×

Używamy ciasteczek, aby ulepszyć LingQ. Odwiedzając stronę wyrażasz zgodę na nasze polityka Cookie.


image

MARKUS OG SARAH (B1), Markus, Tyskland. 43 år 5

Markus, Tyskland. 43 år 5

Vi snakker tit om at flytte tilbage til Tyskland, hvor Ines kunne arbejde med sit fag igen, og hvor hun har venner. Det med vennerne er det tredje problem, specielt for Ines. Jeg har kollegaer på DTU, som jeg kan snakke med, men Ines er alene det meste af dagen. Hun har boet i udlandet før, men det har aldrig været så svært at få venner som i Danmark.

Vi har boet det samme sted i fire år nu, og naboerne er venlige, men alle har travlt. De siger sjældent mere end „hej", når man møder dem, og når man ikke er dansker, er det lidt svært at smalltalke eller at komme med en kvik og sjov bemærkning, som man kan på sit eget sprog. Vi er næsten aldrig blevet inviteret af nogen. Det er anderledes i Tyskland, hvor det er nemmere at komme i kontakt, og hvor man hurtigt bliver inviteret til en kop kaffe eller en øl. Det er uforpligtende og behøver ikke føre til et venskab, det kan være her og nu. I Danmark bliver invitationer derimod planlagt flere uger i forvejen og er forbundet med arbejde, forberedelse og forventninger. I mine øjne er det som en kunstig barriere. Jeg tror ikke engang, at mine danske kollegaer inviterer hinanden privat. De har deres familie og gamle venner, og det synes at være nok for dem.

Men der er også en række gode ting i Danmark, for eksempel arbejdstiden. I Danmark arbejder jeg 37 timer om ugen, mens 40 timer er det mest sædvanlige i Tyskland. Dertil kommer pauserne, så det er mindst en time mere om dagen i Tyskland. Det betyder meget, når man har børn. Det er i det hele taget nemmere at have børn i Danmark, hvor det er mere accepteret, at man også har et familieliv ved siden af sit arbejde. Det gælder specielt for mændene. I Tyskland er det sjældent, at en mand bliver hjemme, når hans børn er syge, eller at han går klokken tre for at hente dem fra børnehaven eller vuggestuen. Det er til gengæld helt normalt i Danmark.

Desuden er jeg glad for mit arbejde, som er interessant og meget internationalt. I et lille land som Danmark foregår forskningen mest på engelsk. Det betyder blandt andet, at også de fleste publikationer er på engelsk. Det kan jeg godt lide. Et lignende arbejde på et universitet i Tyskland ville foregå på tysk, og jeg ville savne det internationale. Desuden har jeg frie hænder til at bestemme indholdet af mit arbejde, så jeg kan stort set gøre, hvad jeg har lyst til.

Som forsker og lektor har jeg også to ph.d.-studerende. Den ene er fra Bangladesh, den anden fra Nigeria. I øjeblikket har vi otte ph.d.-studerende på vores institut. Fem af dem er fra udlandet og kun tre er danskere. Vi har også syv master-studerende. Ud af de syv er seks udlændinge, og kun én er fra Danmark. Jeg tror, det har noget at gøre med, at det i Danmark ikke har høj status at være forsker. Det er heller ikke særlig godt betalt.

Det har sikkert også noget med politik at gøre. Universitetsuddannelse er for eksempel aldrig et emne i valgkampen i Danmark. Da den borgerlige regering kom til magten i 2001, blev Miljøinstituttet afskaffet, fordi regeringen ikke syntes, at man havde brug for eksperter. Derfor er det mit indtryk, at en karriere som forsker ikke er særlig attraktiv for danske studerende. Når jeg skal starte et nyt forskningsprojekt, er det tit svært at finde uddannede folk, der kan udføre arbejdet. Der kommer ikke mange danske ansøgninger. Jeg er derfor glad, når jeg får ansøgninger fra udlandet, for ellers ville jeg ikke kunne finde folk nok. Man kan selvfølgelig sige, at Danmark på den måde uddanner folk fra udlandet, men på den anden side udfører de udenlandske ph.d.-studerende et stykke nødvendigt arbejde og bidrager til vigtige forskningsresultater. Og som sagt: Det bidrager til den internationale stemning, som jeg er så glad for. Der er en god atmosfære på min arbejdsplads.

Sammenlignet med i Tyskland er der ikke meget hierarki. Der er en flad struktur, der gør det nemt at arbejde. De danske studerende har en højere status end tyske studerende, og forholdet mellem de studerende og deres undervisere er mere jævnbyrdigt. Man taler med hinanden på næsten lige fod, og professorerne og underviserne er mere tilgængelige. Samtidig er man mere tolerant og venlig over for de studerende. Universiteterne får penge fra staten for hver studerende og prøver derfor at holde på dem. Derfor sker det sjældent, at de lader dem dumpe til en eksamen.

Jeg ved ikke, hvordan det er i Tyskland nu, men for ti år siden ville mange af mine studerende være dumpet på et tysk universitet. Det er også utænkeligt i Tyskland, at de studerende hvert år evaluerer deres lektorer og professorer, som de gør på de danske universiteter. Set med de studerendes øjne er det selvfølgelig godt.

Som sagt: Jeg elsker mit arbejde og frygter, at det ville være svært for mig at finde et lige så godt arbejde med et lige så godt arbejdsmiljø i Tyskland. Derfor tøver vi med at flytte tilbage. Vi må se, hvad den nærmeste tid bringer – specielt for Ines.


