Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 18

Kapitel 18

Det har hun rigtig godt af

Herta trådte ud i den friske luft og lukkede den skæve dør efter sig. Hun satte hængelåsen på og gemte nøglen bag den løse mursten, hvor den altid havde haft sin plads. Hun så sig hurtigt om. Alt var roligt, og der var ingen at se. Så tog hun den ekstra bilnøgle op af sin taske og satte sig ind i Elisabeths bil.

Nu ville hun hjem. Måske ville Jesper undre sig over, hvor Elisabeth var, men hun skulle ikke stå til regnskab for den tyv. Han var bare så frygtelig nysgerrig. Og han var vild med Elisabeth og sad altid og gloede på hende.

Herta drejede ind på vejen til Harrestrup.

Jørgen kom først hjem i morgen aften. Hun måtte hente Elisabeth inden den tid, men hun ville ikke tænke på det nu. Hun var træt. Det voldsomme raseri, der havde fået hende til at forlade Elisabeth inde i hulen, var ved at klinge af. Det var dumt, det hun havde gjort. Der var ingen ide i at lade Elisabeth dø inde i gruberne, som hun først havde tænkt sig. Det ville jo gå ud over hende selv, når det blev opdaget.

Nu ville hun bare hjem og slappe af, og senest i morgen tidlig ville hun køre ud og hente Elisabeth igen. Hun havde bare godt af at blive bange. Der kunne ikke ske hende noget. Hun havde jo både lange bukser og jakke på. Herta svingede bilen ind i garagen på Harrestrup.

Jesper sad og så fjernsyn i den lille stue bag kontoret.

Han rejste sig, da Herta trådte ind.

"Jeg har selv taget mad," sagde han.

"Det er godt," svarede Herta. Hun stillede bærrene ud i grovkøkkenet og fortsatte ind i kontoret. Hun trak stikket til telefonen ud. Hun ville ikke snakke med Jørgen i aften.

Herta havde ikke nogen mobil. Det pjat gad hun ikke. Den faste telefon var nok til hende.

Jesper blev stående i køkkenet. Herta blev irriteret. Kunne han da ikke se at skrubbe op til sig selv? Jesper undrede sig. Hvor var Elisabeth? Hun havde ikke været i bilen, da Herta kom kørende. Det havde han set fra vinduet. Det var altså mærkeligt. Herta begyndte at rense bær.

Jesper gik en tur udenfor. Han sneg sig ud til bilen. Den så ud som den plejede. Men der var ingen spor af Elisabeth. Hvor var hun blevet af, og hvorfor sagde Herta ikke noget? Han gik ind igen.

"Hvor er Elisabeth?" spurgte han.

Herta vendte sig rasende mod ham.

"Hvad kommer det dig ved, din flab. Tag og gå op på dit værelse. Jeg vil gerne have fred og ro i mit køkken."

Alle Jespers antenner strittede. Der var et eller andet helt galt. De var kørt ud for at plukke bær, og heksen kom hjem igen med en masse bær, men uden Elisabeth. Han ønskede vildt, at Jørgen havde været hjemme. Han var sikker på, at heksen havde gang i et eller andet.

Men hvad? Han tog trappen op til sit værelse i lange spring. Heroppe greb han sin mobil og tastede Jørgens nummer. Der var svarer på. Shit, shit, hvor længe skulle de møder vare? Jesper gik hvileløst rundt på sit lille værelse. Om lidt ville han prøve igen.

Herta var færdig med sine bær. Hun øste dem op i en stor gryde og kom sukker over. Resten kunne vente til i morgen.

Hun gik i bad og satte sig iført natkjole og morgenkåbe for at se den sene Tv-avis. Men hun havde ingen ro på sig. Billeder af snævre gange blev ved at tone frem og glide ind over oplæseren. Hun hørte Elisabeths stemme, der kaldte: "Vent lidt, Herta. Jeg skal kaste op." Det var, da hun hørte ordene "kaste op," at hun for alvor besluttede at gå sin vej. Bare tanken om det barn fik hadet til at bruse op i hende som en flodbølge. Den tøs skulle ikke føde arvingen til Harrestrup. Hun skulle ikke være Jørgens kone. Det var forkert. Hun var ikke den rigtige. Hun skulle væk, ud, tilbage hvor hun var kommet fra. En rød tåge af raseri havde blændet hende. Da hun blev sig selv igen, holdt hun hjemme på Harrestrup.

Herta strøg sig over øjnene. Hun ville ikke tænke på det. Hun var træt. Hun var 72 år, ingen kunne forlange, at hun skulle ordne alting. Nu ville hun sove, så fandt hun nok en løsning i morgen. Et eller andet, hun kunne forklare Jørgen, så han ville blive tilfreds med sin mor igen. Den kvinde havde jo ødelagt deres gode forhold. Hvordan kunne nogen forlange, at hun skulle finde sig i at blive skubbet til side af en fremmed kvinde? En, som Jørgen slet ikke kendte? Han ville være meget bedre tjent med, at alt blev som før. Ja, alt skulle blive som før.

Hun slukkede fjernsynet og gik op ad trappen. I spejlet på badeværelset fik hun øje på sit blege, rynkede ansigt. Hun lukkede øjnene, og med rystende fingre åbnede hun glasset med sovepiller. Hun ville ned i det dybe, bløde mørke, hvor ingen farlige tanker kunne nå hende.

Jørgen tog en enkelt drink i baren sammen med de andre, før han gik ud for at ringe til Elisabeth. Klokken var halv ti, så hun var sikkert gået op til sig selv. Der var ingen forbindelse. Han prøvede igen, stadig det samme. Så ringede han hjem til kontoret. Ingen tog telefonen. Underligt. Det lød, som om telefonen var i stykker. Han gik op på sit værelse og prøvede telefonen der. Samme resultat.

I det samme ringede hans mobil.

"Det er Jesper. Der er noget galt. Elisabeth er ikke kommet hjem."

Jørgen lyttede med stigende uro til Jespers lange forklaring.

"Kan du ikke sige til min mor, at hun skal ringe mig op. Jeg kan ikke komme igennem," sagde Jørgen.

Et øjeblik senere ringede Jesper igen.

"Hun vil ikke snakke med nogen, siger hun. Hun er gået i seng og har låst døren. Jeg synes, hun lyder så underlig. Jeg er bange for, at der er sket noget."

"Hvad mener du?" Jørgen blev rigtig bange.

"Når jeg spørger Herta, hvor Elisabeth er, skriger hun bare, at jeg skal skrubbe af."

"Vent lidt." Jørgen så på sit ur. Han havde kun fået en enkelt drink. Det kunne godt gå. "Jesper, jeg kører nu. Jeg kan være hjemme om tre timer, måske lidt før.

Vil du blive oppe og høre efter telefonen? Og hvis Elisabeth ringer, så giver du mig besked med det samme. Er det ok?"

"Selvfølgelig." Jesper var stolt. Jørgen kunne regne med ham.

"Godt, min dreng, vi ses."

Jesper sad tilbage med mobilen i hånden. Jørgen havde sagt: Min dreng.

En bølge af varme bredte sig fra Jespers kinder og helt op i det korte hår.