Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 17

Kapitel 17

Nyt liv

Der var gået over tre måneder. Hun var ikke vendt tilbage til skolen. Hun havde besluttet sig. Oven i købet havde lykken smilet til dem, og hun ventede barn. Det måtte være sket den første nat, hun var på Harrestrup, for hun var allerede tre måneder henne.

Hun havde sagt sin stilling op og tømt lejligheden i Slagelse.

Tilfreds kørte hun tilbage til gården i den brugte Toyota, Jørgen havde købt til hende. Hendes møbler og flyttekasser stod nu i et udhus. Jørgen ville vente med at lave om på stuehusets indretning, til hans mor var flyttet ud. Til den tid skulle alt sættes i stand, og Elisabeth kunne selv bestemme, hvordan hun ville have det, lovede han.

Herta var kold, men høflig. Hun gjorde sig umage for at vise, at det var Elisabeth, der skulle være frue på gården. Indvendig kogte hun af had. Den lede tøs.

Komme her og mase sig ind på en fin, gammel gård.

Flytte ind og få alting forærende, bare fordi hun lagde sig på ryggen for Jørgen. Han kunne jo få, hvem han ville have med den dejlige gård.

Herta passede sit arbejde i huset og i haven. Det var en del af aftalen. Hun havde fortalt Jørgen, hvad Jess havde sagt om Elisabeth, men han ville ikke høre på hende. Han blev bare endnu mere vred.

Hendes eneste glæde var, at Elisabeth ikke bestemte i køkkenet. Det måtte hun vente med, til Herta var ude af huset. Det havde Jørgen lovet. Køkkenet var Hertas område. Hun tænkte med gru på den dag, hvor hun skulle væk fra Harrestrup. Hun ville hellere dø. Men Jørgen var ubøjelig. Hun skulle flytte. Der var ingen anden udvej, sagde han.

Men Herta ville ikke give op. Hun kunne ikke. I den sidste tid havde hun lagt en plan.

"Nu hvor du venter Jørgens barn, må vi se at blive rigtig gode venner," sagde Herta en dag. De to kvinder sad og skrællede æbler. Hun havde selv bedt Elisabeth om at hjælpe. Der var mange æbler, og de skulle bruges.

"Jørgen holder så meget af tyttebær," fortsatte hun. "Hvis du vil køre, Elisabeth, så kunne vi sammen tage ud og plukke bær til syltetøj. Jeg kender et par steder, hvor vi kan finde masser af tyttebær."

Herta havde ændret sig, tænkte Elisabeth. Måske havde hun langt om længe indset, at der ikke var noget at stille op. Måske var det udsigten til et barnebarn, der gjorde det. Den slags så man tit, tænkte Elisabeth glad.

Jesper kom ind for at få kaffe. Jørgen var i København til nogle møder og ville først komme hjem næste dag. "Skal vi så tage ud og plukke tyttebær i eftermiddag?" spurgte Herta. "Der er lidt langt til Kongenhus Hede, men det er det bedste tyttebær-sted, der findes. Jeg er vokset op i Daugbjerg, så jeg kender alle de gode steder."

Elisabeth tænkte, at hun jo alligevel skulle være alene med Jørgens mor den dag. Så hvorfor ikke bruge tiden på en udflugt?

"Det vil jeg gerne," sagde hun. "Jeg tager lige noget praktisk tøj på, så kan vi godt køre."

"Jeg har pakket en kurv med lidt at spise og drikke," sagde Herta muntert. "Vand, et par boller og en kande kaffe. Vi kan blive ude hele resten af dagen, hvis vi har lyst."

Jesper rejste sig og gik ud. Han ville vædde på, at Elisabeth ikke havde lyst til at tage på udflugt med den møg-kælling. Det var godt, hun snart skulle flytte. Her ville blive super fedt, når heksen forsvandt.

