Drømmen
De næste dage havde Karl fri. Men han nød ikke sine fridage. Han tænkte konstant på Lis og var tæt på at gå ned i baren til hende. Men nej. Han ville ikke virke, som om han havde for travlt. Eller som om han ikke havde et liv. Men endelig var det tid til at se englen fra Havfruen.
Karl gik fløjtende ned til baren. Han slog fløjtende døren op. Og så holdt han op med at fløjte. For der, foran ham, stod han: Karls spejlbillede, Karls evige skygge: Karls tvilling.
„Surprise! " råbte Arne. Han gik hen og gav Karl et knus. „Det havde du nok ikke regnet med, hvad?" „Nej," sukkede Karl. „Og der er flere overraskelser …" Arne slog ud med armen. „Baren er min." „Hvad?!" „Jeg har købt den. Og én ting til: Jeg har også købt et hus her i Esbjerg." Arne blinkede. „Og du gætter aldrig hvor …" Åh nej.
„Åh jo. Jeg har købt det hus, du bor i. Hele huset, du. Så nu kan vi endelig gøre vores drøm til virkelighed." I det samme kom Lis ind, og Arne smilede til hende som til en gammel ven.
„Som jeg lige fortalte Lis, så har vi to haft en drøm. Lige siden vi var børn. En drøm om at få vores eget sted. Sammen. Og nu er det nu!" Karl satte sig ned på en stol i baren. Han var ikke sikker på, om han var vågen eller havde en ond drøm. Imens fortalte Arne hele historien. Om hvordan han havde vundet en masse penge i Lotto. Om hvordan han havde fundet Karl og huset og baren. Og om hvordan han havde glædet sig til at overraske sin lillebror.
„Og i morgen flytter jeg ind i huset," sagde Arne til slut. „Så er der kun en væg mellem os, ligesom da vi var små. Bliver det ikke vildt?!" „Jo," mumlede Karl. Vildt surt, vildt sært, vildt irriterende. Han så op på Lis. Men hun så på hans bror med strålende øjne.
Inden Karl fik set sig om, var Esbjerg forvandlet. Nu var det ikke længere hans by. Det var Arnes. Og Arne havde travlt. Han fik shinet Havfruen op. Han fik shinet sin halvdel af dobbelthuset op, så Karls halvdel nu så grim ud. Han fik det halve af byen som venner. Og det værste var, at han også var i fuld gang med at få Lis. Men det skulle blive løgn! Selvom Karls første tanke havde været at flytte, ville han blive og kæmpe. For en gangs skyld måtte det da lykkes for den uheldige bror at vinde over den heldige. For sådan havde det altid været. Arne var den heldige, og Karl var den uheldige. I skolen og til sport. Med venner, kvinder og penge. Alt. Men ikke denne gang.
Så Karl blev. Han bed tænderne sammen og passede sit job i Arnes bar. Han bed tænderne sammen og blev boende i Arnes hus. Men kun på grund af Lis. For når han først havde fået hende, så skulle de rejse sammen. Meget, meget langt væk. Og så kunne Arne beholde sit mareridt af en drøm for sig selv. Og alle sine penge!
