Spor af Mord: Kapitel 13

Kapitel 13

Politiet kom på besøg.

"Nåh," sagde betjenten. "Så du, hvem volds-mændene var?"

Jesper rystede på hovedet.

"Næh, de havde ski-masker på. Men jeg ved, hvem de er."

"Såh." Betjenten så allerede træt ud.

"Det var Prædikanten og hans folk."

"Det vidste jeg, du ville sige, så jeg har allerede talt med ham. Det var ikke ham."

"Klart nok. Selvfølgelig vil han da ikke indrømme det."

"Han har en lang række vidner på, at han var hjemme og tilbragte aftenen i bøn."

"De vidner giver jeg ikke meget for."

"Han undrede sig over, at politiet kunne få den idé," fortsatte betjenten. "Han siger, du ønskede at blive optaget i sekten. Og hvorfor skulle de overfalde en kommende discipel?"

Betjenten løftede et øjenbryn og så spørgende på Jesper.

"Ok. Jeg prøvede at melde mig ind. Men det var fordi jeg ville udspionere dem."

Nu så betjenten op i loftet med himmel-vendte øjne. Så sukkede han. Han sænkede blikket og så på Jesper, som om han var komplet idiot.

"Fremover lader du os i politiet gøre vores arbejde. Ok? Ikke flere tosserier."

Betjenten lukkede sin lille notes-bog med et smæld. Han havde ikke skrevet noget som helst. Så rejste han sig og så længe på Jesper.

"Vi arbejder videre med sagen. Men du holder dig til tømrer-faget."

Betjenten drejede om på hælen og forsvandt. Jesper sukkede. Politiet ville næppe gøre mere ved det. Alt hang på Louise og ham selv.

Der gik mere end en uge, før Jesper var ude af sengen. Endelig blev han sendt hjem til sig selv. Men han skulle tage den med ro i hvert fald tre uger mere.

Louise var taget hjem. Men de havde aftalt at mødes igen. Hun ville komme igen om fjorten dage. Til den tid regnede Jesper med at være frisk nok til et lille indbrud. Han var dårligt kommet ind ad døren, før telefonen ringede.

"Hej Jesper."

Det var Louise. Hun lød glad.

"Alt er gået i orden. Jeg får en uge fri om to uger. Tror du ikke, vi kan nå det på en uge?"

"Jo. Helt sikkert. Bliver du her en hel uge?"

"Ja."

"Det lyder skønt."

"Jo. Men der er et lille problem."

Louise tøvede lidt.

"Hvad? Er det noget, jeg kan hjælpe med?" Jesper var parat til hvad som helst. Bare hun ville komme i en hel uge.

"Jo, altså. Jeg er ikke så vild med at spørge mine venner, om jeg kan bo hos dem igen. Nu har jeg jo lige..." "Nej. Det skal du slet ikke tænke på. Du er mere end velkommen til at bo hos mig." Jespers hjerte hoppede næsten ud af brystet ved tanken.

"Ok. Tak! Det vil jeg rigtig gerne."

Hjertet slog et ekstra bukke-spring.

"Alle tiders."

De snakkede lidt videre. Men Jesper havde svært ved at høre efter, så meget glædede han sig.