Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 03

Kapitel 3

Netdating

Det var ret morsomt at surfe rundt, og det var ved at blive en vane. Hun kunne ikke lade være med at holde øje med de nye profiler. En aften kom hun ind på en side for landmænd. Her blev hun længe.

Da hun var 13 år, havde hun og Susanne besøgt en farbror i Jylland om sommeren. Hun huskede gården og alle dyrene, duftene og markerne. Og naboens dreng, der var et år ældre end hun. Der havde været stakåndet leg i de lyse aftener og lette kærtegn i ly af mørket.

Gården var blevet solgt, men ferien huskede hun tydeligt.

Der var en profil, som hun blev ved med læse, aften efter aften.

Han havde en større gård ved Viborg. Han var høj, lyshåret, 39 år og søgte en kvinde, som ville have børn. Han ville giftes, før han blev 40. Det stod der virkelig. Hun skrev en mail, hvor hun fortalte om sig selv, om somre på landet for 20 år siden og drømmen om et liv i naturen. Hun var 34, og hun ville gerne have børn.

Men det skulle være med den rigtige. Hun ville give sine børn et hjem med en far og en mor, der blev sammen hele livet. Med hende var det enten eller, skrev hun. Hun gemte mailen uden at sende den. Så gik hun i seng. Klokken 3 om natten stod hun op, tændte for computeren og trykkede med en rystende finger på 'send'. Terningerne var kastet.

§§§

Han svarede allerede næste dag. Ville hun sende et billede? Han havde vedhæftet et af sig selv. Hun åbnede filen med dunkende hjerte. Hvad var det, hun havde vovet sig ud i?

Han var pæn. Ikke så pæn om Jess, men pæn nok. Han så ung ud. Måske var det et gammelt billede? Hun fandt et af sig selv i hel figur stående i haven hos Susanne. Hun havde en hvid kjole på, som viste hendes slanke talje.

Håret hang løst. Man kunne ikke se, hvor rødt det var. Hun så også ung ud, men billedet var taget sidste sommer. Der sad dato og årstal i højre hjørne.

Senere samme dag fik hun mail igen. Han var tilfreds. Meget. Kunne de mødes? Han skulle til København i uge 17. Ville hun spise middag i Tivoli sammen med ham? Det skulle alt sammen være, som hun ville have det. Hvis hun ikke syntes om ham, kunne de bare glemme det hele. Men han ville virkelig gerne møde hende. De kunne spise en middag og gå hver til sit bagefter. Hun svarede ja. Hvad kunne der ske? Hvis det ikke var noget, kunne de glemme det hele igen. Hun opgav ikke sin adresse. Kun mobil-nummeret.

Rød i kinderne af spænding lukkede hun computeren ned.

Hun så kritisk på sit ansigt i spejlet. Hvad ville han se, når de mødtes? Det tykke, røde hår var godt nok. Ansigtet var almindeligt. Kort næse, høje kindben, smilehuller, og så alle fregnerne. Hun havde altid ønsket sig en glat, brun hud. Men solen gav hende kun de mange små pletter. De grønne øjne var lidt sky. Hun ville helst holde sig tilbage. Lytte og vente, mens en anden tog initiativet.

Men hun havde en flot krop. Det havde Jess altid sagt. Hun skar ansigt af sig selv i spejlet og slukkede lyset. Det var slut med Jess. Nu måtte hun se at lære det.

Da hun gled ned under dynen, var det heller ikke Jess, hun tænkte på. Hun vendte og drejede sig uroligt. Senere drømte hun om en høj fremmed, hvis ansigt hun ikke kunne se. Han lagde sine arme om hende, og hun lænede sig ind mod ham. Da hun vågnede, sad drømmen endnu i alle sanser. Den fulgte hende hele dagen. Kunne det virkelig tænkes, at denne Jørgen var noget for hende?