Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 09

Kapitel 9

Hertas verden vakler

Herta ville have masser af blomster i de nederste bede. Hun havde købt stort ind. 10 kasser. Seks lyserøde bonderoser til de to nye bede. To flotte klematis til hendes private terrasse, hvor hun havde sin liggestol og et lille café-bord. Hun havde malet det hele grønt og blåt. I sidste uge havde hun købt nye, hvide hynder. Hele vinteren læste hun bøger og blade, mens hun tegnede planer på store ark papir. Til sidst bestilte hun løg, frø og planter fra Holland og England på nettet. Hun sparede ikke på noget. Haven var hendes et og alt. Hun lod det hele indgå i gårdens regnskab. Nu var hendes hobby blevet en udgift, som man kunne trække fra i skat.

Jørgen var igen i København. Det var tredje gang siden 1. april. Han var kommet i bestyrelsen for Tolvmandsforeningerne, og det gav mange møder. Hun syntes, der gik for meget tid med det. Jørgen havde ikke før brudt sig om den slags, og han havde nok at gøre her på gården. Hun brød sig ikke om, at han var væk i flere dage ad gangen. Selvfølgelig kunne hun gå rundt og se efter, når han ikke var hjemme. Men folkene blev så let sure, hvis hun fandt fejl. Jørgen var meget bedre til at snakke med dem.

Herta rejste sig op fra den måtte, hun havde haft under knæene, og rystede jorden af den.

Hun så på uret. Klokken var halv fire. Tiden fløj altid af sted, når hun gik i haven. Nu ville hun gå ind og lave aftensmad til Jørgen og hende selv. Han havde sagt, han ville komme hjem klokken fem.

Han var sikkert sulten, og hun havde en lille steg parat. Hun havde også købt nye kartofler. Selv om de var fra Italien, smagte de godt.

Mens hun dækkede bord, glædede hun sig over, hvor godt de havde det. Jørgen var en god søn, glad og altid sød mod hende.

Hun havde indrettet hele det store hus for ham. Hun var næsten færdig. Trappen var det sidste, der manglede. Den skulle slibes af og males i de gamle røde og grønne farver.

Jørgen var lidt kort for hovedet, da han kom hjem. Hun fortalte glad om haven og den lille steg, som hun havde i ovnen. Men det så faktisk ud, som om hun irriterede ham. Hvad var der i vejen med ham?

Alt det med banken var jo overstået for denne gang. De første tre måneder var i orden. Hvad mon det var, han gik og tænkte på? Hun ville prøve at fritte ham ud, når de havde spist.

Måske havde han problemer med folkene. Der var 7 ansatte på gården. Fire af dem var fra Letland. Det var svært at få gode folk til at arbejde i stalden.

Herta havde dækket bord i køkkenet. Det var rart at sidde der, når man kun var to. Hun huskede pludselig, at de fra i morgen ville være tre ved bordet. Den kriminelle dreng, som Jørgen havde ansat, kom mandag klokken 11. Han skulle bo i værelset i gavlen. Det var et forsøg, sagde Jørgen. Det gav ham et par ekstra hænder i sommer og en pose penge fra det offentlige. Det havde de god brug for lige nu.

Hun havde været imod ideen, men Jørgen sagde, at hun næsten ikke ville mærke det. Drengen skulle spise sammen med dem, men hun lavede jo alligevel mad hver dag. Han ville gerne gøre noget for de unge i samfundet, sagde han. Hun syntes, det var en skør ide, men Jørgen havde selv ordnet det hele uden at spørge hende til råds.

Hun brød sig ikke om at få en fremmed ind i huset. De havde det jo så hyggeligt, bare de to. Men hun havde mærket en ukendt stædighed hos sønnen. Den sag betød noget for ham, og hun ville ikke have, at de skulle skændes. Det gjorde de aldrig. Det var bare sært, at han afgjorde noget så vigtigt uden at spørge hende.

For at Jørgen kunne holde lidt øje med drengen, skulle han bo i værelset i gavlen. Det var ubehageligt. En fremmed så tæt ved deres private rum. De skulle også bruge samme badeværelse.

Hun havde ikke set drengen endnu, men han kom altså i morgen. Måske var det derfor, Jørgen virkede så anspændt. Det var jo et stort ansvar, han påtog sig. Og han var godt klar over, at hun ikke kunne lide det.

Da de sad ved kaffen i stuen, rejste Jørgen sig med et sæt. Han begyndte at gå frem og tilbage over det knirkende gulv.

"Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om, mor," sagde han med en underlig hæs stemme. Hun følte et jag af smerte i maven. Der var altså noget i vejen. Han var vel ikke syg?

"Jeg har truffet en kvinde. Hun kommer herover til Sankt Hans og skal bo her i seks uger. Hvis hun kan lide at være her, bliver hun boende efter de seks uger, og så gifter vi os til jul."

Han drejede om på hælen. Nu stod han med ryggen til hende og kiggede ud i mørket.

Herta sad helt stille. Hun var lammet. Hvis hendes søn havde kastet en bombe for fødderne af hende, ville hun ikke være blevet halvt så bange. Det var ikke sandt. Hun måtte have hørt forkert. Hun lagde hovedet lidt på skrå, som en fugl, der kigger efter en rovfugl i luften over sig.

