Spor af Mord: Kapitel 06

Kapitel 6

Jesper stod et øjeblik stille nede på gaden. Så gik han ud mod området, hvor pigerne trak. Han nikkede for sig selv. Jo. Det var en god idé. Han ville høre, om de kunne fortælle ham noget. Han håbede, de ville tale med ham. Måske vidste en af dem, hvor Prædikanten boede. Jesper havde både slået op i telefonbogen og ledt efter ham på nettet. Men manden var ikke til at finde nogle af stederne.

"Hej," sagde han nervøst til en pige med helt blond paryk. Det var første gang i sit liv, at han talte til en luder på arbejde. Med Rikke havde det været helt anderledes. "1000 kr.," sagde den blonde og så op og ned ad ham. "Øh," det var lige før Jesper rødmede. "Jeg vil bare snakke."

"Det er du velkommen til, men det koster stadig 1000 kr."

"Det er om Rikke. Kendte du hende?"

Pigen rystede på hovedet. Men hendes øjne flakkede et øjeblik. Hun vidste noget. Det var Jesper sikker på. Hun ville bare ikke sige det.

"Ved du noget for 1000 kr.?"

Pigen trak på skulderen. Det var tydeligt, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige.

"Ok, måske."

"Fint. Vent her. Jeg er tilbage om to minutter." Jesper løb så hurtigt, han kunne, hen til den nærmeste bank-automat. Der hævede han 1000 kr.

"Værsgo," sagde han forpustet, da han var tilbage ved pigen.

Pigen så på pengene.

"Nu er du ikke sådan en fyr, der kun kan, når det bliver uhyggeligt, vel?"

"Nej. Nej, slet ikke. Jeg vil kun tale med dig. Jeg prøver at finde ud af, hvad der skete. Rikke og jeg var gode venner. Vi boede i samme opgang."

Pigen så undersøgende på ham.

"Er det dig, der ville låne hende penge? Uden at hun skulle gøre noget til gengæld?"

Jesper nikkede.

"Så ok da," sagde pigen og snuppede pengene. "Kom med."

Pigen viste vej til et lille hotel-værelse. Jesper satte sig på en stol.

"Hvad vil du vide? Og du må undskylde, at du må betale.

Men jeg har ikke råd til at tale tiden væk."

"Det forstår jeg godt."

"Nå, du må hellere skynde dig. Tiden går."

Han kunne lige så godt springe ud i det. Pigen havde ikke engang sat sig ned. Han fik vist ikke mange minutter for sine 1000 kr.

"Ham Prædikanten, hvad er han for en fyr?"

Pigen så helt forskrækket ud. Så tændte hun en cigaret. Hendes hænder rystede.

"Jeg tror, du har ret."

Hendes stemme var lav og næsten ikke til at høre. Hun fortsatte:

"Det er ham, man kommer til at tænke på. Du ved, med kors-fæstelse og sådan noget. Han er uhyggelig nok til at kunne finde på sådan noget. Og hans disciple - eller hvad man skal kalde dem - er komplet sindssyge. Efter de er begyndt at komme, tør man dårligt gå ned på gaden. De råber op om frelse - men hvis det er frelse, så skal jeg ikke frelses."

"Jamen, hvad gør han?"

"Det siger jeg ikke noget om. Men alle prøver at undgå ham. Det kan jeg godt fortælle dig. Han og disciplene har taget piger med til deres 'kirke'. Kirken er bare et

stort hus et stykke herfra. Der har de oplevet ting, der var så frygtelige, at de ikke kunne tale om det."

Hun så sig omkring i værelset, som om hun var bange for, at nogen lyttede.

"Jeg kender et par af dem fra tidligere. Nogle rigtig lede stoddere. De er aldrig gået af vejen for tortur - ja, selv mord, er der nogen, der siger."

"Hvorfor er de sammen med Prædikanten?"

"De har fundet en eller anden fidus, hvor han kan bruges."

"Ved du hvilken fidus?"

