Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 07

Kapitel 7

Kærester

I pinsen, da Jørgen besøgte hende for anden gang, mødte de Jess og Louise på gaden. Vejret var lunt, og de gik tæt sammen og spiste is, mens de lo og snakkede.

"Hej, Elisabeth." Jess kom imod dem med Louise i hånden. "Hvem er det?" fortsatte han og stirrede næsten anklagende på Jørgen.

Elisabeth præsenterede nervøst Jess og Louise for Jørgen som to kolleger. Jess trådte et skridt frem mod dem: "Og tidligere ægtemand, om jeg må be'," sagde han, mens han gloede vredt på Jørgen.

Elisabeth trådte skræmt et skridt tilbage og kom til at træde Jørgen over tæerne. Efter lidt forvirring og nogle pinlige øjeblikke fortsatte de to par i hver sin retning.

"Det havde du altså ikke behøvet at pladre op om," hviskede Louise rasende til Jess. "Du lyder jo som en gammel, jaloux ægtemand!"

"Det er jeg også." Jess trampede videre og tog ikke hensyn til Louises smarte, men upraktiske sko.

"Hvad fanden mener du?" Louise tog et par lange skridt for at komme op på siden af ham. Hun var ved at vrikke om på foden, før hun endelig nåede op til sin rasende kæreste.

"Shit, min fod. Vent dog lidt, mand. Hvad er der i vejen med dig?"

"Jeg vil ikke have, at hun har en anden. Hun har bare at holde sig på måtten. Min kone skal ikke rende rundt med alle mulige mandfolk. Og så en fra Jylland!" "Jess, det siger du for sjov, ikke? I er jo skilt. Hun er sgu da ikke din kone mere. Gør du grin med mig?"

Nej, det var ikke for sjov. Jess Mørkhøj var rasende. Følelsen kom bag på ham selv, men det kunne ikke falde ham ind at vise hensyn. Når følelserne kogte i ham, skulle de ud, og det kom de. Lige nu føltes det, som om han var blevet smidt væk. Som en gammel sok med hul i. Elisabeth havde fundet en lang, jysk bønnestage. Hvor i alverden havde hun støvet ham op, og hvad så hun i ham? Hvordan kunne hun få den tanke, at der var andre mænd end ham, Jess Mørkhøj, i hendes liv? Han havde haft lyst til at gribe fat i hende og lægge hende ned lige midt på gågaden. Han følte, det var hans ret at besidde hende.

På vej hjem sagde Louise ikke et ord. Jess var godt klar over, at han opførte sig som en idiot. Men at se Elisabeth med en anden mand var bare mere, end han kunne klare.

Det måtte jo komme. Det vidste han godt. Han havde bare ikke tænkt, at det ville påvirke ham så meget. Det var forbandet. Alt var forbandet i dag. Hun burde have ventet lidt længere, de var da for pokker lige blevet skilt. Han ville ikke have det. Hun måtte ikke. Det var noget rod alt sammen.

Hjemme i Louises lejlighed var stemningen så trykket, at han forsvandt ud af døren med løbeskoene på. Han tænkte så godt, når han løb.

§§§

Senere samme aften måtte Jess pakke en taske med tøj og toiletsager. Han tog cyklen ud til vennen Hans Henrik. Han var lærer på en skole i den anden ende af byen. Hans Henrik var ungkarl, og de var gamle venner.

"Hun har smidt mig ud!" Jess lod sportstasken falde på gulvet og slog ud med armene. Så satte han sig på en stol i det lille, rodede køkken. Hans Henrik havde haft gæster om lørdagen. Han tog et hiv af sin cigaret og smilede skadefro.

"Første gang du prøver det?"

Jess sagde surt:

"Det er ikke morsomt, at du ved det. Det er slut, og jeg har ikke noget sted at bo!"

"Så kan du vel smutte hjem til Elisabeth. Hun har sikkert ikke rundet nogen endnu."

"Jo, det er lige netop det, hun har. Jeg kommer lige derfra. Hun har sgu fundet en anden. Elisabeth! Kan du forstå det?"

"Det havde du måske ikke ventet?" Hans Henrik rejste sig og ryddede bordet for madrester, glas og tomme flasker. Så satte han en ren kop foran vennen.

"Nej, for fanden. Hvorfor skulle hun dog det? Elisabeth er så - ja du ved - ordentlig. Hun kunne aldrig finde på..."

"Er det en fra skolen? Nogen jeg kender?" Hans Henrik maste cigaretten i vasken. Han skænkede kaffe for vennen med et skævt grin.

"Det er en jyde. Han så virkelig dum ud, kan jeg godt sige dig. De kom vadende hen ad Østergade og lignede to turtelduer. Han hedder Jørgen et eller andet, nå ja, Friis. Han sagde ikke andet end: Goddaw do! En stor, dum jyde. Det er det eneste, jeg ved."

Hans Henrik lagde hænderne bag nakken. Han vippede på den spinkle køkkenstol, så den knagede. Han betragtede vennen alvorligt.

"Jeg synes, det er godt for Elisabeth. Du har aldrig været særlig sød ved hende. Hun er sgu en dejlig pige, at du ved det."

"Hvad fanden bilder du dig ind? Jeg har da altid båret Elisabeth på hænder. Helt ærligt, mand, hun tilbad den jord, jeg gik på."

"Det tror jeg gerne." Hans Henrik slog en høj latter op: "Men det var altså ikke lige det, jeg mente."

"Nå, men jeg har altså været henne hos hende for et øjeblik siden. Hun ville ikke engang lukke mig ind, da jeg ringede på. Vi var færdige med hinanden, sagde hun. Helt færdige. Det sagde hun i dør-telefonen, du. Hun, der altid har ligget på maven for mig. Altid. Hvad fanden skal jeg gøre?"

Jess sparkede til sportstasken, der stod på gulvet.

Hans Henrik rejste sig.

"Jeg havde faktisk fået det indtryk, at du var træt af Elisabeth. Så vidt jeg ved blev I skilt, fordi du var brændt varm på, var det ikke Louise?"

"Åh, hold kæft, jeg gider ikke høre på alt dit bræk. Har du ikke en øl et eller andet sted?"

De gik ind i stuen og satte sig foran fjernsynet med en karton guldøl. Der var håndbold. Det lykkedes Jess at falde lidt ned og glemme sit mislykkede besøg hos Elisabeth. Til sidst faldt han i søvn på vennens sofa.