§§§

Solen bagte ned over lyngen. Af og til kom et par får og stod og gloede på dem. Herta var hurtig til at plukke. De små, røde bær trillede for det meste fra Elisabeth, og hun fik hals-brand af at bukke sig hele tiden. Endelig havde de da fået fyldt de to kurve, som Herta havde taget med, og Elisabeth rettede sin ømme ryg. Klokken var blevet halv seks, og det var på tide at komme hjem. Herta viste vej. Da de kom forbi et vejskilt til Daugbjerg, bad hun Elisabeth køre den vej.

"Det er kun en lille omvej, og der er noget jeg gerne vil vise dig," sagde Herta.

Elisabeth ville hellere hjem, men hun lod Herta få sin vilje. Det kunne jo være lige meget, hvornår de kom tilbage. Jørgen havde sendt en sms om, at han var optaget af møder lige til klokken 21. Derefter ville han ringe til hende.

De kørte længere og længere væk fra hovedvejen.

"Hvor er det, vi skal hen?" Elisabeth var godt træt. "Bare et øjeblik endnu," sagde Herta ivrigt. "Jeg vil vise dig noget, du aldrig har set før." Hendes øjne skinnede af ophidselse. "Vi er der lige straks."

Vejen gik ikke længere, og Elisabeth standsede bilen.

Et gammelt skævt skilt fortalte, at her lå de gamle kalkgruber. Herta kravlede ud af bilen.

"Kom," sagde hun, "jeg ved, hvor de gemmer nøglen. Nu skal jeg vise dig hulerne."

Den lille trædør gik op og viste et kulsort mørke.

"Kom nu bare," sagde Herta. "Se, her ligger lommelygter. Jeg kender det hele. Jeg har engang vist turister rundt her. Det er et meget spændende sted. Jeg kender vejen."

Herta stak en lygte i hånden på Elisabeth og skubbede hende foran sig ind i mørket.

"Der er altid 5 graders varme her," sagde Herta.

Elisabeth begyndte snart at fryse. Her var uhyggeligt. Gangen var snæver. Der stak rødder ned fra loftet. De to kvinder gik længere og længere ind i jordens indre.

"Sørg for at følge med," sagde Herta, som nu gik foran med lange skridt. "Man skal blive i gangen her, ellers kan man fare vild. Det er derfor, der altid skal en fører med ind. Engang kom der en ekspert i flagermus. Han ville gå rundt alene, og han blev væk. De var flere dage om at finde ham igen."

Hun lo pludselig højt.

"Hvis du blev borte her, ville ingen kunne finde dig, Elisabeth. Det er et held, at du har mig."

Elisabeth tav. Hun forbandede den skøre ide, Herta havde fået. Hun ville ud, og det var sidste gang, hun ville tage på udflugt med sin svigermor.

"I gamle dage gravede de kalk her. Mændene hakkede store klumper løs, og kvinderne bar kalken ud i deres forklæder. Ribe Domkirke er bygget afkalk herfra. Hele egnen er gravet igennem. Ingen ved, hvor lange gangene er. Man siger, de går helt til Karup." Herta snakkede og snakkede. Gid hun dog ville tie stille, tænkte Elisabeth, men Herta fortsatte:

"Her er den hule, hvor Jens Langkniv gemte sig."

Herta lod lommelygten feje rundt i en cirkel. Der stod en bænk og et bord.

"Boede han virkelig her?" spurgte Elisabeth vantro. "Ja, hvem ved. Møblerne er nogen kommunen har købt, men ellers tror man, at det var her, han gemte sig."

"Jeg vil ud," sagde Elisabeth pludselig med panik i stemmen.

"Det kommer du også, vi går tilbage nu." Hertas ansigt så uhyggeligt ud i lygtens svage lys.

De vendte om. Elisabeth holdt sig tæt bag Herta. Du godeste, hvor hun glædede sig til at komme ud i lyset og luften igen. Hun følte sig dårlig og havde kvalme, men hun ville ikke kaste op. Et øjeblik efter blev hun alligevel nødt til det.

