Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 11

Kapitel 11

Drengen

Det var et virkelig fedt sted, han var kommet. Alle var flinke, og Jørgen var super. Jesper var vild med ham fra dag et. Han fulgte ham med øjnene, og han kopierede hans måde at gå på. Om aftenen prøvede han foran spejlet, om han kunne smile med en sjov, lille rynke i den ene mundvig. Ligesom hans nye boss.

Og tænk, han skulle bo inde i det flotte hus sammen med familien. Hans værelse lå lige ved siden af Jørgens. Alt var perfekt, hvis det ikke havde været for hende kællingen. Hun kunne ikke lide ham. Han mærkede det fra første øjeblik. Hun var en led luder, en rigtig heks. Han var god til at bedømme folk, bare ved at se på dem et kort øjeblik. Han havde været i fem forskellige familieplejer og sidst på et ungdomshjem i to år. Der var ingen, der kunne lære ham noget. Han stjal biler, han begik indbrud, og han røg hash.

For et par måneder siden fik han en dom, hvor de gav ham samfundstjeneste. Det var derfor, han var havnet her. Men det var i hvert fald det første heldige, der var sket i hans liv de sidste 7 år.

Han var 17, og hvis ikke han fik det til at køre nu, ville de bure ham inde. Han var begyndt at overveje, om der kunne være noget om det, de sagde.

Klokken var tre nat, og han var i gang med at kigge sig om i huset. Det gjorde han altid den første nat, han var et nyt sted. Men det her hus var så mega stort, at han havde brugt hele tre nætter på at komme igennem det. Lige nu befandt han sig i Jørgens kontor, hvor han sad og surfede lidt på nettet. Det var skønt, at computeren stod fremme, så man kunne bruge den, når man ville. I går havde han fået et chok, da han kom op fra kælderen klokken halv fire. Heksen sad og røg og drak kaffe ude i køkkenet. Midt om natten. Hun var virkelig for meget. Heldigvis var han altid forsigtig på et nyt sted, så hun så ham ikke.

Han åbnede Jørgens mail-program og kiggede lidt rundt. Elisabeth. Hvem mon det var? Selvfølgelig, det måtte være Jørgens kæreste. Han åbnede en mail og læste. Så kiggede han alt det andet igennem. Det var rart at vide, hvad der foregik i huset. Noget senere lå han i sengen og røg en joint.

Det sløvede så dejligt, og han sov altid dybt og uden drømme bagefter. Han havde husket at åbne vinduet, før han lagde sig. Lugten fra stalden drev ind, men det var fint nok. Det ville gøre det sværere at mærke den sødlige lugt, der ellers kunne afsløre ham. Elisabeth skulle komme i sommer. Hun skrev, at hun glædede sig. Gad vidst, hvad heksen mente om det? Han ville holde flere gram pot på, at det ikke passede hende.

Smatso!

Jørgen var ok. Han var faktisk mere end det. Jesper ville ønske, at han havde haft en far som Jørgen. Hvis han var søn på sådan en gård, ville han ikke nakke en eneste bil. Det var helt klart.

Han slukkede sin joint. Nu kunne han sove.

§§§

Stemningen i huset var på kogepunktet. Mor og søn talte ikke sammen. Jesper fulgte med i alt, hvad der skete. Han hørte lidt her og der og lagde to og to sammen. Han fandt hurtigt ud af, hvad det drejede sig om. Jørgen ville have moren til at flytte over på en anden gård, som han havde. Der var et udmærket stuehus, sagde han, og det havde kun stået tomt i et par måneder.

Moren var rasende og drømte ikke om at flytte nogen steder. Hvis han troede, at hun ville bo i den gamle kasse, kunne han tro om. Han tilbød at sætte huset i stand.

"Hvor skulle de penge komme fra?" bed moren ham af.

"Kan du ikke forstå, at det ser underligt ud, hvis du border. her, når Elisabeth kommer? Oven i købet i husets bedste og største soveværelse?"

Herta slog med nakken og svarede ikke.

"Har du tænkt dig at prøve at ødelægge mit forhold til Elisabeth?"

Herta kneb munden sammen og rørte rundt i sovsen.

Jesper havde stået ude i gangen under samtalen. Han lukkede nu døren op og gik ind og satte sig ved bordet. Klokken var præcis 12.

Heksen havde sagt, at det var på det tidspunkt, hverken før eller senere, at han skulle stille i køkkenet. Jørgen kom hen og satte sig over for Jesper. Han smilede lidt anstrengt til ham.

"Kan du klare arbejdet?" spurgte han venligt.

"Sagtens." Jesper så på Jørgen med et stort grin. "De er alle sammen så flinke. Jeg kan godt lide de små grise. De er som hundehvalpe."

Jørgen nikkede. Han tog kartoffelfadet, som moren rakte ham, og gav det videre til Jesper.

"Se nu til, at du spiser, alt hvad du kan. Du er lidt tynd, synes jeg. Der skal muskler til at være landmand."

Herta delte de store hakkebøffer rundt lige fra panden. "Giv bare Jesper to med det samme," sagde Jørgen.

"Der er kun en til hver. De er store," svarede moren.

"Du plejer kun at spise en."

"Jamen nu har vi et ungt menneske i huset, mor. Husker du ikke, hvordan jeg kunne spise i den alder? For fremtiden skal der være rigeligt af alt. Vi må have drengen fedet op, mens han er her." Jørgen skænkede vand i sit glas. Herta svarede ikke.

Jesper spiste i tavshed. Så snart han var færdig rejste han sig, sagde høfligt tak for mad og forsvandt op på sit værelse.

"Du gør alt for meget ud af ham," sagde Herta, så snart Jesper var ude af døren.

"Holger siger, at han arbejder virkelig godt. Han har flair for at omgås dyr. Jeg tror, vi kan gøre noget for ham."

"Han stjæler bare dine biler eller render med dine penge. Jeg synes, du skal låse døren til kontoret om natten. Man kan aldrig vide, hvad der sker, når man har en kriminel i huset." Herta begyndte at rydde op.

"Jeg har ikke lyst til at være så mistroisk," svarede Jørgen. "Han har ikke gjort noget forkert her. Jeg kan faktisk godt lide ham. Han er hurtig i opfattelsen. Han burde gå i gang med en uddannelse."

Herta snøftede og gik ud i haven med sin kaffe. Jørgen forsvandt ind på kontoret. Sådan havde det været, siden han kom hjem fra sin sidste tur til Slagelse.

Han satte sig ved skrivebordet og åbnede dagens post. Regninger i dynger og et enkelt brev fra banken. Ikke just morsom læsning. I morgen skulle han til Slagelse, selv om han ikke havde tid. Men hellere det end lade Elisabeth komme her, så længe moren var så vanskelig. Hvad skulle han gøre, hvis hun ikke ville flytte? Han kunne jo ikke smide hende ud. Hun var så frygtelig stædig, når det stak hende.