Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 21

Kapitel 21

Eftersøgning

Klokken halv fire standsede jeepen foran kalkgruberne. Bilens lygter oplyste en skæv trædør med hængelås. "Der er låst," sagde Jørgen. "Så er hun her vel ikke alligevel."

"Herta har da bare sat hængelåsen på igen." Jesper ruskede i den rustne lås. Han hentede rørtangen i bilen og klippede låsen over. Der lå en stabel små lommelygter på en bænk inden for døren.

"Vent," sagde Jørgen. "Hent noget snor eller et tov i bilen, så vi kan finde ud igen. Det er farligt at gå ind uden fører. Men hvis vi binder en snor i døren her, kan vi rulle den op efter os. Hvis vi altså har en snor, der er lang nok.

Jesper løb tilbage til bilen og rodede rundt. Et målebånd, en jernkæde, en kasse med værktøj. Inderst lå et nøgle bindegarn til halmpresseren. Det var tungt, men der måtte være snor nok til flere kilometer. Han baksede det hen til døren.

Så gik de ind. En lygte i hånden og tre i lommerne. Der var mørkt som i helvedes forgård. Og koldt. De kaldte på Elisabeth, mens de gik ind i den snævre gang. De fulgte nogle små, røde mærker på væggene, indtil de kom til en hule, hvor der stod bænke og borde.

"Hun er her ikke," sagde Jesper skuffet. "Jeg var ellers sikker på ..."

"Du glemmer de andre gange," sagde Jørgen. "Der er flere, som går ud til siderne fra gangen her. Men det er farligere for os. Vi må tage dem en efter en." De blev ved med at kalde med korte mellemrum, men stemmerne havde ingen styrke eller klang. Det var, som om den sorte jord slugte alle lyde og gemte dem i mørket.

De lagde en lysende lygte, der hvor de gik ind i en sidegang. De stillede garnnøglet på gulvet, så de kunne trække snoren efter sig, så langt det var nødvendigt. Så gik de sammen ind i mørket. Jørgen var forrest og holdt en lygte i hånden. Jesper trak i garnet, der løb ud af nøglet ved et let træk. Kulden fik hans hænder til at fumle med den tynde snor. De gik og gik.

"Hun kan ikke være så langt inde. Nu vender vi om og går tilbage," sagde Jørgen. "Jeg så en anden sidegang lige før. Lad os prøve den."

To en halv time senere havde de opgivet håbet og var på vej ud. Men da hørte de en lyd. En svag hosten. I en smal sidegang til en gang, de allerede havde undersøgt, fandt de hende. Hun var bevidstløs. De kaldte og ruskede, men intet hjalp. Hun var iskold.

"Tag fat i hendes fødder," sagde Jørgen. "Hold lygten mellem tænderne. Slip bare snoren. Jeg ved, hvor vi er." De bar hende en halv kilometer gennem de smalle gange. Endelig kunne de lægge hende i græsset ude i den friske luft. Den føltes vidunderlig mild efter flere timer i kulden.

Det var begyndt at regne. Jesper så usikkert på jeepen.

"Vi har ikke noget, hun kan ligge på."

"Hun skal på sygehuset i ambulance." Jørgen famlede efter sin mobil. "Fandens, der er ingen signal her.

Jesper, løb op ad skrænten og prøv, om det er bedre deroppe."

"Her er der forbindelse," råbte drengen lidt efter. "Jeg ringer 112."

Ambulancen kom med blåt blink. Elisabeth vågnede, netop da Jørgen kravlede ind og satte sig ved siden af båren. Hun lå gemt i varme tæpper.

Hun slog øjnene op og så på ham. Tårerne begyndte straks at løbe.

"Åh, Jørgen, det er for sent. Jeg bløder," hviskede hun.

Ambulancen begyndte at tude, så snart den nåede op på landevejen.