Kærlighedens Vendepunkt: Kapitel 04

Kapitel 4

Nederlag

Skoleinspektøren kaldte fra sin åbne kontordør: "Vil du kigge ind til mig et øjeblik, Elisabeth?"

Hans stemme havde en skarp tone. Pludselig fyldte han ikke bare døren, men hele verden. Maven trak sig sammen til en knude af is. Hvad havde hun nu gjort forkert?

En forælder havde klaget over hendes arbejde med 6. klasse. For megen uro. En af pigerne følte sig mobbet.

Hun blev straks usikker. Det sidste projekt var gået dårligt. Drengene havde løbet rundt på gangene, og mange af opgaverne var aldrig blevet afleveret. Hun kunne ikke få dem til at gøre arbejdet færdigt. De havde smidt det væk, påstod de. Hun stirrede ned i gulvet, mens hun knugede hænderne sammen om en kuglepen.

"Hvordan har du det egentlig?" Nu så han venligt på hende. "Jeg mener, det har vel ikke været så let for dig her på det sidste?"

Hun blev rød i kinderne af flovhed og vrede. Hun hadede, når folk trængte sig på. Det fik hende til at føle sig både skræmt og ulykkelig.

"Jeg klarer mig," svarede hun kort.

Skoleinspektøren skiftede hurtigt emne:

"Måske var det bedst, hvis du strammede lidt op på disciplinen i 6.C. Du kan sende de værste ned til mig, hvis det bliver nødvendigt."

Hun nikkede og trak hen mod døren.

"Det skal jeg nok. Jeg har selv tænkt på det. Hvis der ikke er mere, så har jeg noget, jeg skal ordne, før det ringer ind." Stemmen var slet ikke hendes. Hun sendte ham et usikkert smil og lukkede døren efter sig.

Hun blinkede tårerne væk og bed tænderne sammen, indtil hun nåede ind på toilettet. Med hænderne knuget om vasken tvang hun sig til at blive rolig. Hun pudsede næse i toilet-papir og duppede øjnene tørre. Til sidst fandt hun deodoranten i tasken. Frygt og skam kunne lugtes.

Hvorfor fanden kunne hun aldrig klare kritik? Manden havde jo ret. Han ville bare hjælpe. Der var kommet en klage, og han skulle tage fat i sagen.

"For fanden," mumlede hun, da øjnene løb over en gang til. Hun måtte pjaske koldt vand i ansigtet. 8.D

ventede, og hun måtte være rolig og fattet. Ellers ville de være over hende som en flok ulve.

Det gik bedre, end hun havde regnet med. De var ret rolige, indtil de skulle aflevere deres stile i slutningen af timen.

De fleste havde været optaget af at læse i det nummer af "Vi unge", som hun havde delt ud. Nu gik hun rundt og samlede stile ind fra hver enkelt. Mange havde slet ikke skrevet stilene, og hun fik alle mulige dumme forklaringer.

"Jeg har glemt den." "Den ligger hjemme på bordet i køkkenet." "Vores printer er i stykker." "Jeg kunne ikke finde ud af opgaven."

Hun fik kun 12 stile fra de 24 elever.

"Det er for galt. Det er jo kun halvdelen af klassen, som har afleveret. Jeg vil tale med jeres forældre, det kan I godt regne med." Hun talte i et højt toneleje. Stemmen lød fremmed og hysterisk.

Der blev fniset bagerst i klassen, men heldigvis ringede klokken i det samme. Hun stoppede den tynde bunke opgaver ned i sin mappe.

"Hun gør det slet ikke. Det er bare noget, hun siger." Anja var duks og skulle feje gulvet, før hun gik. Hun var en af dem, der havde glemt stilen hjemme.

De andre lo larmende.

"Smatso!"

Det blev sagt lige uden for den åbne dør. Hun genkendte Mikkels stemme, men orkede ikke at gå ud og skælde ud. Hun lod, som om hun ikke hørte de høje stemmer. Hun ventede med at gå ud på gangen, til de fleste af eleverne var forsvundet ud i skolegården.

Lærerværelset var tomt. Næste time var allerede begyndt. Heldigvis havde hun ikke flere timer den dag. Hun kunne se Jess og Louise inde i et rum bag en lukket glasdør. Han lagde nakken tilbage og lo. Jess var næsten altid i godt humør. Han var så god til at takle eleverne. De elskede ham og rendte altid i hælene på ham. De kunne mærke, at han holdt af dem. Det var egentlig sært, at de ikke havde fået nogen. Hvis de havde haft børn, ville de have været sammen endnu, tænkte hun. Men de havde ikke savnet dem. De var jo unge, og deres liv var allerede fuldt af børn. De havde ladet skæbnen bestemme, om de skulle have et barn.

Kunne hun egentlig få børn? Nej, det kunne hun sikkert ikke. Tanken var ond. Hun kastede et hurtigt blik mod de to bag glasdøren. Nu kyssede de. Hun måtte væk, før de kom ud og så hende.

Gråden sad som en skarp smerte i halsen. Hun greb sin mappe og forlod skolen med en følelse af nederlag på alle fronter.