten af vores sociale netværk og fællesskaber,

det er faktisk det, der har allerstørst betydning

for vores mentale sundhed og trivsel.

Og det er her, jeg mener, at det er delt ansvar.

Altså en ting er, hvad man selv kan gøre for at prøve at tage del i fællesskaber,

men det kan være lettere eller sværere i nogle perioder.

Så der har vi på gruppeniveau et ansvar for at sørge for at hjælpe dem,

der har lidt sværere ved det, med at komme ind i fællesskabet.

Og det sidste punkt med at gøre noget meningsfuldt,

der er det rigtig vigtigt for mig at understrege,

at vi ikke er ude og pege på, at det her er det meningsfuldt,

der engagerer dig i, og det er det her ikke.

Det handler for så vidt ikke så meget om, hvad det er,

der føles meningsfuldt for den enkelte,

men snarere at det føles meningsfuldt for den enkelte.

Så det handler om at stoppe op og overveje, hvad er det for mig, der giver mening.

Men vi ved også, at man kan styrke følelsen af mening og formål

ved fx at engagere sig i noget, man brænder for,

ved at lære nye ting,

ved at sætte sig selv nogle små eller større mål,

altså det her med at have noget at stå op til om morgenen.

Men den aller, aller hurtigste vej til selvhjælp,

det er faktisk at gøre noget for andre.

Følelsen af, at vi bidrager med til nogle andre,

det er ret fundamentalt for vores mentalt sundhed og trivsel.

Så hvis man har det dårligt og er i tvivl,

så kan man jo prøve at tænke over, hvordan kan jeg så hjælpe nogle andre.

Jeg er glad for, at du understreger det her med det meningsfulde,

for det har jeg det nogle gange lidt svært med den her idé om,

at vi skal realisere os.

Fx gennem vores arbejde, der bliver snakket meget om det meningsfulde arbejde,

og sandheden er jo, at der er noget ubehag ved det meste lønnede beskæftigelse.

Det er jo derfor, man får penge for det.

Hvor det, du taler om, eller det, jeg hørte dig sige,

er, at det ikke nødvendigvis behøver at være arbejde.

Det kan også bare være der for andre mennesker.

Det er rigtigt?

Ja, absolut.

Ja, ja.

Jeg tænker, at det kan jo godt være meningsfuldt at gå på arbejde,

fordi man skal tjene til en løn, om man har en familie eller hjemme,

og man gerne vil nogle andre ting.

Jeg tror, det er helt rigtigt, at det der med at tro,

at der skal være en eller anden større selvrealisering i alt, hvad vi foretager os,

det tror jeg er problematisk.

Og som dronningen sagde i sin tid, i sin nytårstale,

altså det der med at gøre noget unødigt,

det er endda ikke så unødigt endda.

Altså det kan være ekstremt nødigt.

Så når vi taler om noget meningsfuldt, så handler det i lige så høj grad om,

at stoppe op og så overveje,

hvordan man kan være en del af et større hele måske.

Hvad kunne det større hele være?

Jamen det er jo forskelligt fra person til person.

Og det er jo også derfor, at jeg tænker, at vi skal passe på med ikke at blive for normativ,

når vi sidder over for mennesker, uanset om det er i en skoleklasse,

eller på et jobcenter, eller det er nede i en idrætsforening,

så handler det jo snarere om at være lidt nysgerrig på,

hvem er det, vi står over for som menneske,

og hvordan kan vi måske være med til at understøtte dem i at lave det, de har lyst til.

Altså det handler rigtig meget om det her med at være noget for andre.

Nu bliver jeg nysgerrig.

Vibeke, hvad gør du selv?

Ja, altså det spørgsmål kunne jo have været rart, at jeg havde tænkt lidt overforberedt,

fordi det er jo et klassisk spørgsmål.

Altså jeg holder mig faktisk aktiv på forskellige vis.

For mig er det enormt godt at gå lange ture i skoven.

Jeg kan rigtig godt lide at læse skønne litteratur.

Så har jeg dejlige fire drenge og min mand, så jeg kan godt lide at bruge tid med dem og venner.

Men ud over det, så må man sige, at jeg er jo nok en af dem, der har været så privilegeret,

at jeg faktisk har mulighed for at beskæfte mig med noget af det, jeg faktisk brænder for.

Det har jo været en af de ting, der er en luksus i forhold til at få lov til at forske.

Og nu er jeg altså stået i spidsen for Institut for Psykologi.

Hvis nu vi går tilbage til de her A, B, C for mentalsyndhed.

Det handler om at gøre noget aktivt, det handler om at gøre noget sammen,

og det handler om at gøre noget meningsfuldt.

Jeg kan ikke lide at være med at tænke, at det jo alt sammen er noget,

der et eller andet handler om noget, man skal gøre.

Som jeg hørte, en eller anden form for noget aktivitet, hvor min egen oplevelse er,

at der, hvor de fleste problemer opstår, det er jo mit sind.

Og det er i hvert fald efter min egen oplevelse for meget selvfokus, for meget selvoptagethed.

Så hvorfor starter vi ikke med, hvis vi går helt tilbage til det gamle Gringland,

hvor der stod kændt og selv på væggen i Apollonshælptemplet.

Bliver vi ikke nødt til at starte med sindet, det filter, som vi oplever alt igennem?

Jeg tænker, at man kan godt lave noget aktivt,

men hvis man hele tiden er på vej videre og er stresset over det,

man kan godt lave noget med andre, men hvis man går og sammenligner sig med dem hele tiden

og bliver i dårlig humør, fordi de er bedre end en,

og man kan lave noget meningsfuldt, men hvis man mest gør det,

fordi så kan man lægge noget ud på sociale medier,

så bidrager det vel ikke nødvendigvis til ens mentale sundhed.

