Spor af Mord: Kapitel 15a

Kapitel 15

Klokken elleve kørte de. Jesper kunne mærke, han var nervøs. Det føltes som en sværm af sommerfugle i maven. Ja, måske lidt mere end det. Han havde besøgt toilettet flere gange, inden de skulle af sted. Men nu kunne han mærke Louises arme om sig og hendes krop mod sin ryg. Det fik ham til at glemme faren et kort øjeblik. Men farligt var det. Han var ikke i tvivl om, at de satte livet på spil. Prædikanten og hans mænd ville ikke tøve med at slå dem ihjel, hvis de blev fanget. Jesper blev helt kold ved tanken. Der måtte ikke ske Louise noget. De skulle være meget forsigtige.

De kom hurtigt frem til villaen. For Jespers skyld måtte det godt have taget lidt længere tid. Han satte motorcyklen, så den hverken kunne ses fra vejen eller fra huset. For en sikkerheds skyld skruede han nummerpladen af og stak den i rygsækken. Nu kunne den i hvert fald ikke fortælle, hvem de var. Så stillede de sig i ly af mørket og kiggede op mod huset. Der var lys i flere af vinduerne.

"Så længe de er hjemme, kan vi ikke gøre noget," hviskede Louise. Hendes stemme lød anspændt, og hun tog hans hånd.

"Nej, vi venter, til de tager af sted. Hvis det ikke sker i dag, må vi prøve igen i morgen."

Jesper både ønskede det og ønskede det ikke. Han ville gerne hjem til sig selv i god behold med Louise. Men på den anden side ville det også være godt at få det overstået. Hans sommerfugle i maven føltes efterhånden mere som flagermus. I vampyr-størrelse. Louise knugede hans hånd. Hun var vel også godt nervøs. Jesper prøvede at smile beroligende til hende. Men det lykkedes vist ikke. Hun så i hvert fald ikke mindre skræmt ud.

Han havde været helt optaget af hende og ikke set op mod huset. Men pludselig gav Louise hans hånd et klem.

"Se!" hviskede hun.

De kunne se i vinduerne, at folk rejste sig og gik rundt. Lysene blev slukket. Til sidst var der kun lys i en enkelt stue. Da det sidste lys også blev slukket, gik døren op. Lyset over døren blev tændt. Nu kunne Jesper se dem. En af dem havde en temmelig skæv og grim næse. Den havde nok været brækket for nylig. Jesper vidste godt, hvem der havde brækket den. De var på rette spor.

I alt talte Jesper syv personer. En af dem var Prædikanten. Tre af dem begyndte at gå ned mod stedet, hvor Louise og Jesper stod. Det var lige før Jespers hjerte stoppede. Men Louise tog hurtigt fat i ham og trak ham ind i en have. Mændene forsvandt til fods ned ad vejen. "Pyha, det var tæt på," hviskede Jesper.

I det samme startede den sorte varebil og kørte væk.

Nu var der fri bane.

Det håbede de i hvert fald!

De ventede fem minutter mere. Men der skete ikke noget. Alt var stille.

"Lad os gå ind," hviskede Jesper. Han kunne høre, hans stemme rystede lidt.

De dækkede deres ansigt med tørklæder. De lignede et par banditter fra en cowboy-film. Nu kunne de ikke genkendes, hvis der var tv-overvågning. De sneg sig ud på fortovet. De holdt sig så meget i mørket, de kunne.

"Hvad nu?" hviskede Louise, selvom der ikke var nogen i nærheden.

"Her," sagde Jesper og foldede hænderne så Louise kunne træde op.

Han gav hende et godt skub op. Hun fik fat i den øverste del af porten og kravlede hurtigt over. Det måtte give mange kræfter at være anlægs-gartner. De stod lidt og lyttede. Der var stadigvæk helt stille. Ingen havde set dem. Lidt efter var de helt oppe ved huset. Nu skulle de bare indenfor. De gik om til bagsiden, hvor de var mere skjult. Der var en stor veranda.

"Se," hviskede Louise, og pegede på veranda-døren. Den bestod af en stor glasrude. "Den må vi kunne komme ind ad."

