Spor af Mord: Kapitel 03

Kapitel 3

Jesper gik ind gennem porten. Han var altid den første om morgenen. Han boede jo ikke engang fem minutter væk. Mester og de andre kom fra Roskilde. Jesper tjekkede altid, om der var et eller andet, som var i stykker - eller stjålet. Så kunne mester tage det med på vejen. Desværre var der meget hærværk og tyveri.

De arbejdede inde i baghuset. Det ville blive nogle flotte lejligheder. Men lige nu lignede huset mest noget gammelt slum. Stedet bar præg af drankere, ludere, lommetyve og andet godt-folk. De havde brugt det som gratis 'hotel' gennem flere år.

Den baggård, som han nu stod i, skulle være en lille Solhave.

Solhave. Tja, man skulle lægge hovedet godt tilbage for at få øje på himlen. Det var svært at se, at baggården nogensinde skulle ende som Solhave. For den var fyldt med skrammel og bygge-rod. Ovre i et hjørne stod to falde-færdige sorte skure. Her havde Jesper og de andre deres værktøj, og her holdt de deres pauser. Når de engang var færdige, skulle skurene også rives ned. Så skulle der lægges flotte fliser, og alle murene skulle pudses op i gult.

Jo, det skulle nok blive flot - og dyrt. Han ville aldrig selv få råd til at bo her.

Det betød nu ikke noget. Han ville hellere bo på landet. Men mester havde haft en lejlighed på hånden, og da Jesper ikke havde haft noget ordentligt sted at bo, havde han sagt ja tak.

Han savnede naturen. Den var der ikke meget af her. Et par forkølede mælkebøtter havde fundet vej op gennem skramlet. Det var alt.

Jesper stoppede op.

Øv. Der havde igen været indbrud i skuret. Døren var ellers helt ny og solid. Det samme var den nye lås. Alligevel var det lykkedes nogen at brække den op. Skuret var et stort rod. Alle skabe var brudt op, og værktøj og skiftetøj lå spredt ud over gulvet. Det varede et stykke tid, før Jesper kunne se, hvad der manglede. En søm-pistol og en kompressor. Fandens. Han skulle sætte lofter op hele dagen.

Han sukkede og fik mobilen op af lommen. Han måtte ringe til mester.

"Nå, pokkers også," sagde mester, efter Jesper havde fortalt om tyveriet. "Jeg tager en kompressor med.

Hvad med hærværk? Er der ødelagt noget? De rødder kan jo finde på hvad som helst."

"Jeg går lige over og tjekker det andet skur."

"Gider du? Fint. Du ringer tilbage, hvis der er noget.

Ok?"

"Ok."

Vand-pytterne sprøjtede om Jespers støvler, da han skyndte sig over til skuret. Der var en kraftig dør med en god lås. Først troede Jesper ikke, der var noget i vejen, for døren var lukket. Men da han kom tæt på, kunne han se, at den havde været brudt op. Tyvene havde åbenbart lukket døren efter sig.

Hjertet slog lidt kraftigere, da han tog i håndtaget. Pjat! Tyve og den slags forsvandt, når de var færdige. De blev ikke hængende og ventede på håndværkerne. Før i tiden havde drankerne tit overnattet her. Og de dårligste af luderne havde af mangel på bedre sommetider taget deres kunder med herind. Men det var lang tid siden nu. Så han troede ikke, det kunne være nogen af dem.

Døren knirkede. Det gjorde den altid. Men lige nu skar lyden i ørerne. Der var et eller andet. Jesper standsede op. Det var ikke bare pjat. Der var en underlig lugt. En lugt, han ikke kendte. Den var ikke stærk. Men den ramte ham alligevel på en sær og ubehagelig måde. Jesper havde mest lyst til at gå ud igen. Det var ikke bare lugten. Der var en mærkelig og helt forkert stemning i skuret. Hvad kunne det være? Jesper kunne mærke alle de små hår i nakken rejse sig.

