Sarah, Tyskland. 51 år 6
På hendes første skoledag fulgte jeg Rebecca i skole og fik endda lov til at blive de første timer. Skoleåret var allerede begyndt, og klassen var lige kommet tilbage fra en tre-dages lejrtur. Jeg kan huske, at børnene og deres to klasselærere Karin og Gert sad i en rundkreds på gulvet. Karin startede timen med at sige, at de havde haft en meget god tur. Hun takkede børnene for en dejlig oplevelse, og så klappede de alle sammen. Jeg var forbavset, for det var helt anderledes end i Rebeccas skole i Berlin. Rebecca havde også været på en tur med sin tyske klasse året før. Bagefter var der forældremøde, hvor der ikke blev sagt et eneste positivt ord. Læreren klagede bare over de ting, som ikke havde fungeret: En dreng havde skubbet en anden i toget, en anden havde ikke redt sin seng og lignende småting. Det var en kæmpe forskel!
Også fritidshjemmet var meget bedre end i Berlin. I Rebeccas fritidshjem i Berlin legede børnene om eftermiddagen i det samme klasselokale, hvor de havde undervisning om formiddagen. I København var der til gengæld meget smukke lokaler med masser af plads og muligheder for aktiviteter. Børnene kunne sy, spille bordtennis, spille musik og mange andre ting. En gang om ugen lavede de selv aftensmad. Rebeccas fritidspædagog i Berlin var en skrap og gammeldags dame. I den danske fritidsklub derimod var pædagogerne afslappede og søde, og der var endda mænd! Alt var anderledes, så Rebecca sagde forbavset: „I Danmark er lærerne slet ikke som lærere. De er mere som børnenes venner." Under vores første ophold i Danmark tog Rebecca altid sine tyske skolebøger med i skolen. Hun skulle jo tilbage til sin gamle klasse i Tyskland efter de seks måneder. Når læreren fortalte noget, lyttede hun, men når de andre elever lavede skriftlige opgaver, tog hun sine tyske lærebøger frem og løste opgaverne i dem for sig selv.
Klasselæreren Karin fortalte senere, at hun ikke sagde et eneste ord de første seks uger. Hun lyttede bare og var tavs. Det var typisk for Rebecca, for hun ville altid gøre tingene helt rigtigt. Først efter seks uger åbnede hun munden – og så kunne hun pludselig dansk. Nu spurgte hun mig: „Sarah, hvorfor taler du så underligt dansk?" Der gik ikke særlig lang tid, før lærerne sagde, at man ikke kunne høre, at Rebecca ikke var dansker. Det var nemt for hende at følge med i undervisningen. I tyske skoler lærer man flere fakta end i Danmark, og der er mere pres på eleverne. Rebecca sagde: „At gå i en dansk skole er som at lege." Snart var hun den bedste i klassen, også til dansk. Hun fortalte, at de skulle lave en diktat i dansktimen. Karin sagde ti ord, og børnene skulle skrive dem ned. Selvom Rebecca kun kendte ganske få af ordene, havde hun alligevel syv rigtige. Den danske dreng, som sad ved siden af hende, havde syv forkerte. Engang sagde en dreng i Rebeccas klasse: „Det er forkert, at udlændingene ikke snakker dansk derhjemme." Rebecca sagde: „Men det gør jeg heller ikke med min mor." Drengen svarede: „Jamen, det er også noget andet." Noget andet nyt for Rebecca var den danske madpakkekultur. I tyske skoler får børnene varm mad. I Danmark spiste man madpakker sammen. Det danske ord „madpakke" var et af de ord, som vi brugte, selvom vi talte tysk. Det blev en del af vores tyske sprog derhjemme. Der findes også et tysk ord for madpakke, men det er alligevel ikke helt det samme. For eksempel er brødskiverne i en tysk madpakke klappet sammen. Man spiser heller ikke de tyske madpakker i selskab med andre børn, mens alle sidder ned, men i de små frikvarterer, mens man går rundt og laver andre ting.
Rebecca protesterede snart mod de tyske klap-sammen-madder. Hun ville gerne have den samme madpakke som de danske børn. Altså købte vi en plastikkasse og mellemlægspapir, og jeg lod være med at klappe brødet sammen. Men det var kun vigtigt i starten. Efter et stykke tid var hun ligeglad, og vi gik over til de tyske klap-sammen-madder igen.
Desværre havde vi kun vores lejlighed i Thomas Laubs Gade i fire måneder, så kom ingeniøren tilbage. Phister hjalp os med at finde noget andet, og vi flyttede til en møbleret 1½ værelses-lejlighed længere væk fra Rebeccas skole i Lundtoftegade i København Nordvest. Vi fremlejede den af en kvinde. Alt i denne lejlighed var lyserødt, og der var mange puder. Rebecca havde en rotte og en dværghamster. Engang slap hamsteren ud af sit bur og gnavede i en af puderne. Jeg smed puden ud og håber ikke, at kvinden har opdaget det …
