Spor af Mord: Kapitel 10

Kapitel 10

I dag skulle Rikke begraves. Klokken elleve. Jesper håbede, at der ville komme flere end bare ham. Men han tvivlede. Politiet havde ikke fundet Rikkes familie. Og hun havde aldrig talt om nogen, ud over sine misbruger-forældre.

Jesper tog sit pæneste tøj på. I det samme ringede telefonen.

"Jesper," sagde Jesper. Det sagde han altid.

Ingen svarede.

"Hallo!" Jesper skulle lige til at afbryde opkaldet.

"Ja," lød det så.

"Hvad?" sagde Jesper.

"Ja. Vi vil gerne se dig igen. Måske kan du blive en af 'Guds udvalgte'".

"Fint," sagde Jesper og lød så glad, som han kunne.

"Skal jeg komme ud til jer igen?"

"Næh. Vi skal alligevel ind til centrum. Vi kan mødes i nærheden af, hvor du bor. Kender du havnen?"

"Ja."

"Ved den store grå silo".

"Ja. Ok. Hvad tid?"

"Klokken 22."

Røret blev lagt på.

Jesper så tankefuldt ud af vinduet. Nå, så havde han alligevel narret dem. Det var lykkedes ham. Måske ville han virkelig få held til at afsløre Rikkes morder. Han var ikke særlig nervøs for at skulle møde dem igen. Det var mærkeligt. Men han var blevet mere modig og sikker på sig selv.

Solen skinnede, da han kom ud på gaden. Selv om det kun var først i april, varmede solen allerede. Jesper købte en stor buket blomster og en krans.

Der var ingen i kirken ud over præsten. Jesper satte sig helt oppe ved kisten. Rikke skulle ikke føle sig helt alene.

Præsten holdt en kort prædiken. Ude på kirkegården var der blot et hul i jorden. Jesper fulgte kisten ud til graven. Først troede han, at han var alene. Men så lagde han mærke til en pige i sort tøj. Hun gik lidt bag ham. Gad vide, om hun havde været der hele tiden. Han stillede sig ved siden af hende. Hun lignede ikke en af gadens piger. Hun var høj. Og allerede en anelse solbrændt, som om hun var meget udendørs. Hendes hænder så ud som om, de var vant til at blive brugt. Hendes hår var langt og lyst og sad i en stram hestehale. Men en del af håret var stukket af fra elastikken og sad og viftede i vinden. Når solen skinnede i det, lignede det næsten en glorie. Hendes næse var lidt buet, ligesom hos de indianere, han havde læst om som barn. Hendes mund var ret stor. Lige til at kysse. Jesper sank. Hun var godt nok smuk. Slank var hun også. Og selv om hun havde frakke på, kunne Jesper tydeligt se, at hun havde et par pæne bryster. Og sikke nogle ben. Det var lige før, han glemte, han var til begravelse.

"Af jord er du kommet. Til jord skal du blive," sagde præsten. De ord havde altid undret ham. Hvordan kan man være kommet af jord? Han skævede igen til pigen. Det var svært at få øjnene fra hende. Hun græd lige så stille. Jesper fik selv blanke øjne af at se tårerne. Så var der alligevel en mere i verden, der havde holdt af Rikke.

Så snart præsten var færdig, kunne han ikke lade være med at spørge:

"Hvor kendte du Rikke fra?"

"Vi var på samme børnehjem. Vi var bedste veninder. Men vi har ikke set så meget til hinanden de sidste mange år."

"Hvorfor ikke?"

"Jeg kom i en god plejefamilie. Det gjorde hun ikke. Vi holdt kontakten i mange år. Men efter at hun rejste herover, blev det mindre og mindre. Hun ville ikke have besøg. Hun var ked af sit liv."

Pludselig kom der et så skarpt blik fra de blå øjne, at

Jesper blev helt forskrækket.

"Men hvor kender du hende fra?"

"Vi boede i samme opgang. Jeg boede lige oven over hende."

Pigen slappede af igen.

"Nåh, ok. Så har jeg hørt om dig."

Hun lagde en hånd på hans arm.

"Hun sagde, du var det eneste ordentlige menneske, hun havde mødt."

