Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 06

Kapitel 6

Tivoli

Vejret var perfekt. Hun havde en hvid buksedragt og en grøn top med blondekant på. Skoene var høje sandaler i hvidt og grønt. Hun havde det hele på i skole, for hun skulle med toget lige efter sidste time.

Jess så straks hendes nye tøj og fløjtede, da de gik forbi hinanden på gangen. Han skulle bare vide, hvad hun havde gang i. Selv om Louise stod ved siden af, prøvede han stadig at gøre kur til hende. Det var, som om han ville vise, at han havde ret til dem begge to. Hvad mon Louise egentlig mente om det?

Toget gik klokken 13.30, og hun satte sig til rette med en bog. Hun var nervøs. Hun gik sit ansigt efter i spejlet. Fregnerne var tydelige, men håret sad perfekt.

Toget standsede på Hovedbanen, og hun steg ud. Hun gik ind i Tivoli og hen til springvandet. Han stod allerede og ventede der. Høj og pæn, men en smule duknakket. Hun smuttede rundt om springvandet og satte sig på en af bænkene bag de mange lyserøde tulipaner.

Han havde ikke set hende endnu. Hun kiggede nysgerrigt på ham.

Hans jakkesæt var lyst og lignede silke. Det måtte være syet efter mål, måske et eller andet sted i Østen. For så lange ben var der ikke mange, der havde.

Ansigtet var smalt, næsen lang og let buet. Kort, lyst hår og store ører. Heldigvis sad de tæt ind til hovedet. Han så på uret igen, og hun rejste sig og gik langsomt hen imod ham.

De drak kaffen udenfor i solen. Da han havde åbnet munden, var hun blevet frygtelig skuffet. Hvordan kunne den flotte fyr dog tale så jysk. Tonen var bondsk, og hun fik lyst til at gå sin vej med det samme. Han kunne ikke være noget for hende. Hvad ville hendes venner sige, når de hørte ham snakke? Jess ville gøre ham helt til grin.

Jess. Hun stivnede pludselig og kneb munden sammen. Hvad i alverden kom der her Jess ved? Hun bestemte sig til at blive lidt endnu.

"Hvad tænker du på?"

Hun tog en slurk af den varme kaffe latte og så sig om. Hans jyske stemme lød alt for høj. Bare der ikke sad nogen hun kendte. Men nej, de var jo i København.

"Ikke noget," sagde hun og smilede sødt.

Han fortalte om sig selv og om gården. Den var stor, kunne hun forstå.

"Min mor hjælper mig med husholdningen for tiden," sagde han.

Det lød som en midlertidig ordning. En nødløsning, der skulle holde op, hvis han fandt den kone, han var på udkik efter. Hun lyttede imponeret.

Han virkede ærlig, ligetil og beslutsom. Nu skulle der ske noget. Han ville have børn, helst inden han fyldte 40 år næste sommer, så det kunne ikke vente ret meget længere.

Kunne hun tænke sig et ophold på gården i sin sommerferie? Så kunne de lære hinanden at kende i hverdagen. Hun havde jo den der lange ferie.

"Hvis du har lyst, kan du bo hos mig i alle 6 uger. Så kan du se, om det er noget for dig at bo på landet. Det er jo ikke alle, der bryder sig om moderne landbrug. Miljøet, lugtene og de mange dyr i staldene er et problem nu til dags."

Han smilede og lagde en varm, tør hånd over hendes. "Jeg er for hurtig. Jeg ved det godt," tilføjede han.

"Du skal bare tage dig tid. Al den tid, du har brug for.

Han så på hende med et kærligt og omsorgsfuldt blik. Sådan havde Jess aldrig set på hende. Jørgen var rar, han tænkte ikke kun på sig selv

De spiste en udsøgt middag på restaurant Hermann og overnattede på Nimb, hvor han havde bestilt et dobbeltværelse med himmelseng. Der var røde roser på bordet, champagne og lækre ting i køleskabet. Han var blid og tøvende, og hun kunne lide hans lange, kantede krop. De passede godt sammen. Når hun lukkede ørerne for det jyske, var alt mere end godt. Hun bestemte sig for at gøre forsøget. Ved morgenmaden sagde hun ja til at bo hos ham hele ferien.

Han så både lettet og lykkelig ud.

"Vi må snart ses igen. Kan jeg besøge dig i Slagelse?" Øjnene strålede, og han holdt hendes hånd mellem begge sine.

"Selvfølgelig, jeg har jo min lejlighed. Men jeg kan også låne et sommerhus ude ved vandet." Nu lo hun. Verden var pludselig blevet lys og varm. Glæden strømmede gennem hende, når hun så ind i hans klare, blå øjne.

Jørgen var en mand, man kunne regne med. Hun måtte vænne sig til hans måde at snakke på.

"Hvad vil din mor sige?"

Hun spurgte, da de var på vej til toget. Han stod stille, og et kort nu syntes hun at læse angst i hans øjne.

"Min mor vil ikke blive noget problem," svarede han kort.

"Hils hende fra mig," sagde Elisabeth. "Sig, at jeg glæder mig til at møde hende." Hun kyssede ham farvel foran vogn 38. Han blev stående og vinkede, indtil toget var ude af syne.