"Vent, Herta, vent et øjeblik, jeg skal kaste op."

Hun bøjede sig forover og følte, hvordan maven trak sig sammen. Nu kom det.

Hun spyttede et par gange, før indholdet af hendes mave sprøjtede ud på jorden. Det ramte hendes hvide sandaler og stænkede op ad bukserne. Nå, pyt med det. De ville snart være hjemme. Hun glædede sig til et langt, varmt bad.

"Herta, nu kommer jeg, det er overstået," råbte hun. Ingen svarede. Hun kaldte igen. Hendes stemme fik en underlig mat klang her nede underjorden. Det var, som om lyden blev ædt op. Hun gik tøvende fremad og kaldte en gang til. Lyset fra hendes lygte fejede hen over det hårde gulv. Den smalle gang foran hende delte sig i to. Hvad nu? Hvilken vej var den rigtige? Hun råbte på Herta. Så stod hun stille og lyttede. Stilhed. Som i graven, løb det gennem hendes hoved.

En pludselig, voldsom angst fik hendes mave til at trække sig sammen. Men hun måtte ikke gå i panik! Om et øjeblik ville Herta komme tilbage efter hende. Hun lod lyset fra lygten feje frem og tilbage over de to åbninger. Det kunne være farligt at gå videre alene. Herta havde måske ikke hørt, at hun kastede op? Tænk, hvis hun bare var gået videre.

"Åh, Gud. Hvad skal jeg gøre?" Hun jamrede sagte.

Hvordan var hun kommet så langt bagefter?

"Slap nu af," sagde hun til sig selv. "Du er ikke alene.

Herta er lige foran dig." Men tankerne myldrede frem, og skrækken flåede i hende.

Hvorfor var hun gået med ned i de uhyggelige gamle gange? Hun havde jo slet ikke haft lyst til at se dem. Hun hadede snævre rum og kunne ikke fordrage mørke. Det var hendes evige ønske om at behage, tænkte hun vredt. Angsten for at sige fra. Hun var bange for at sige sin mening. Sådan havde det altid været.

"Idiot," mumlede hun halv-højt til sig selv. "Store idiot. Lærer du det aldrig?"

Fra nu af skulle det blive anderledes. Nu, hvor ... Hun rettede nervøst lygtens lys-kegle mod de to sorte huller foran sig og trippede usikkert frem og tilbage. Så tog hun sig sammen og valgte at blive, hvor hun var. Hun ville ikke risikere at gå videre i den forkerte retning. Nu hvor hun havde barnet at tænke på, måtte hun være forsigtig. Hun satte sig på gulvet i gangen. Stilheden lukkede sig om hende som en boble. En klam, svagt muggen lugt gav hende mere kvalme. Hvor længe mon hun skulle vente? Hun rettede lyset mod uret. Det viste 18.30. Var klokken så mange?

Jørgen ville først komme tilbage fra sit kursus i morgen middag. Hun glædede sig til igen at lægge hans varme hånd mod sin mave. Om nogen tid ville hun opleve hans lykke, når han for første gang kunne mærke sin søn sparke. Det var en dreng. De havde set ham sammen ved den første scanning.

Hun mærkede stoltheden som en bølge af varme langs ryg-søjlen. Hun lukkede øjnene og nød sin lykke. Den var skøn og uden mislyde. Næsten da. De skulle bare holde ud, til Hertas nye køkken var færdigt, og hun flyttede.

Et eller andet kildrede på det ene ben. Hun sprang op, da hun så den store, sorte edderkop. Den forsvandt hurtigt i mørket. Kulden føltes pludselig som et væsen, der ville trænge ind i hende, og glæden forsvandt. Hun foldede armene sammen om kroppen. Der var kun 5 grader hernede. Hvor længe ville det mon vare, før det gik op for Herta, at hun ikke var med?

Det måtte gerne ske snart. Hun havde ikke lyst til at blive forkølet. Det kunne skade barnet.