Jesper nikkede og tog en rulle gaffa-tape op af rygsækken. Han satte en masse strimler på vinduet. Så ville det ikke larme så meget, når han smadrede ruden. Det havde han set på film engang. Han fandt en lille hammer frem fra tasken. Han slog prøvende på glasset. Det lød højt, men der skete ikke noget.

"Shh," hviskede Louise. Hun så helt hvid ud omkring øjnene.

Jesper nikkede. Han var også selv blevet forskrækket over, så højt det havde lydt.

"Jeg prøver."

Igen svingede han den lille hammer. Denne gang en smule hårdere. Det larmede, så Jesper syntes, det måtte kunne høres helt til Rådhus-pladsen. De holdt begge vejret. Men det lod ikke til, at andre havde hørt noget. Der var helt stille. Under gaffa-tapen kunne de se, at ruden var gået i stykker. Efterhånden som de fjernede tapen, kunne de også fjerne ruden stykke for stykke. "Det lykkedes." Jesper smilede og stak hånden ind gennem hullet i ruden. Han drejede nøglen om, så de kunne åbne døren.

De listede meget stille rundt i værelset. De trak gardinerne for, inden de tændte deres lommelygter. Jesper kendte godt rummet. Det var her, han havde talt med Prædikanten og de andre. Der var ikke mange møbler. I skrivebordet gemte der sig ikke noget interessant. Lidt papir og et par kuglepenne. Der stod også en bærbar computer på skrivebordet. Den var slukket. "Hvis vi ikke finder noget, vi kan bruge, så tager vi den med. Jeg kender én, der kan åbne for en computer - også selvom den har password."

Louise nikkede og åbnede døren ind til det næste rum. Det var her, Jesper havde udfyldt sin ansøgning. Der var ikke noget af interesse i rummet. De kom ud i en gang og lyste op og ned ad den. Der var mange døre. I den bageste ende gik en trappe op til næste sal. Det var et stort hus.

Den næste dør førte ind til spisestuen. Den var meget trist. En nøgen pære hang ned over et plettet bord og tolv stole. Ved den ene væg stod en skænk med en masse skårede tallerkener og fedtet bestik. Tapetet var slidt og brunt. Der var lyse områder, hvor der før havde hængt billeder. Grå persienner dækkede for vinduerne. Louise gøs. Her ville hun nødig spise.

Køkkenet var lige så trist. Skabene indeholdt ikke andet end en masse dåsemad. I fryseren var der færdig-retter. Godt gemt af vejen i et skab fandt de en hel del dyr spiritus. Temmelig meget for sådan en kristen flok. Der var ikke banderoler på flaskerne. Men Jesper troede ikke, nogle smugler-varer var nok til, at politiet ville gøre noget. Tværtimod ville han og Louise sikkert få svært ved at forklare, hvorfor de kendte til det.

De gik fra rum til rum. Hvert eneste af dem var uhyggeligt. Der var ingen udsmykning nogen steder. Overalt var der kun nøgne tapeter, som flere steder hang i laser. Huset lugtede muggent, som om der aldrig blev luftet ud.

"Ærgerligt, at vi ikke kan finde noget," sagde Jesper. Han kunne mærke, han blev mere nervøs for hvert minut der gik.

"Lad os gå ovenpå," hviskede Louise.

Det første rum, de trådte ind i, var et soveværelse. Her var lidt mere personligt. Der var et bord med skuffe. De rodede hurtigt skuffen igennem. Der var ikke noget interessant. I skabet hang der tøj.

"Se!" Jesper pegede. Ved siden af sengen hang en kort pisk med mange haler. Den så ud til at være godt brugt. Den var mørk og klistret. Gad vide, om det var blod. Jesper havde hørt om kristne, som piskede sig selv for at få synderne ud. Rikke havde også sagt noget om det. Det kunne være, de bare var en flok skøre kristne. Jesper kom i tvivl. Måske var han og Louise på gale veje.

Uden at tænke over det løftede han madrassen i sengen. Han spærrede øjnene op. Nej, det var ikke en flok skøre, ufarlige kristne.

Der lå en masse billeder. Alle af kvinder, der blev mishandlet.

