Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 12

Kapitel 12

Jess kommer

Jess var på vej over Storebæltsbroen. Han havde lånt Hans Henriks gamle bil, og han havde forberedt sig godt til turen. Han vidste allerede meget om Elisabeths nye ven. Nu var han på vej for at besøge sin gamle kammerat fra gymnasiet, Peter Halvorsen. Han var ansat på gymnasiet i Viborg og gift med Harrestrups kvindelige præst. De havde fire børn. Allerede i telefonen havde Peter givet ham en masse sladder om "Godsejeren", som de kaldte ham der på egnen.

Han var ungkarl. Hans mor havde styret gården og ham gennem de sidste ti år. Så der var ikke udsigt til, at der kom nogen kone i huset der, lo Peter.

Hun var en strid dame, denne Herta Friis. Hans kone, Inger, havde haft en del vrøvl med hende. For to år siden var "Fruen på Harrestrup" blevet formand for menighedsrådet. Og hun vidste nok, hvordan hun ville have det.

Det var da ellers hyggeligt, at Jess sådan ville komme og besøge dem. Hvorfor var han egentlig så interesseret i "godsejeren," ville Peter vide.

"Åh, der er en, som har noget kørende med ham. Og det er min ekskone," sagde Jess. "Jeg vil bare gerne vide, om han er i orden. Du ved, økonomien og alt det der. Hun skulle jo helst ikke blive snydt."

"Han sidder hårdt i det økonomisk. Det siger alle. Min kone kommer sammen med revisorens kone. Hun siger, at han har lånt 10 millioner indtil nu. Det er jo da en klat penge, må man sige. Han har selvfølgelig en stor gård og mange faste værdier, men tiderne er ikke gode. Priserne falder, og det gælder især svin. Det er jo det, han arbejder med. Men ved du hvad, jeg prøver at spørge lidt rundt, så har jeg de sidste nyheder, når du kommer."

"Det lyder godt. Vi ses, du. Hej så længe." Jess smilede tilfreds. Det skulle nok gå.

Jess havde god tid til at tænke hele vejen til Harrestrup. Gad vide, hvad Elisabeth så i den fyr. Det lød jo, som om han havde gæld til op over begge ører. Hvad havde han at tilbyde? Det der med moren, der havde passet huset i ti år, kunne sikkert bruges til fordel for ham selv. Hvordan mon Friis fik hende smidt på porten? Eller skulle hun måske blive, når Elisabeth flyttede ind?

Det lød ret gammeldags. Måske var han gammeldags. Det var lige netop sådan en type, Elisabeth ville falde for.

Han slog hånden i rattet og slingrede en smule. Bilen lige bag ham dyttede rasende, idet den overhalede. Jess vågnede op. Han skulle dreje fra i Vejle, det var vist lige om lidt.

Da han svingede ind på hovedvej 13, passerede en Toyota ham i modsat retning. Det var Jørgen, som havde kurs mod Slagelse. Ingen af de to mænd lagde mærke til hinanden. De var opslugt af deres egne tanker. Men de havde dog det til fælles, at de tænkte på den samme kvinde.

Harrestrup præstegård lå bag ved den hvide kirke. Haven begyndte lige bag kirkegården, og store træer lænede sig langt ind over præstens plæne.

Lige nu var husets fire børn lagt i seng, og forældrene sad sammen med deres gæst over kaffen i den hyggelige stue. Inger havde netop lukket døren ind til sit kontor bag sig. Hun var gået i gang med søndagens prædiken. Det gjaldt om at udnytte tiden, mens børnene sov.

"Jeg skal love for, du har liv i huset," lo Jess til vennen. Han smagte på det glas cognac, Peter havde forsynet ham med.

"Ja, de er dejlige alle sammen, og så er de kvikke," sagde Peter stolt. "Ved du hvad, i morgen er der indsamling til Røde Kors. Hvis du har lyst, kan du gå med mig rundt. Jeg skal nemlig også til Harrestrup. Herta plejer at give et pænt beløb. Så kan du selv se på det hele."

"Det lyder godt. Men måske skulle jeg hellere gå alene," sagde Jess eftertænksomt. "Jeg kunne fritte hende lidt ud og give mig den tid, der skal til. Jeg er ret god til at snakke med damer. Så hvis du tager de andre, så vil jeg holde mig til godset."

"Du kan bare more dig," sagde Peter leende og skænkede en cognac til.

Søndag morgen blev Jess nødt til at gå med i kirke. Inger ville have det sådan, sagde Peter. Jess og Peter havde børnene mellem sig. Det blev en lang time, men de fik en god frokost bagefter.

Klokken halv to bankede Jess på Harrestrups dør. Han ventede lidt og skulle lige til at banke på igen, da døren blev åbnet af en ung mand. Han så ud, som om han lige var vågnet.

Jess bad om at tale med fruen i huset.

"Jeg tror, Herta er ude i haven," sagde drengen. "Det er den vej."

Han viste Jess ind igennem huset.

"Hun plejer at være deromme." Drengen pegede med en tommelfinger mod nogle blomstrende buske og forsvandt.

Jess gik rundt om de lave buske og hilste høfligt på Herta, som rejste sig fra et bed. Han fortalte, at han var gæst hos præsten og havde tilbudt at hjælpe med at samle penge ind.

"Hvor er det dog en dejlig have, du har, Fru Friis. Det var vel ikke muligt, at jeg måtte gå en tur i den, før jeg skal videre? Jeg tror aldrig, jeg har set noget så smukt."

Herta smeltede med det samme. Hun elskede sin have. Det var hende, der havde skabt den. For ti år siden var her kun nogle gamle træer og en hullet plæne.

"Kom med, så skal jeg vise dig rundt," sagde hun. "Du er da vist ikke her fra egnen?"

"Næh, jeg er på besøg hos en gammel ven. Peter

Halvorsen og jeg har gået i skole sammen."

"Åh, jaså. Men hvor kommer du selv fra?" ville Herta vide.

Lidt senere sad de i haven og drak en kold øl. Jess følte sig frem i snakken.

"Jeg er hos min ven, fordi jeg har et problem," sagde han stille. "Min kone er gået fra mig." Han så trist ned, og Herta bed straks på krogen.

"Det var dog skrækkeligt. Tror du ikke, hun kommer tilbage igen?"

"Hun har fundet en anden," sagde Jess alvorligt. "En, som faktisk bor her på egnen. Jeg ved ikke, hvem det er, men hun siger, at han har en stor gård." Han sukkede. "Jeg skal sige dig," fortsatte han og lænede sig hen over bordet mod Herta. "Elisabeth har dårlige nerver. Hun er meget tit ude af balance, hvis man kan sige det sådan. Engang imellem flytter hun hen til en anden mand. Det varer et par måneder, så flytter hun hjem til mig igen. Jeg holder altid øje med, at hun ikke bliver udnyttet af de mænd, hun flytter ind hos."

Hertas øjne blev større og større.

"Sagde du, at din kone hedder Elisabeth?"

Han nikkede.

"Elisabeth Frantzen. Hun bruger sit pigenavn ved den slags lejligheder. Men nu må jeg vist se at komme videre." Han rejste sig og bukkede let. Herta hentede en stor pengeseddel inde i huset. Hun foldede den omhyggeligt sammen, før hun stak den ned i den tomme beholder.

"Mange tak, og tak for snakken og den kolde øl." Han smilede bredt, da han var ude af haven. Herta blev stående, til hun havde hørt bilen starte. Så tog hun glas og flasker og gik ind i huset.

Hun havde fået noget at tænke over.