Markus, Tyskland. 43 år 5 Markus, Germany. 43 years 5

Vi snakker tit om at flytte tilbage til Tyskland, hvor Ines kunne arbejde med sit fag igen, og hvor hun har venner. Det med vennerne er det tredje problem, specielt for Ines. Jeg har kollegaer på DTU, som jeg kan snakke med, men Ines er alene det meste af dagen. Hun har boet i udlandet før, men det har aldrig været så svært at få venner som i Danmark.

Vi har boet det samme sted i fire år nu, og naboerne er venlige, men alle har travlt. De siger sjældent mere end „hej", når man møder dem, og når man ikke er dansker, er det lidt svært at smalltalke eller at komme med en kvik og sjov bemærkning, som man kan på sit eget sprog. Vi er næsten aldrig blevet inviteret af nogen. Det er anderledes i Tyskland, hvor det er nemmere at komme i kontakt, og hvor man hurtigt bliver inviteret til en kop kaffe eller en øl. Det er uforpligtende og behøver ikke føre til et venskab, det kan være her og nu. I Danmark bliver invitationer derimod planlagt flere uger i forvejen og er forbundet med arbejde, forberedelse og forventninger. I mine øjne er det som en kunstig barriere. Jeg tror ikke engang, at mine danske kollegaer inviterer hinanden privat. De har deres familie og gamle venner, og det synes at være nok for dem.

Men der er også en række gode ting i Danmark, for eksempel arbejdstiden. I Danmark arbejder jeg 37 timer om ugen, mens 40 timer er det mest sædvanlige i Tyskland. Dertil kommer pauserne, så det er mindst en time mere om dagen i Tyskland. Det betyder meget, når man har børn. Det er i det hele taget nemmere at have børn i Danmark, hvor det er mere accepteret, at man også har et familieliv ved siden af sit arbejde. Det gælder specielt for mændene. I Tyskland er det sjældent, at en mand bliver hjemme, når hans børn er syge, eller at han går klokken tre for at hente dem fra børnehaven eller vuggestuen. Det er til gengæld helt normalt i Danmark.

Desuden er jeg glad for mit arbejde, som er interessant og meget internationalt. I et lille land som Danmark foregår forskningen mest på engelsk. Det betyder blandt andet, at også de fleste publikationer er på engelsk. Det kan jeg godt lide. Et lignende arbejde på et universitet i Tyskland ville foregå på tysk, og jeg ville savne det internationale. Desuden har jeg frie hænder til at bestemme indholdet af mit arbejde, så jeg kan stort set gøre, hvad jeg har lyst til.

Som forsker og lektor har jeg også to ph.d.-studerende. Den ene er fra Bangladesh, den anden fra Nigeria. I øjeblikket har vi otte ph.d.-studerende på vores institut. Fem af dem er fra udlandet og kun tre er danskere. Vi har også syv master-studerende. Ud af de syv er seks udlændinge, og kun én er fra Danmark. Jeg tror, det har noget at gøre med, at det i Danmark ikke har høj status at være forsker. Det er heller ikke særlig godt betalt.

Det har sikkert også noget med politik at gøre. Universitetsuddannelse er for eksempel aldrig et emne i valgkampen i Danmark. Da den borgerlige regering kom til magten i 2001, blev Miljøinstituttet afskaffet, fordi regeringen ikke syntes, at man havde brug for eksperter. Derfor er det mit indtryk, at en karriere som forsker ikke er særlig attraktiv for danske studerende. Når jeg skal starte et nyt forskningsprojekt, er det tit svært at finde uddannede folk, der kan udføre arbejdet. Der kommer ikke mange danske ansøgninger. Jeg er derfor glad, når jeg får ansøgninger fra udlandet, for ellers ville jeg ikke kunne finde folk nok. Man kan selvfølgelig sige, at Danmark på den måde uddanner folk fra udlandet, men på den anden side udfører de udenlandske ph.d.-studerende et stykke nødvendigt arbejde og bidrager til vigtige forskningsresultater. Og som sagt: Det bidrager til den internationale stemning, som jeg er så glad for. Der er en god atmosfære på min arbejdsplads.

Sammenlignet med i Tyskland er der ikke meget hierarki. Der er en flad struktur, der gør det nemt at arbejde. De danske studerende har en højere status end tyske studerende, og forholdet mellem de studerende og deres undervisere er mere jævnbyrdigt. Man taler med hinanden på næsten lige fod, og professorerne og underviserne er mere tilgængelige. Samtidig er man mere tolerant og venlig over for de studerende. Universiteterne får penge fra staten for hver studerende og prøver derfor at holde på dem. Derfor sker det sjældent, at de lader dem dumpe til en eksamen.

Jeg ved ikke, hvordan det er i Tyskland nu, men for ti år siden ville mange af mine studerende være dumpet på et tysk universitet. Det er også utænkeligt i Tyskland, at de studerende hvert år evaluerer deres lektorer og professorer, som de gør på de danske universiteter. Set med de studerendes øjne er det selvfølgelig godt.

Som sagt: Jeg elsker mit arbejde og frygter, at det ville være svært for mig at finde et lige så godt arbejde med et lige så godt arbejdsmiljø i Tyskland. Derfor tøver vi med at flytte tilbage. Vi må se, hvad den nærmeste tid bringer – specielt for Ines.