De var alligevel på sporet. Men det var ikke nok. Prædikanten og hans mænd kunne blot sige, at de havde købt billederne, og at de ikke var ægte. Men Jesper var sikker på, de var ægte. Det samme var Louise. Hun havde grebet hårdt fat i Jesper og hviskede sammenbidt:

"De er nogle svin."

De næste fire værelser var stort set magen til. Alle gemte på billeder. Men ingen afbillederne viste, hvem det var, der gjorde pigerne ondt.

Den sidste dør var låst. Det var nok Prædikantens værelse. Jesper stod et øjeblik ubeslutsom. Så sparkede han voldsomt til døren. Han ramte lige ved håndtaget. Døren sprang op med et stort brag. De stod musestille og lyttede. Hele huset genlød af braget. Men der skete ikke noget. Jesper og Louise trak vejret lettet. De skyndte sig hen til skabet.

Jo, det var Prædikantens. Jesper kunne kende den mærkelige skøde-jakke og de sorte skjorter med hvid præste-flip. Der hang flere sæt af dem i skabet. Men ellers gemte skabet ikke på noget.

Den sædvanlige pisk hang på væggen. Flittigt brugt. Der var ikke noget af interesse i den lille kommode ved siden af sengen. Ikke engang en bibel. Jesper stod lidt og så sig omkring. Under madrassen var der også tomt.

Hvad nu? Jesper havde helt bestemt regnet med, at der ville være noget i Prædikantens værelse. Der var noget, som ikke stemte. Men hvad? Han kiggede igen under madrassen. Intet. Han følte på den. Nej, der var ikke noget mærkeligt. Han så sig om i værelset. Hvad var det, der gav ham den følelse?

"Der er et eller andet gemmested herinde," sagde han.

"Der er noget, som ikke passer."

Louise trak igen skuffen ud i kommoden.

"Næh, der er..."

Så opdagede de det begge.

"Vent. Den skuffe er alt for kort til kommoden!"

De trak skuffen helt ud. Ja, der måtte gemme sig et rum omme bagved. De trak kommoden ud fra væggen. Først kunne de ikke se noget. Men så opdagede de en lille ring. Forsigtigt trak de i den. Og ganske rigtigt. Der var et skjult rum.

En masse billeder lå gemt her. Mange af dem var gamle og slidte. På alle billederne blev piger mishandlet. Et par af dem var 'kunst-fotografier', hvor det bare var skuespil, at pigerne blev udsat for tortur. Men langt de fleste var amatør-billeder. De var ægte.

Og der...

Jespers hjerte stod næsten stille.

Billeder af Rikke.

Han måtte lukke øjnene. Ikke fordi hun blev myrdet på billederne. Men hun blev ydmyget, og smerten var tydelig. Det var sadisme. Der var nær-billeder af hendes ansigt. Han kunne se smerten, og tårerne havde fået hendes mascara til at løbe ud. På et afbillederne hang hun på et stort kors. Men hun var ikke sømmet fast. Bare bundet.

Han så på Louise. Hun havde tårer i øjnene.

"Sådan nogle sataner," sagde hun.

"Ja. Men han kan stadig godt slippe for anklagen om mord. Han kan sige, hun blot var en luder, der tjente lidt ekstra på nogle billeder."

Han lagde billederne tilbage.

"Vi må finde noget mere."

De ledte resten af etagen igennem. Men de fandt ikke mere. Jesper så på sit ur. De havde været i huset i mere end en time.

"Jeg tør snart ikke mere," hviskede Louise.

"Det gør jeg heller ikke. Men vi skynder os lige ned i kælderen og ser, om der er noget der. Ok?"

"Ja."

Et øjeblik senere lyste de ned i kælderens mørke med deres lomme-lygter. Så tog de sig sammen og gik ned. De skyndte sig gennem rummene. Et af dem lignede et snedker-værksted. Der var masser af værktøj. Men ellers var det mest skrammel.

I et vaskerum fik Louise øje på noget, der var faldet ned bag vaskemaskinen.

"Hvad er det?"

Hun halede det frem.

Det var en ski-maske. Den var stiv af indtørret blod. "Se. Den er fra dem, som overfaldt dig," hviskede hun.

I det samme blev yder-døren åbnet. Jesper og Louise kunne høre en stemme sige: "Hør. Jeg tror..."