Mathilde skar sig - endte med at miste armen
Jeg skal have en kørsel 1 fra Kolding Sygehus til VITA i Odense.
Har du skåret min hånd af?
Hun har fået to snit i fingrene på ølflasker. Tror, det skal sys.
Det kan se ud, som om bakterierne æder sig ind i vævet.
Derfor har det fået navnet kødædende bakterier.
En aften er Mathilde til fredagscafé på skolen.
En helt almindelig aften i en teenagers liv.
Indtil hun skærer sig på nogle flasker.
Hun køres til Kolding skadestue, hvor hun mødes med sin mor.
- Hvilke fingre drejer det sig om? - Langemand og ringfinger, tror jeg.
- Det gaber, når hun åbner hånden? - Ja.
- Også når hun har den åben? - Ja.
I vasker hånden i vand og sæbe, så der er ikke er noget snavs i.
Såret bliver renset og syet.
Tre timer efter ulykken kører mor og datter hjem.
Først i løbet af lørdagen begynder Mathilde at få ondt i hånden.
Hun har en bule på håndryggen, og hånden begynder at dunke.
Lægevagten.
Du taler med Anette. Min datter var inde at blive syet i går.
Her til aften er det hævet op inde i hånden og over hånden.
Hun har så ondt, og hun kan ikke holde det ud.
Man bliver bekymret, når det hæver.
Næste tid er 21.30, så der går altså lige lidt.
Det er godt nok længe, når hun har det så skidt.
Mathildes smerter bliver værre, så hendes mor ringer til vagtlægen igen.
Jeg ringede for en halv time siden, hvor jeg fik en tid i Kolding 21.30.
Men hun har det simpelthen så skidt.
Og det er begyndt at blive rødt nedad mod tommeltotten.
Marco Bo Hansen er læge og ph.d. og forsker i kødædende bakterier.
Han ved, hvor farlig sådan en infektion kan være.
I hånden foregår der en krig.
Den ene er bakterien, der frigiver gifte.
Den anden er, at vores immunforsvar prøver at bekæmpe bakterierne.
Lægerne ser på hånden og vurderer, at det er slaget fra flasken.
Mod smerterne skal Mathilde spise Ipren.
Når man har slået sig og er blevet syet -
- er en af de ting, man skal være opmærksom på, tegn på infektion.
Det er rødme, hævelse, varme og smerte.
Anette ringer igen til lægevagten, da Mathilde kaster op og besvimer.
Hej. Jeg ringer angående min datter Mathilde.
Hun var inde at blive syet på skadestuen i sin finger.
Sidst på eftermiddagen begyndte der at opstå noget hævelse og noget.
Og nu er hun begyndt at kaste op og har haft diarré.
Nu er hun begyndt at kaste blod op også.
De to ting har ikke noget med hinanden at gøre.
Nej, det ved jeg godt. Men jeg tænker bare, hvad der så lige sker.
Hun har kastet op og haft diarré siden klokken halv ni.
Hun har jo fået en maveinfektion. Det er der ikke så meget at gøre ved.
- Nå. Okay. - Det er der ikke.
Der er epidemi lige for tiden med maveinfektion.
Behandlingen er, at man skal sørge for at få væske.
Og Panodiler til at tage smerterne. Ikke andet end Panodiler.
Det er, hvad der er at gøre ved det.
Ubehaget fortsætter med svedeture, blodigt opkast og diarré.
Men vagtlægen mistænker ikke blodforgiftning.
Bakterien kommer ind i et sår.
Dernede begynder den at dele sig, kolonisere.
Den spreder sig og frigiver små enzymer -
- som ødelægger vævet, så den kan trænge dybere ned i vævet.
Så frigiver den gifte, som også ødelægger vævet.
Til sidst når bakterierne blodkar —
— hvor de kan sprede sig videre ud til resten af kroppen.
Bakterierne deler sig hurtigt.
Og i løbet af få timer kan man begynde at mærke -
- at der er en infektion, der hvor bakterien er trængt ind.