"Næ, men de gør ikke noget gratis. Det kan du være sikker på."

"Men hvordan kan man tjene penge på at pine prosti... øh... piger som jer?"

Pigen trak på skulderen.

Jesper nikkede.

"Jeg vil prøve at finde ud af det."

"Du skal ikke komme for tæt på Prædikanten og hans folk. Du kender dem ikke. De er alle sammen syge i hovedet. De kan finde på hvad som helst. Prædikanten, ikke? Hvis du ser ham i øjnene, kan du se, han er skør." "Har du da mødt ham?"

"Åh, jo. Det skal jeg aldrig gentage. Jeg havde kvalme i flere dage. Min mave vender sig stadig, når jeg tænker på det. Men spørg mig ikke. Jeg taler ikke om det." "Nej, okay. Jeg vil også bare høre, hvor han holder til." "Det ved jeg ikke."

"Tror du, nogen af de andre piger kender adressen?" "Nej. Alle får en hue trukket ned over hovedet, når de bliver kørt dertil."

"Ok. Tak skal du have."

Jesper skulle lige til at rejse sig. Men hun lagde en hånd på hans skulder.

"Du er sød nok. Lad mig give dig et råd: Hold dig fra den historie. Hold op med at give Prædikanten skylden for mordet. Du kan komme til skade. De er værre, meget værre, end du tror."

Hun klemte hans skulder lidt.

"Du må aldrig fortælle nogen, at jeg har sagt noget," fortsatte hun. "Husk, der er en hel flok af dem. Man ved aldrig, hvornår de lytter med. Hold dig fra dem."

"Det tror jeg ikke, jeg kan."

"Ok, men husk, du må ikke nævne mig."

"Det skal jeg nok lade være med."

"Så held og lykke. Rikke var heldig at have en ven som dig. Synd, at det skulle gå hende sådan."

De gik sammen ned ad trappen. Lige inden de gik ud på gaden, tog hun fat i ham og sagde lavt:

"Kunne du ikke ligesom hive op i lynlåsen, når vi kommer ud? Hvis nogen kigger, ser det ud som om, du er en almindelig kunde."

"Ok," sagde Jesper og gjorde, som hun bad om. Uden at sige mere stillede pigen sig hen på sin plads igen.

Jesper stod råd-vild et øjeblik. Hvad skulle han nu gøre? På et gade-hjørne lidt væk stod en kollega til den blonde pige. Han tog en dyb ind-ånding. Så gik han over til hende. På sine høje hæle var hun næsten lige så høj som ham.

"Jeg prøver at finde ud af, hvor Prædikanten bor," sagde Jesper. Han ville hellere spørge med det samme. Han havde ikke råd til 1000-kroners spørgsmål uden gevinst. "Det ved jeg ikke noget om," sagde hun og begyndte at gå væk.

"Jeg vil give tusind kroner for adressen."

"Jeg ved ikke noget. Gå din vej."

Jesper stoppede op. Han ville ikke genere pigen, og hun virkede bange.

Længere nede ad gaden kunne han se to piger stå og tale sammen. Måske vidste de noget.

"Jeg vil give tusind kroner for Prædikantens adresse," sagde han, da han nåede hen til dem.

De så et øjeblik på ham, men rystede så på hovedet. "Lad være med at komme her med den slags spørgsmål," sagde den ene. "Du får alligevel ingen svar." Den anden pige nikkede.

"Men..." begyndte Jesper, men pigen afbrød. "Nix. Rikke er død. Det er der ingen, som kan gøre noget ved."

"Du mener altså også, at Rikke..."

"Shh. Ti nu stille." Hun så rigtig bange ud.

"Ja, men hvis man finder morderen, kan han da ikke gøre det igen," hviskede Jesper.

"Næ, men det kan hans venner måske. Gå nu bare." Jesper gik. Det ville ikke blive nemt. Ingen af pigerne ville tale med ham. De vidste noget, men de var bange.