Spor af Mord: Kapitel 12

Kapitel 12

Hvor var han?

Mørket var væk. I stedet var der rødt og fyldt med en underlig smerte.

Jesper prøvede at vågne op, men han kunne ikke finde ud af noget. Hans øjne kunne vist ikke åbnes. Alting føltes mærkeligt. Så huskede han, at én havde sagt, at han skulle dø. Han tvang det ene øjenlåg op. Jo. Han kunne skimte hvide vægge og vinduer. Han var vist i live. Sådan troede han ikke, døden så ud. Han prøvede at åbne øjnene rigtigt, men de var for ophovnede. Så han opgav og lod dem være lukkede.

Han var nok kommet på hospitalet.

Men hvordan?

Hvordan var han blevet reddet?

Jesper blev med ét bange. Var han blevet slået til lirekasse-mand? Han vrikkede lidt med en tå på den ene fod, og så med en tå på den anden. Det gjorde ondt som ind i helvede, men han kunne bevæge dem. Og han kunne knytte begge hænder. Sikke en lettelse. Det meste af ham måtte virke. Men hold da op, hvor gjorde alting ondt. Bare at trække vejret fik det til at stikke i brystet.

Jesper ømmede sig.

"Er du vågen?"

Der sad en ved siden af ham. Hun lød bekendt. Louise. Kunne det være Louise? Han prøvede at sige ja. Men det blev ikke til andet end en hæs rallen i halsen. Efterfulgt af en tør hoste. Det gjorde så ondt. Aldrig havde han troet, at det kunne gøre så ondt at hoste.

"Gør det ondt?"

Han prøvede at nikke, men det var heller ikke til at holde ud.

"Mm," var det eneste, han kunne få over sine læber.

"Jeg ringer lige efter sygeplejersken."

"Nå, du er vågnet op," lød en fremmed kvinde-stemme lidt efter. "Din veninde siger, du har ondt. Jeg skruer lidt op for det smerte-stillende. Så om et øjeblik vil det være bedre. Bare sig til, hvis der ellers er noget."

Det virkede. Jesper kunne mærke en fred i kroppen, som om alle smerterne blev pakket ind. Han fik kæmpet øjnene lidt på klem. Jo, det var Louise, som sad der. Hun så både smuk og bekymret ud. Veninde, havde sygeplejersken sagt. Bare det passede.

"De prøvede at slå dig ihjel. Det er jeg sikker på," sagde Louise. "Jeg skreg alt, hvad jeg kunne, da jeg så, hvad de havde gang i." Hun smilede lidt. "Det er godt nok utroligt, så højt jeg kan skrige. Du skulle have set dem. De løb. Og der kom folk frem i næsten alle vinduer. Ja, og så ringede de efter en ambulance. Politiet kom også, men da var forbryderne for længst forsvundet."

"Tu-tu-si-sind ta-tak." Jespers mund ville ikke rigtig makke ret. "- Me-en hvof-hvof..."

"Men hvorfor jeg var der? Er det det, du vil spørge om?" Jesper nikkede.

"Jo. Du havde jo sagt, hvor du skulle mødes med dem.

Jeg var bange for, hvad der kunne ske dig."

Hun rødmede og rømmede sig et par gange, inden hun fortsatte.

"Og så holdt jeg altså øje med dig. Jeg ville se, hvem der hentede dig. Så jeg kunne fortælle det til politiet, hvis du ikke ringede til mig. Men der kom jo ikke nogen. Da du så gik hjem, fulgte jeg efter. Jeg ville bare være sikker på, at du kom godt hjem."

"Je-jeg så-å dig ik..."

"Nej, jeg ville ikke ses."

Louise så ud af vinduet, før hun fortsatte:

"Du skulle ikke tro, jeg ville mase mig på."

"Det er du ellers meget v-velkommen til."

Jesper var så glad, at han næsten kunne tale uden at stamme.

"Meget velkommen," gentog han og glædede sig også over, at han turde sige det.

"Og tak," tilføjede han.

Måske var det Jespers hævede øjenlåg og blod-skudte øjnes skyld, men det så virkelig ud, som om Louise rødmede.

Jespers følte sig med ét godt tilpas. Hun kunne lide ham. Det kunne han mærke.

"Jeg tror, det var Prædikantens mænd, der overfaldt dig," fortsatte hun. "De må alligevel have haft mistanke til dig."

Jesper hørte ikke rigtig efter. Han lå mest og så på Louise og drømte om fremtiden. Pludselig rev hendes ord ham ud af dag-drømmene. Hvad var det dog, hun sad og sagde?

"Vi bryder ind. Og så ser vi, om vi kan finde noget.

Noget som viser, at de har med mordet at gøre."

"Bryder ind?!" kvækkede Jesper.

"Ja, lige så snart du er rask. Jeg tør ikke alene."

"Nej, nej. Det skal du sandelig heller ikke."

"Men de skal ikke slippe godt fra det. Jeg er enig med dig i din mistanke. Det må være dem, der har myrdet Rikke. Et indbrud er den eneste måde at finde beviser på."

Efter lidt snak frem og tilbage blev de enige. Louise havde ret, det var den eneste måde.