Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 05

Kapitel 5

Jørgen og Herta

Priserne på svin raslede ned. Jørgens gæld i banken steg i samme takt. Det var ikke nemt at tjene penge. Det havde ganske vist været sådan før, men aldrig så længe. Alle var bekymrede. De dårlige tider havde bidt sig fast. Det var tidlig morgen. Han skulle til møde med banken klokken to, men først ventede en række opgaver i stalden. Han gik ud i køkkenet, lavede en kop kaffe og fandt en tallerken til havregryn.

Han lukkede op for nyhederne i radioen, mens han kiggede i avisen fra dagen før.

Lidt senere gik han ind på sit kontor. Han tændte for sin computer.

Der var en mail fra hende. De skulle mødes foran Plænen i Tivoli klokken 15 den følgende dag. Det var en time senere end deres første aftale. Der var kommet et møde i vejen for hende, skrev hun. Han smilede tilfreds. Måske havde han endelig fundet en pige, han kunne komme til at holde af. Hun virkede kompetent og var ikke fjollet som de fleste.

Endelig trådte han ud på den brede trappe. Hans høje, lidt ranglede skikkelse så kantet ud i den hvide kedeldragt. Han så ud over sin ejendom og trak vejret dybt. Det var dagens bedste øjeblik.

Det var forår. Den lange, hvide hoved-bygning strakte sig i en let tåge. Midt på gårdspladsen stod et stort lindetræ med tykke knopper. Alt var indhyllet i en lugt af svin. Uden den ville stedet have været et rent paradis. De mange ventilatorer trak lugten af gris op gennem taget og sendte den ud over hele området. Men det kunne Jørgen Friis ikke mere lugte.

Han trådte ned på de gamle brosten og gik med lange skridt over mod den østre længe. Her mødtes han hver dag med sine folk præcis klokken 6.30. Der skulle komme en ny elev i dag. Bare det nu var en, der egnede sig til arbejdet. De havde allerede haft flere, som ikke kunne klare de lange dage i staldene.

§§§

I det største værelse på første sal sov Jørgens mor. Hun lå på ryggen i den brede seng og snorkede let. Men hun satte sig op et sekund før uret kimede. Hun var ude af sengen, idet hun slog ned på det larmende ur. Benene vaklede en smule under hende de første par skridt. Men så fik hun styr på dem og skyndte sig ud på badeværelset.

Hvor længe ville hun kunne holde til arbejdet? Det var altid hendes første tanke, når hun vågnede. Hun ville gerne tro, at alt var, som det plejede at være. Men det var ikke helt sandt. Hun kunne godt mærke sin alder, når hun faldt om på sengen efter en lang dag. Fingrene var begyndt at fumle så underligt med knapperne i kjolen, og det kneb af og til med at sove om natten. Men det værste var de underlige huller i hukommelsen. De kom og gik i deres helt eget mønster. Hun var bange for dem.

"Pjat," mumlede hun og trak natkjolen over hovedet i et snuptag. "Jeg har jo aldrig fejlet noget."

Ansigtet, der så på hende i spejlet, havde ikke særlig mange rynker. Ikke når man tænkte på, at hun var 72 år. Og da slet ikke, når hun så i spejlet uden briller på. Det jerngrå hår var kort og krøllede i små totter. Det lignede en høstak. Hun måtte se at komme til frisør en af dagene.

Det værste var vægten. Den var steget langsomt, men sikkert. Det var nok fordi hun på et tidspunkt havde opgivet at finde en ny mand. I stedet var hun begyndt at passe hus for sin søn. Hun holdt op med at passe på, hvad hun spiste, og det kunne ses.

Tænk, at det var ti år siden, hun flyttede ind på Harrestrup. Som tiden dog gik. Mon Jørgen ville huske det? Han burde give hende en gave, tænkte hun.

Det havde været en triumf for hende, da han købte den store, dejlige gård. Han var kun 29 år gammel. 400 tønder land. Han var godsejer, selv om han ikke ville have, at hun sagde det. Selv var hun vokset op på en lille ejendom i nabosognet. Nu var hun godsejerens mor, fruen på Harrestrup. Det kaldte folk hende i hvert fald, og hun rettede dem ikke.

Hun begyndte at klæde sig på. Kjolen var for stram over maven, men når hun bandt et forklæde om livet, så man det næsten ikke.

Hun åbnede døren ud til den franske altan. Så tog hun sin dyne og hængte den over gelænderet. Luften var tung af svinenes lugt, men der skulle i hvert fald luftes ud. Inde hos Jørgen åbnede hun vinduet og redte sengen. Hun samlede skjorte, sokker og bukser op fra gulvet og tog det med. På vej ned ad trappen mærkede hun på jorden i de mange krukker med orkideer. De stod i vinduet ud mod gården. De skulle vandes, men først ville hun have kaffe og en enkelt cigaret.

Herta smilede, da hun kom ind i sit køkken. Gulvets sorte og hvide fliser var blanke, fordi hun selv havde vasket dem dagen før. De hvide gardiner syede hun sidste år. Den fine emhætte af børstet stål var blank som et spejl i solen.

Jørgen havde spildt vand rundt om elkedlen. Hun tørrede det op. Han gik i sine egne tanker, den kære dreng. Dagen før havde hun gjort regnskabet klar til revisoren. Hun åbnede den store fryser og fandt en pakke, der var mærket: Kringle. Hun lagde pakken på bordet. Det var til kaffen klokken 14. Jørgen og revisoren skulle i banken sammen, når de havde holdt deres møde. Hun ville gerne selv have været med, men Jørgen mente ikke, det var nødvendigt.

Hun førte regnskab for Jørgen og skrev alt ind på computeren. Hun havde forstand på tal, tænkte hun stolt. Hendes forstand havde altid været god. Selv om det var, som om tallene drillede hende på det sidste. Hun fejede tanken væk. Det havde hun ikke lyst til at tænke på. Jørgen var dygtig, men det var svære tider. Gården var tæt på at give underskud. Men hun var slet ikke urolig, det skulle nok gå alt sammen.

Kaffen boblede i maskinen. Hun åbnede dørene i havestuen, før hun satte sig for enden af det lange plankebord i køkkenet. Det var hendes plads. Hun havde valgt den, fordi man kunne se ud i haven. Min have, tænkte hun stolt. Tulipantræet stod fyldt med store, hvide blomster. Det havde hun plantet lige efter at hun flyttede ind.

Kaffen smagte, det ristede brød havde den helt rigtige farve. Dagens første cigaret lå og ventede. Alt var, som hun gerne ville have det.

Hun sukkede tilfreds. Langt om længe var livet blevet, som hun ønskede det. Jørgen var 39 nu. Hun havde fået ham sent, og der var ikke kommet flere børn. Men når man havde en søn som Jørgen, kunne man ikke ønske sig mere.

Man sagde, at mor og søn ofte havde et helt særligt forhold, og det var rigtigt. Da hun blev alene, var det godt at vide, at Jørgen var der for hende. De piger, der havde været, var slet ikke hans klasse. Det forstod han også straks, når hun sagde det. Nu ville han sikkert aldrig gifte sig. Han var alt for genert. Han var også næsten altid hjemme, så hvor skulle han møde en kvinde? Her var ikke andre end Marie, som passede de nyfødte grise. Men Marie var gift og havde tre børn. Hun var heller ikke Jørgens type.