Nå. Vrøvl, sagde han til sig selv. Hov. Der var jo slangen til kompressoren. Så var søm-pistolen måske også her. Men hvilke ulykker kunne der ikke være blevet lavet med den? Måske en masse hærværk. Jesper tøvede et øjeblik. Så tog han sig sammen og åbnede døren ind til det store rum.

Hjertet gik i stå. Sådan følte Jesper det i alt fald. Helt stille stod det. Så sprang det op i halsen og begyndte at fare af sted. Næsten som om det ville flygte væk fra det uhyggelige syn. Han åbnede munden for at give et råb fra sig, men det blev siddende i halsen. Aldrig i sit liv havde han set noget så frygteligt. Han måtte række ud og støtte sig til dør-karmen. Det var, som om der var kommet en grålig tåge ned for hans øjne. Alligevel så han alt for tydeligt den gru, der skreg ham i møde. Hans hjerne ville bare ikke være med. Den ville ikke tro, hvad øjnene fortalte. Den blev ved med at sende de samme to sætninger: Det er løgn. Det må ikke passe. Det er løgn. Det må ikke passe. Det er løgn.

Men det var sandt. Væggen overfor var rød af blod. Det var sprøjtet i alle retninger. Men det meste blod var løbet ned af væggen og endt i en pøl. Midt i pølen lå hans sømpistol.

Han kunne ikke løfte blikket og se, hvor alt det blod kom fra. Alligevel vidste han det godt.

Det var hende.

Det var Rikke.

Sømmet op på væggen.

Hun hang helt nøgen.

Kroppen var kun dækket af blod.

Hun var kors-fæstet på væggen.

Hun hang som Jesus på korset.

En gal mand havde sømmet hende fast til væggen. Rikkes hænder og håndled var fyldt med søm. Men ikke kun der. Den gale mand var gået helt amok. Overalt på hendes krop var der søm, og blodet havde løbet fra et utal af sår. I panden alene sad der tre søm.

Jespers mave kunne ikke tåle det. Uden varsel kom morgenmaden op igen. Han greb hårdere fat i dør-karmen og forsøgte at få øjnene fra det uhyggelige syn. Men han syntes, hendes øjne stirrede på ham. Han ville aldrig glemme det blik. Det var fuldt af rædsel og smerte. Åh, det var værre end noget, han nogensinde havde set. Selv i en gyser-film. Et øjeblik var han ved at besvime. Så tumlede han ud på gårds-pladsen.

Han trak vejret hivende. Det hjalp at komme ud derfra og få noget frisk luft. Han satte sig ned på en bunke skrammel.

Hvem i alverden kunne finde på at gøre sådan noget? Og så mod Rikke. Hun var hverken ond eller farlig. Mest bare en stakkel. Han sad lidt. Han var ikke kun i chok og havde kvalme. Nej han var også vred. Rigtig vred. Ingen havde lov til at behandle Rikke sådan. Det var helt forkert. Den galning skulle findes og spærres inde for altid.

Ja. Han måtte straks ringe til politiet. Han famlede ved telefonen. Hvad var det nu, man ringede? Han vidste det godt. Lige nu var det bare, som om hjernen var lukket ned og ikke kunne bruges til noget. Det var tre tal... nul?... Nej, ikke nul. Det var i gamle dage. Det var et. Ja, og et igen. Sådan. Og så et to-tal.

"Der hænger en død pige på væggen," sagde han, så snart han hørte én i den anden ende.

"Hvem taler jeg med?" Manden lød ikke rigtig, som om han troede ham.

"Jeg siger, der hænger en død pige på væggen." Jespers stemme blev en smule højere. Den var ved at knække over.

"Jeg hørte dig godt første gang. Jeg sender en patruljevogn hen til dig. Jeg skal bare lige have dit navn, og hvor vi kan finde pigen."

"Jesper Lund. I skal køre til Knudsvej 5 B. Baghuset. I skal ind gennem porten. Der sidder jeg."

"Vognen er på vej. Den vil være der lige straks. Og hvor bor du henne?"

Jesper fortalte betjenten, hvad han ville vide. Kort efter kunne han allerede høre sirenen.