Nej, og det er også derfor, jeg er helt enig,

men det er også derfor, jeg siger, at det er utroligt vigtigt at sige,

at det at gøre noget aktivt for sin mentale sundhed

også handler om at skabe tid til ro og fordybelser,

og det kan man jo gøre gennem mange ting.

Det kunne fx være gennem mindfulness eller gennem at bare sidde og kigge ud i luften,

eller hvad det nu er, hvordan man nu lader op,

og så er der helt klart noget i forhold til, hvad er det, vi giver fokus og opmærksomhed,

og det er egentlig også der, hvor jeg tænker det her med det meningsfulde.

Hvad er det, vi giver tid og plads til i vores liv?

Jeg vil også sige, at nu er der jo også stor forskel på,

hvor stort et behov, vi har for at være sammen med mange andre mennesker.

Så det handler ikke om, at nu skal vi bare alle sammen ud

og være med i nogle store grupper eller store fællesskaber.

Det handler snarere om følelsen af, at vi har brug for at høre til

og have nogen, som vi kan række ud til,

både i forhold til praktisk og følelsesmæssigt støtte.

Og vi har et ansvar for hinanden.

Så det handler lidt om at komme ud af den her idé, mange af os har om,

eller oplevelse af, at vi er hovedrolle i vores egen film,

hvor alle andre på en eller anden måde er statister eller nogle biroller,

der skal bidrage til vores egen succes.

At vi ligesom er et samlet filmcast, der skal få nogle ting til at ske sammen.

Er det rigtigt forstået?

Ja, altså vi er sociale væsener i natur, og vi kan slet ikke overleve uden hinanden.

Så som race er vi fuldstændig afhængige.

Det gælder både i forhold til mennesker.

Hvis man nu ser det som et stort økosystem, så har vi kun så stor en rolle at spille.

Så det er rigtigt.

Det vil være glædeligt, hvis flere af os kom ud af vores egne hovedroller.

Jeg synes også, der er noget interessant, når man som jeg...

Jeg har nok den opfattelse, at lykke og glæde på en eller anden måde er en insight job.

Det er noget, der starter med det filter, som du oplever alle ting igennem.

Men som vi sidder og taler her, kan jeg også reflektere over nogle af de ting,

som jeg i hvert fald har oplevet er frugterne af at arbejde med sig selv og sit eget sind.

Det er fx øget taknemmelighed og øget vennelighed.

Og taknemmeligheden retter sig jo så oftest mod andre mennesker.

Og venneligheden retter sig også mod andre mennesker.

Så måske er det også lidt forkert at sige, at der er noget individuelt eller noget kollektivt.

For oplevelsen er måske, at hvis man arbejder med sig selv individuelt og sit sind,

så bliver der en større orientering ud af mod noget større end mig selv.

Jeg på en eller anden måde kommer ud af mit eget hoved.

Ja, absolut. Og faktisk er det en god nyhed, at vi kan træne sådan noget som taknemmelighed.

Der er forskel på måske, hvor optimistiske vi bliver følende af natur.

Der kan være mange forskel individuelt, men der er nogle ting, vi kan træne.

Og taknemmelighed er en af tingene.

Derudover ved vi, at sådan noget som social angst, for eksempel.

Altså, når vi tænker godt om andre mennesker, så kan det være med til at reducere den oplevelse også.

Så der ligger hele tiden et samspil med omverdenen.

Altså, vi bliver påvirket af vores omgivelser, og vi påvirker hinanden.

Det får mig til at tænke på sådan et citat fra Dalai Lama nu.

Jeg parafraserer ham nok lidt, men han sagde noget i retning af, at hvis jeg kun går op i mig selv,

så har jeg én eneste chance for at blive lykkelig.

Men hvis jeg er glad, når andre har det godt, så har jeg 7 milliarder muligheder for at være lykkelig.

Ja, absolut. Jeg kan huske, at dengang jeg blev gift til sig i præsten,

at nu blev min glæde for håblet, eller vores glæde, fordoblet, og soverne skulle gerne blive halveret.

Og det synes jeg faktisk er en rigtig fin måde at se det på.

Er det så også gået sådan?

Ja, det er det heldigvis.

Det er godt at høre.

Meget af det her, vi kan foregå på et gruppe- og samfundsniveau,

vi skal indgå i nogle sociale relationer, vi skal ikke have så travlt.

Vi snakker ofte om vi.

Hvem er det her vi?

Jeg synes nogle gange, at vi godt kan falde.

Nu siger jeg vi igen.

Men det kan hurtigt blive en diskussion om samfundet, og der er nogle strukturer i individualisering.

Der kan også være tale om verdens lykkeligste folk.

Men ingen af de her diskussioner hjælper mig mandag morgen,

når jeg vågner og sammenligner mig selv med alle på sociale medier,

og ikke synes jeg er god nok.

Hvad skal vi gøre?

Det er faktisk det rigtig fint, du peger på det.

Altså i partnerskabet ABC for mentalt sundhed, hvor vi jo netop er gået sammen,

en række kommuner og store organisationer og forskere,

så arbejder vi på flere niveauer.

Vi arbejder både på et individniveau,

altså hvad er det, vi gerne vil oplyse folk om,

at man selv kan gøre for sin egen og andres mentale sundhed,

på samme måde som man oplyser om spise en guldrød og løb en tur,

og det er ikke smart at ryge.

Og så arbejder vi på gruppeniveau i forhold til, hvad er det,

hvordan kan vi skabe bedre inkluderende fællesskaber,

hvad skal der til for det?

Og så forsøger vi at arbejde på samfundsniveau ved at have forskning i front,

og ved at få politikere og beslutningstager i tale for at vise,

hvad er det for nogle ting, vi ved fra forskning faktisk har betydning.