Når Mathilde kaster op, og det sortner for øjnene -
- og har det rigtigt dårligt, så fortæller det mig -
- at infektionen er gået i blodet og har påvirket de andre organer.
Så er man nået til et stadie i infektionen -
- der tyder på blodforgiftning og måske også begyndende choktilstand.
Mathildes tilstand bliver værre. Hun har store smerter -
- og fortsætter til kl. 6 om morgenen med at kaste op og have diarré.
Anette ringer for 4. gang til lægevagten, 44 timer efter ulykken.
Hej. Jeg ringer angående min datter Mathilde.
Jeg har ringet nogle gange, for det bliver ikke bedre.
Lad os se på hende. Det her kan jeg ikke løse over telefonen.
Mathilde og hendes mor kører til Kolding Sygehus.
I akutmodtagelsen kollapser Mathilde.
Det konkluderes, at Mathilde skal opereres.
48 timer efter ulykken stilles diagnosen kødædende bakterier.
De har åbnet hendes hånd op, og vævet er dødt.
Mathilde er i livsfare, og det er meget alvorligt.
De beslutter at overføre hende til OUH -
- hvor de er specialister i at behandle sygdommen.
Jeg skal have en kørsel 1 fra Kolding Sygehus til VITA i Odense.
Mathilde har fået en bakterieinfektion -
- der hedder hæmolytiske streptokokker gruppe a.
Den hyppigste type af nekrotiserende bløddelsinfektion, vi ser -
- når den kun er forårsaget af én bakterie.
Reagerer man ikke i tide, spreder infektionen sig til hele kroppen.
Under transporten får Mathilde det tiltagende dårligt.
Ved ankomsten er hun i septisk chok.
En tilstand med en dødelighed på op mod 50 %.
Bakterien dræber kroppens væv og kan sprede sig med 5-10 cm i timen.
Lægerne fortsætter behandlingen, og i halvandet døgn er hun i livsfare.
Da jeg ikke ved, om hun overlever, tænkte jeg: Det er ikke godt nok.
Da hun kommer til sig selv, er familien og en læge der.
Hvad ville det værste scenarie være?
Det ville jo være, at jeg ikke havde nogen hånd.
Så jeg siger, og jeg siger med en hård stemme ...
Jeg var meget sådan: Du skal bare sige noget nu!
Så jeg siger: "Du har da for helvede ikke skåret min hånd af?"
"Mathilde, jeg er nødt til at sige til dig -
- at vi var nødt til at amputere din hånd og din underarm."
"Ellers havde du ikke været her i dag."
Hun er en af cirka 150 danskere -
- der årligt rammes af kødædende bakterier.
Ofte kommer behandlingen for sent i gang.
Op mod hver fjerde dør, og hver femte ender med amputation.
Jeg kigger på lægen og siger: "Kunne jeg have været død?"
Ja, det kunne jeg.
Så kiggede jeg på min familie, der bare er knust.
Jeg skal jo ikke være væk, jeg skal være sammen med dem.
Så betyder en hånd pludselig ingenting. Så længe jeg bare er her.
Og så var jeg sådan: Jamen, så fuck da den arm!
Det betyder ingenting, i forhold til at jeg kan være her og leve.
Selv om kun 150 danskere rammes om året -
- er det et stort problem, at de fleste tilfælde ikke opdages i tide.
Jeg har beskæftiget mig med infektionen i en årrække.
I Danmark er der 150 om året, der får det.
Der er en dødelighed på 20-25 %.
Så næsten hver fjerde dør af infektionen.
Den dødelighed har været den samme siden 2005.
Det fortæller, at der ikke er sket markante forbedringer på området.
Vi ser et sår, som vi ikke fanger i relation til en betændelsestilstand.
Det er vi kede af, at vi ikke gjorde.
Det er i bund og grund en vurdering, som bliver lavet.
Den vurdering er ud fra den erfaring, man har.
Men det kan være vanskeligt, og derfor kan vi tage fejl.
Lægevagten i Region Syddanmark vil ikke stille op til interview.