Episodio 1 - Part 2

der får en diagnose.

Hvis vi nu bliver med det med diagnoserne, for jeg tænker, når man undersøger det her,

det er jo noget af det, der måske er allerledes at tage og måle og veje på,

hvor mange får en diagnose.

I hvilket omfang kan vi bruge diagnoserne som en indikator for, hvordan vi har det?

Fordi når man taler om diagnoser, kan man også hurtigt nå til den diskussion,

der hedder, at måske skyldes det bare, at vi taler mere om dem,

eller at der kommer flere igennem systemet, og dermed er der flere, der får en diagnose.

Ja, og diagnoser er jo også noget, man sætter sig ned og bliver enige om,

hvornår man har opfyldt nok kriterier til at få en diagnose, så det er også flydende.

Men man vil nok normalt tænke, at det var mere objektivt data.

Men der er jo enighed i, om hvorvidt det her er en reel stigning,

eller om det bare skyldes, at vi taler mere om det,

eller om det skyldes fx, at vi er blevet bedre til at diagnostisere.

Der er rigtig mange forskellige årsagsforklaringer på, hvorfor vi ser denne her udvikling,

og jeg tror ikke, at en enkelt forklaring kan stå alene.

Jeg vil dog understrege, at jeg slet ikke er i tvivl om,

at vi står overfor et massivt folkesundhedsproblem,

og det er ikke kun i Danmark, det er noget, der afspejler sig i hele verden.

Når man ser på statistikken, hvad er det så særligt, vi ser en stigning i?

Hvad er det, danskerne kæmper med i forhold til deres mentale sundhed?

Det er stress, angst og depressive symptomer især.

Men når vi kigger på forskellige undersøgelser, kan vi også se en stigning i ensomhed,

et fald i livsfrihed.

Vi kan se, at der er bl.a. flere og flere skolebørn, der oplever symptomer på ondt i maven,

ondt i hovedet, svært ved at falde i søvn, når de føler sig nervøse og enslige.

Det er en lang række parametre for symptomer på misdrivelse, vi ser.

Men det er altså også en stigning i antallet af tilfælde, der bliver diagnostiseret

med enten angst eller depression eller fx en spiseforstyrrelse.

Traditionelt set, når man snakker om psykiske problemer, har man måske haft mest fokus på

udsatte grupper.

Ser man, at der er nogle nye grupper, hvor der er en særlig stigning i nogle af de her mentale problemer?

Ja, det gør vi faktisk.

Man kan sige, at før i tiden har psykiske ledelse og psykiske vanskeligheder særligt været

noget, vi har kunnet se en koncentration i, i særlige grupper, fx udsatte grupper i forhold til

socialgrupper.

Og nu her, der begynder vi at se, at der faktisk er en misdrivelse, der går på tværs af socialgrupper.

Der er flere og flere børn og unge, også i middelsocialgrupper og højsocialgrupper,

der oplever at have det svært.

Årsagsforklaringerne bag deres misdrivelse er sandsynligvis lidt forskellige.

Altså, der er forskellige årsager til, at de misdrives.

Men der er en del forskere, der er begyndt at tale om, at vi simpelthen er begyndt at se en ny type

udsathed.

Og hvad betegner den her nye form for udsathed?

Jamen, det er blandt andet følelsen af måske ikke at være god nok, og være stresset over fremtiden.

At være bange for, at man ikke slår til, som man er, og bekymrer sig på en masse andre parametre.

En sundhedsskadelig form for perfektionisme ser man også.

Hvis nu vi taler om, man kan vel sige, at der er en gruppe, der har nogle diagnoser, så kan vi have

en lang diskussion om, hvordan opstiller man diagnoser og kriterier for det.

Jeg har sådan en mavefornemmelse af, at der også er en rigtig stor gruppe, som nok ikke ville kunne få en

diagnose, hvis de gik til deres praktiserende læge eller en psykiater, men alligevel har en eller anden form for

stigning i, som du siger, angst eller stress.

Er det noget, man har data på?

Så er det den største gruppe, vel, af danskere, hvordan vi har det?

Ja, altså jeg plejer faktisk at sammenligne livet lidt som en flod.

Altså hvis man forestiller sig, at nede i den ene ende, der er vandet krystalklart, og vi har meget let ved at

bunde hovedet over vand, vi har masser af energi og overskud,

der kunne man måske sige, at man har høj mental sundhed, eller det man ville kalde blomstrene.

Og så kommer man lidt længere ned ad floden, der bliver vandet lidt dybere, lidt mere grumset,

der kommer en kraftigere understrøm, og vi har stadig hovedet over vandet bevaret,

men vi har det måske sådan, okay, vi har det bare ikke fantastisk.

Og det er faktisk der, hvor man kan sige, at størstedelen af os befinder os.

Og hvor man så er endnu længere ned ad floden, så begynder vi for alvor at have svært ved at finde fodfeste,

og så er vi i øget risiko for at ryge ud over kanten.

Men denne her flod, det er jo en konstant strøm livet igennem,

og jo længere man begynder at bevæge sig ned ad en dybe ende, jo større risiko er man for at blive reddet med at ryge ud over kanten.

Og du er jo inde på, at der er mange forskellige årsagsforklaringer til det her,

og det er der jo naturligvis også, fordi det er mange forskellige grupper, vi taler om her.

Men hvis vi skal prøve at tage et skridt tilbage og sige, hvad tror du er de primære årsager til,

vi ser den her udvikling i den mentale sundhed?

Personligt tror jeg, at der har været et ekstremt stort fokus på individuel præstation de seneste mange år,

og det tror jeg er en af de væsentligste årsagsforklaringer.

Altså, vi er sociale væsener af natur, vi er fuldstændig afhængige af fællesskabet,

følelsen af, at vi har noget, og nogen er stået op til herom morgenen, følelsen af, at vi kan bidrage,

og at vi er nok i kraft af, hvem vi er, og ikke bare hvad vi er.

Så det tror jeg er en meget væsentlig forklaring.

Når vi har haft så stort et fokus på individuel præstation, så bliver ansvaret for at lykkes,

eller hvad man skal sige, også lagt meget ord på den enkelte.

Og det gør det måske også mere sårbart at række hånden op og sige, når vi faktisk misdrives eller synes,

at vi har det svært.

Men det går jo op og ned i livet her for os alle sammen.

Så tror jeg, at der er nogle andre faktorer, der spiller ind.

Altså, vi er blevet globaliseret samfund, så vi sammenligner os selv med alle rundt omkring i hele verden,

hele tiden 24-7, og konkurrencen er stedet.

Og kigger man på unge, så er der ikke noget unaturligt i, at vi sammenligner os selv med andre.

Det har vi altid gjort.

Men før sammenlignede man sig måske med sine nærmeste i en klasse.

Nu kan vi sammenligne os selv med alle og på Instagram hele tiden.

Og det kan være med til at drive netop det, som man siger, er perfektionisme i sådan en sundhedsskadelig forstand.