Spor af Mord: Kapitel 04

Kapitel 4

Det blev en dag som ingen anden. Jesper ville huske den hele sit liv. Politiet kom. Flere og flere. Snart myldrede det med politifolk. Han blev afhørt igen og igen. Men han syntes ikke, han havde noget at sige. Han havde jo bare fundet hende.

Betjentene spurgte flere gange, om han havde mere at tilføje. Han rystede bare på hovedet. Men så pludselig kom han i tanker om noget og udbrød:

"Prædikanten."

"Øh, hvem?" Betjenten så overrasket på ham.

"Prædikanten," sagde Jesper igen. "Det er ham. Prædikanten har gjort det."

"Det må du vist forklare lidt nærmere."

Og Jesper fortalte alt, hvad Rikke havde sagt om den uhyggelige mand. Imens skrev betjenten ned.

"Tja, han er værd at tjekke."

Han skulle lige til at gå, men standsede og så på Jesper. "Det, du har oplevet, er jo ganske forfærdeligt. Har du nogen, du kan snakke med om det?"

Jesper rystede på hovedet.

"Her er nummeret på en psykolog, du kan ringe til."

Betjenten stak ham et visit-kort. Jesper takkede og puttede det i lommen.

Langsomt rejste han sig. Næsten som en gammel mand. På usikre ben gik han ud gennem porten og ud på vejen. Her stod hans mester.

"Hold da op. Du ser ikke for godt ud. Men det er da også det uhyggeligste, jeg har hørt."

Mesteren klappede ham på skulderen.

"Vi kommer ikke til at arbejde derinde de næste mange dage. Ved du hvad? Du tager et par sygedage, så du kan komme ordentlig ovenpå igen. Ok?"

"Jo tak," Jesper nikkede. Han følte sig faktisk heller ikke i stand til at arbejde.

"Så siger vi det. Du ringer, når du er klar til at begynde igen."

Jesper kunne slet ikke holde ud at være derhjemme alene. Han havde hele tiden synet af Rikke for sig. Alle hans tanker drejede sig om det. Det var ikke til at holde ud. Han måtte ud. Han ville tage hen på værkstedet. Når blot han kunne bruge tankerne på at samle motorcyklen, så skulle det nok gå.

"Det var lige godt satans," sagde Rasmus, en af vennerne på værkstedet. "Der er simpelthen folk, som er binde-gale."

Han så på Jesper, der nikkede. Det var godt at tale om det.

"Og så kendte du hende oven i købet."

"Ja, hun boede i samme opgang som mig. Vi løb tit på hinanden i vaske-kælderen. Hun var rigtig sød, faktisk." "Det gør det sgu bare meget værre. Hold kæft et chok." Rasmus rakte ham en kop kaffe.

"Her. Det trænger du til."

"Tak," sagde Jesper.

Der kom et par stykker mere, og Jesper måtte fortælle det hele en gang til. Alle var enige om, at det måtte have været en hæslig oplevelse. Og at han tog det rigtig flot.

Snakken fik drevet billederne af Rikke lidt væk. Efter et stykke tid kastede de sig over motorcyklerne, og han glemte for en stund det hele.

Men de følgende dage var ikke lette at komme igennem. Jesper fortrød næsten, at han havde fået fri. Det var ikke til at bære at gå alene med tankerne uden noget at lave. På den anden side havde han heller ikke lyst til at gå tilbage til arbejds-pladsen. Han tvivlede på, at han nogensinde kunne sætte lofter op inde i den bygning. Måske havde mester noget andet til ham. Det håbede han. Han hørte radio og så alle nyhederne på tv. Der skete ingen udvikling i sagen. Politiet kom åbenbart ikke nogen vegne. Det var underligt, at det kunne være så svært at finde Prædikanten.