Spor af Mord: Kapitel 11
Kapitel 11
Det var en kold aften. Jesper havde ventet længe, og nu var kulden krøbet ind under tøjet. Det var lidt hans egen skyld. Han var kommet i meget god tid. Han ville være sikker på, at der ikke ventede ham en eller anden grim overraskelse. Men Prædikanten og hans slæng anede vel ikke uråd. De kunne jo ikke vide, at han mistænkte dem for at have slået Rikke ihjel. Alligevel følte han sig lidt utryg. Nu lod det til, de slet ikke kom.
Jesper trampede lidt i jorden for at få varmen. Det hjalp ikke. Lige nu føltes det håbløst. Han anede ikke, hvordan han skulle få dem til at tilstå. Men han kunne ikke opgive. Det var som om, noget i ham ikke kunne få ro, før Rikke havde fået retfærdighed. Det undrede ham. Sådan plejede han ikke at have det. Han var mest vant til at passe sit og lade andre passe deres. Men faktisk var det rart at have noget at kæmpe for.
Og så var der jo lige Louise. Han havde faktisk tænkt mere på hende end på mødet med Prædikanten. Når han ringede til hende, ville han invitere hende ud. Hun måtte ikke bare forsvinde tilbage til Jylland.
Et stykke tid fortabte han sig i tankerne om Louise. Men så lagde han mærke til, at klokken snart var tolv De kom åbenbart ikke. Jesper var både ærgerlig og lettet.
Vejen hjem gik forbi bygge-pladsen, hvor Rikke var blevet fundet. Det gøs altid i ham, når han så ind ad porten til den lille baggård. Han glædede sig ikke til at begynde igen. Han håbede, mester kunne finde et andet sted til ham.
Lige i samme øjeblik sprang fire hætte-klædte mænd frem fra skyggerne. Den første ramte ham med et voldsomt slag lige i maven. Jesper bukkede stønnende sammen. En af de andre benyttede sig af det og sparkede ham i hovedet. Det blev helt sort omkring ham. Han kunne næsten ikke holde sig på benene, men tumlede ud til siden. Han så svagt en grå skygge og svingede af al magt en næve ud efter den - og ramte. Han hørte nogen bande.
"Hvad satan. Skal den skid slå!"
Jesper mærkede endnu et spark, og endnu et. Han prøvede at værge for sig og samlede al sin styrke. Han syntes, han så et ansigt tæt på og hamrede af al kraft ud efter det. Der lød en knasende lyd og et brøl af smerte. Nogen råbte:
"Så få dog for fanden den stodder ned at ligge!" Han fik et ordentligt skub i brystet, mens en anden spændte ben for ham. Han mærkede som i en døs, at hans kind skrabede mod asfalten. Så begyndte sparkene igen.
"Han skal fandeme ikke få lov at overleve det her," hørte Jesper en af mændene sige.
Mørket sænkede sig over ham, og smerterne forsvandt. Sådan var det altså at dø. Der blev helt stille indeni. Men som i en drøm langt væk hørte han en kvinde skrige højt. Og hun blev bare ved og ved. Sparkene stoppede. Men det ænsede Jesper ikke. Han lå i totalt mørke og hverken hørte eller følte noget.