"Hvad var det, du sagde, min dreng?" forsøgte hun med hæs stemme. Jørgen vendte sig hurtigt om mod hende.

"Du hørte det jo godt, mor. Jeg sagde, at jeg har mødt en kvinde, som ..."

"Hvor?"

Stemmen var skarp som en kniv

"Jeg har mødt hende på Internettet. En hjemmeside, hvor man kan skrive sammen. Folk mødes der nu til dags."

Hun tog en slurk af den halvkolde kaffe, fik den galt i halsen og hostede hult og længe. Hun krummede sig sammen i stolen og gispede efter luft.

"Hvorfor tror du, at hun er noget for dig?" stønnede hun, da hun igen fik vejret. "Hvis du kun har truffet hende på nettet, kender du hende jo ikke. Det kan jo være ..."

"Jeg har allerede mødt hende tre gange. Hun er lærer og arbejder på en skole i Slagelse. Hun er skilt, men der er ingen børn. Hun er 34, og vi passer godt sammen. Jeg elsker hende, og hvis hun kan holde ud at bo her, bliver det hende."

Han talte hurtigt, som om det gjaldt om at få alt sagt, før moren kunne nå at protestere.

"Holde ud at bo her?" Hertas stemme var grødet af forargelse. "Sådan en lærerinde må vel bare være taknemmelig for at blive frue her, skulle jeg mene. Hvorfor i alverden skulle hun ikke kunne holde det ud?" "Mor! Du taler måske om din kommende svigerdatter. Dine børnebørns mor."

Jørgens stemme var lav og tung af vrede. "Jeg vidste, at du ville være imod. Du har været her og hjulpet mig i 10 år, og det har jeg været glad for, meget glad, men nu ..."

Han standsede forvirret. Hvad var det for ord, der kom ud af hans mund? Han ville jo ikke såre sin mor. Men hun kunne vel begribe, at når der kom en ung kone i huset, så var det på tide, at hun ...

Herta var blevet hvid i ansigtet.

"Og det er så takken for, at jeg har gået her og passet dig op i ti år! Skal jeg smides væk til fordel for en, du knap nok kender? Ville det ikke have været mere passende, om du havde ladet hende komme her og besøge os? I stedet for at snige dig til at sove med hende på snuskede hoteller?"

Morens stemme var blevet høj og skinger.

Stilheden bagefter var tung og farlig. Som om den når som helst kunne eksplodere i noget endnu værre. Morens vrede kom altid i bølger, huskede Jørgen. Han tørrede sveden af panden og satte sig på en stol i den anden ende af stuen.

"Jeg er faktisk 39 år. Jeg er voksen og kan selv bestemme over mit liv. Kan du slet ikke forstå, at jeg gerne vil have en familie? Kone, børn, et rigtigt hjem. Vil du ikke gerne have børnebørn?"

Herta tog et tag i sig selv. Det her var ved at løbe af sporet.

"Jeg går i seng," sagde hun og samlede kaffekopperne med rystende hænder.

"Når jeg har sovet på det, kan vi snakke om det."

"Mor! Vent nu lidt, lad os snakke nu," sagde Jørgen. Men hun lukkede døren til køkkenet efter sig med et lille, fast klik.

Herta tømte opvaskemaskinen og satte kopperne ind i den tomme maskine. Hele tiden ventede hun på, at Jørgen skulle åbne døren og kalde på hende. Sige, at det hele var en fejl, og at alt skulle være som før. Men det skete ikke.

Til sidst slukkede hun lyset og gik langsomt op på sit værelse. Her åbnede hun døren til altanen og lod den kølige luft strømme ind i værelset. Den var tung af grisenes kvalme lugt. Hun stod et øjeblik og så ud på gårdspladsen. En sort kat løb over brostenene og forsvandt. Et dårligt varsel, tænkte hun.

Senere lå Herta i sin seng og vendte og drejede sig. Hvordan mon hun var, den kvinde, Jørgen havde mødt? Hun prøvede at se hende for sig, men opgav. Hun havde næsten holdt sin mund. Det var ikke klogt at være imod lige med det samme. Hun måtte prøve at være positiv. Jørgen skulle selv have lov til at opdage, at det var en dårlig ide at bringe en fremmed kvinde ind i huset.

En lærerinde!

Det, han havde brug for, var en rigtig husmor. En som hende selv, bare yngre.

Hun burde have tænkt på det i tide. Hvis hun havde været klog, kunne hun selv have fundet en kone til Jørgen. Men hun havde troet, at han var tilfreds, sådan som det var. De havde det jo så godt sammen.

Hun satte sig op i sengen med et ryk. Måske var det ikke for sent. Hun kunne jo annoncere efter en pige og selv ansætte en, som var passende. Hun faldt tungt tilbage i sengen igen.

Nej, det duede ikke. Den anden ville komme til Sankt Hans, havde Jørgen sagt. Det hele var allerede planlagt. Herta stak benene ud af sengen. Hun ville ikke få søvn i øjnene lige nu alligevel. Hun kunne lige så godt bestille noget. Iført lyserød morgenkåbe og brune hjemmesko listede hun ned i køkkenet. Her lavede hun kaffe, og bagefter gik hun ud i grovkøkkenet og gav sig til at stryge Jørgens skjorter.

Klokken fire var hun færdig og vaklede op ad trappen. Nu kunne hun sove.