"Nåh. Jeg ved snart ikke."

Jesper blev helt genert af al den ros.

"Jeg ved godt, at Rikke både var narkoman og luder," fortsatte hun. "Men derfor var hun alligevel den bedste veninde, jeg har haft. Hun var sød og sjov. Og hun holdt altid, hvad hun lovede. Men hun havde haft et forfærdeligt liv, inden hun kom på børnehjemmet. Hun kunne ikke længere lide voksne. Og det viste hun. Derfor var der heller ikke nogen, som ønskede at have hende i pieje.

Det var rigtig synd. Men som ven var hun den bedste, man kunne få."

Jesper nikkede. Det var sandt.

"Hun blev slået ihjel på en helt forfærdelig måde," sagde pigen. "Politiet fortalte mig om det. De spurgte, om jeg troede, det kunne have noget med hendes fortid at gøre."

"Hvad svarede du til det?"

"At det kunne jeg slet ikke tro."

"Jeg har tænkt meget over sagen," sagde Jesper. "Øh. Vil du ikke med hen og have en kop kaffe? Det er koldt at stå herude."

"Jo, det vil jeg da gerne."

De fulgtes ud af kirkegården. Jesper følte sig helt varm indeni. Tænk at følges med sådan en dejlig pige.

Ikke langt fra kirkegården lå Café Den sorte Bønne. De satte sig ved vinduet med hver sin kop kaffe.

"Du ville sige noget om Rikke og mordet?" sagde pigen.

"Jo. Ja, først vil jeg lige sige, at jeg hedder Jesper."

"Louise."

"Hej Louise. Jo, altså..."

Og så fortalte Jesper alt, hvad han havde tænkt og gjort i dagene efter mordet.

"I aften skal jeg så møde dem igen," sluttede han og tog en slurk kaffe.

"Jeg tror, du har ret. Det er dem. Det burde politiet også kunne se," sagde Louise.

"De holder sammen og giver hinanden et vandtæt alibi," sagde Jesper.

"Hvis du har ret," sagde Louise langsomt og så ham lige ind i øjnene. Jesper mærkede små sommerfugle i maven. "Så kan det godt blive temmelig farligt i aften. De vil sikkert slå dig ihjel, hvis de finder ud af, at du er på sporet af dem."

"Jeg vil selvfølgelig være forsigtig," sagde Jesper. Lige nu tænkte han godt nok mest på, hvor dejligt det var, at hun bekymrede sig om ham.

"Hvor skal du mødes med dem?"

"På havnen. Lige ved den store silo."

"Pas nu på."

I et kort øjeblik hvilede hendes hånd på hans. Hendes hånd var varm, og Jesper fik en rigtig dejlig fornemmelse i kroppen. Tænk, at han sad og talte med en sød pige, uden at han pludselig blev tavs og genert. Igen var det, som om han var blevet et modigere menneske. Det var sket, da han havde besluttet sig for at fange Rikkes mordere.

"Hvad tid skal du møde dem?" spurgte Louise og så bekymret på ham.

"Klokken ti."

"Du må ringe og fortælle mig, hvordan det er gået. Ellers vil jeg hele tiden være nervøs."

Jespers hjerte slog et ekstra slag. Hun ville gerne snakke med ham igen. Det var næsten for godt til at være sandt.

"Måske kan vi mødes igen," spurgte han. Han var helt bestemt blevet mere modig. Det ville han ikke have turdet før i tiden.

"Ja, lad os det. Jeg har taget et par dage fri. Jeg regner først med at tage tilbage til Viborg på søndag. Jeg bor hos et par venner."

"Okay, så ringer jeg. Hvad er dit nummer?"

Louise gav ham det, og Jesper skrev det ind i sin mobil.

"Jeg må også hellere få dit," sagde hun, og igen blev han glad.

Lidt senere skiltes de.

"Det var rart at møde dig," sagde hun.

"Tak," sagde Jesper og blev en smule rød i hovedet.

"Og i lige måde."

Hun lænede sig hurtigt frem og gav ham et lille kys på kinden. Det bedste kys, han nogensinde havde fået. Han følte sig dejlig varm om hjertet, da han gik hjemad.